Jeg troede jeg var alene? - Theisa

Dag + Dato: Irl.
Sted: Midt i parken.
Tid: 22:18
Omgivelser: Enkelte døde zombier, træer osv.
Vejr: Overskyet, småkoldt.


Neil studsede lidt over de lig der lå rundt omkring. Det havde allesammen været zombier, uden egentlig intelligens. De var kun få af dem der rent faktisk havde egne meninger, og kunne tale! Han så lidt på sin ene pistol hvor det stadig røg lidt fra den. Han satte dem tilbage i hylstrene som hang omkring hans hofter, og sparkede let til en græs tue "sikke stille her er.." mumlede han sigende og så op mod den sorte nattehimmel. Han måtte hellere komme tilbage til Rådhuset.. eller i hvertfald hjem til Xela. Han sukkede over den lange vej der var helt 'hjem', dog var han ikke typen der gav op. Han begyndte at gå igennem det lange græs, mens han betragtede de nedslående omgivelser, så upasset.

Øjnene afsøgte stedet, gennem gik det, og analyserede det for at kunne være sikker på at dets farer var over, eller ikke var der. Med et bankende hjerte gik en lille skikkelse ikke mere end 165 cm høj afsted igennem skyggerne for at kunne gemme sig fra de rumvæsner der muligvis var omkring dette sted, der muligvis tørstede efter den krop personen nu gik rundt med for at lave eksperimenter, eller deres eget ‘nye’ liv. I det samme var der helt stille, mørkt, skikkelsen var ude af syne men med et kom der en bevægelse frem fra uvisheden ved en tændt gadelampe og en mørkhåret pige trådte til syne, tydeligvis skrækslagen, men hun var jo nød til at komme ud, ventetiden i den ødelagte lejlighed var uudholdelig, og dets ensomhed kunne ikke bærers over tabet af hendes forældre som nu var væk, eller blevet dræbt ved ofringen til rumvæsnerne. En lille frynge kom frem på hendes pande da hun synes at kunne bemærke nogle bevægelser lidt længere væk fra hendes egen position. Theisa, var ikke typen der bare lod sig opdage, selvom hun lige nu… var temelig tæt på det. Hun kiggede rundt efter et sted hvor hun kunne kravle i skjul med den lille spinkle krop der så ud til at være temmelig sparsom på hvor meget der blev spist derhjemme. Måske ikke fordi der ikke var nok, men fordi at hun ikke kunne vide hvornår det ville blive opbrugt og hvornår der ikke længere var noget i byen. Hun fortsatte lidt længere ind imod en skygge, meget overbevidst om at hun ikke kunne ses, selvom hun ikke kunne graentere det.

Neil legede med sine bilnøgler i lommen. Han var ikke længere bange, i starten havde han været skrækslagen og indelukket og holdt sig i sin lejlighed. Alt var brudt sammen, civilisationen som han kendte den var ikke den samme mere, der var ingen rigtige mennesker tilbage... eller i hvertfald ikke hvad han vidste af. Han sukkede, og lod sin hånd glide ned over sit ansigt i en træt bevægelse. Han havde flere gange haft trangen til at give op.. bare gå ud og råbe 'her er jeg, kom og æd mig, slå mig ihjel, brug mig som forsøgsdyr jeg er ligeglad!' men han havde altid besindet sig i sidste øjeblik. Dog tvivlede han på at ligegyldigheden ikke stadig lå over ham siden han satte sig selv i fare hver dag. Han stivnede pludselig.. En bevægelse, en stjålen bevægelse i det uldne mørke. Han standsede helt, og vænnede sine øjne til mørket. En lille skikkelse forsøgte at snige sig uset rundt, dog havde Neil gjort dette så mange gange, at han straks greb sin ene pistol og sigtede på skikkelsen "Bliv hvor du er eller jeg skyder!" sagde han højt nok til at hun kunne høre ham. Han tog sigte og lagde pegefingeren mod knappen, en lille bevægelse.. det var alt hvad der skulle til.

Et gisp af skrækslagenhed gled igennem hendes strube der førte videre ud til hendes mund, og hun rørte ikke en fingre, hun havde ikke lagt mærke til at hun holdte vejret for ikke at lave nogen bevægelse imens ad hun inde i sit hoved at der ikke blev skudt, at hun ikke skulle dø, at dette virkelig ikke var enden på hendes liv, hun troede på en længere fremtid, en fremtid der rent faktisk var fri, hendes underlæbe dirrede let over den voldsomme frygt der gled igennem hendes krop, den frygt der blev ført helt ud til finger spidserne, hvorfor skulle det os bare altid ske, hvorfor skulle hun altid rodede sig ud i ting som var det dummeste nogensinde, hun kiggede hen imod personen og kneb øjnene lidt sammen og så at det var et menneske men hun var for bange til at sige noget, hun sank langsomt noget mundvand, og tænkte at det måske var en idé at give sig til kende og sige at han ikke skulle skyde da hun var et menneske og intet ondt gjorde. “S…Skyd ikke…” hendes stemme stammede og dirrede i det hun sagde det, som om hun var bange for at verden ville gå under hvis hun sagde noget for højt, som om at hun ville kunne høres så snart en lille ting var sagt. Hun fugtede langsomt hendes læber og overvejede lidt hvad hun ellers skulle sige for at forskire ham om at hun ikke gjorde noget farligt. “Jeg er ubevæbnet… jeg har intet på mig…” kom det så imens hun begyndte at blive nervøs og angsten for at blive skudt steg op i hende selvom hun prøvede at holde den nede og lade være med at tale men det gik bare ikke så godt, det ville bare ikke ske. Theisa var på dybt vand hvis denne person, dreng, mand ikke stolede på hende.

Neil blev stående i samme anspændte stilling. Hun reagerede på hans udråb, og lignede en der lige var blevet fanget med fingrene i kagedåsen... måske havde hun et lidt mere forskrækket udtryk i ansigtet, men Neil havde ikke noget kendt udtryk til den slags udtryk i hendes ansigt. Han fulgte hver bevægelse, hver eneste lille bitte trækning i hænder og krop. Han strammede grebet om pistolen da hun sagde noget. Han viftede let med pistolen som signal til at hun skulle komme tættere på, modlyset fra gadelampen gjorde det besværligt at se hvad det var han stod overfor. Indtil videre var det vist en alien.. eller måske en af de sjældne blandinger? At hun kunne være et menneske - for han havde nu fået afklaret at det var en hun- var aldrig faldet ham ind. Han sænkede pistolen lidt, han kunne stadig nå at skyde hende hvis der skete noget han ikke brød sig om. Han vædede kort underlæben med tungespidsen, der var intet værre end ikke at vide hvad det var man stod overfor, tænk hvis det var... nej det var jo helt umuligt. Han rystede på hovedet af sig selv og sine tåbeligheder. Alligevel gnavede tanken, om at hun måske kunne være en af de enkelte der var tilbage. Han sank en klump og lod hånden med pistolen dale ned langs siden så hun kunne vove sig tættere på "hvad er du?" spurgte han så klart og tydeligt. Ville hun lyve? Ville han vide hvis hun løj? Han ville i hvertfald forsøge at gennemskue det.

Hun kiggede hen på ham og bed sig i læben da han gjorde tegn til at hun skulle komme nærmere, og vidste ikke helt om han ville tro så lidt på hende at han ville skyde hende så snart hendes ene ben var fremme i lyset. Tog dog chancen da hun kunne se det var et menneske, og forhåbenligt ville han ikke skyde hende. Hendes lille skikkelse tog de få skridt hen mod lysningen, og inden længe var hun i lyset imens hun kiggede på ham og slog så blikket ned igen. “Et menneske… lige som dig?” Kigger væk fra hans retning og vender det mod hver sin side for at sikre sig at der ikke ville komme nogen rumvæsner, eller andre underlige skabninger som nu var blevet skabt. Hun kiggede tilbage på drengen hvis navn hun ikke kendte. Hvad lavede han selv herude? Hvad var hans formål? Ville han skyde hende? Skåne hende? Torturrer hende? Alle de spørgsmål som hun stillede sig selv, som ikke kunne besvares før hun stillede dem, men måske ville han finde det fornærmende hvis hun spurgte, en rynke kom til igen, en rynke af en smule frygt og forvirring over dets drejning, over alle de tanker der blev ved med at susse igennem hende. Hun lagde hovedet let på skrå og bed sig i læben, og var allerede parat til at stikke halen mellem benene og løbe for fulde harmer hvis et monster eller rumvæsen skulle komme, eller hvis drengen foran hende skulle få sindssyge idéer omkring at overfalde hende og flænse hende, eller at han gav sig ud for at være noget han ikke var. Hvorfor os alt den mistro og usikkerhed som var blevet skabt mellem folk, de første par år havde der været så mange mennesker, senere hen blev der færrer og færrer og omkostningerne gik hen og døde mens de mange landmænd var forsvundet og næsten intet mad var efterladt tilbage.

Neil så på hende, og lagde hovedet på skrå. Han forsøgte at regne hendes alder ud, da hun ikke var særlig høj, men det var muligt at hun sagtens kunne være ligeså gammel som ham selv. "Menneske.." gentog han stille, og så lidt på hende "er du virkelig... menneske?" spurgte han så, han var bange for at det var en ren løgnehidstorie, Han bed sig skævt i læben igen og betragtede det lille menneske foran sig. Til sidst satte han dog pistolen tilbage i hylsteret, og kiggede på hende "Hvad render du rundt herude efter? Er du ikke klar over at de er farligt" spurgte han, og lagde armene over kors. Et eller andet sted var han nok lidt streng, men han ville jo helst have at alt blev som det altid havde været før katastrofen. Han kløede sig kort på siden af halsen, og så sig om. Der var ingen at se foreløbig, men man blev jo nødt til at blive ved med at se sig om så der ikke skete hverken ham, eller mennesket foran ham noget. "Hvad hedder du?" spurgte han så, og fandt sin lommelygte frem. Han lyste hende kort i øjnene, for at se om de havde en eller anden exeptionel farve, for hun kunne jo være en zombie. Så gik han om bag ved hende, og kørte en hånd op over nakken på hende for at mærke efter om der var et ar. Det var der som regel i nakken på aliens, da de jo blev indsat i nakken på menneskene. Han slap hendes hår igen da der ingen synlige, eller følbare fejl var på den varme nakke. Han gik op foran hende igen, og nikkede "der er vist ikke noget videre usædvanligt ved din race" sagde han så, og smilede lidt til hende.

Et skeptisk blik kom frem i hendes øjne da han spurgte om hun var et menneske. Gu' fanden var hun da et menneske, det var muligt der at der ikke var mange tilbage men de var her, eller nogen var der.
"søger efter mad..." kom det fra hende med en lidt mere alvorlig stemme alting var jo ikke lige let nu om dage. Hun fnøs kort over hans mistro til hende og kiggede væk i mens hun lagde armene over kors og mumlede noget med at hun da os bare kunne finde en alien så den kunne lave eksperimenter på hende eller hvad fanden den ville. Selvom det ikke skulle være noget problem at ordne, da menneskeheden levede en hård tid nu. "Og det er lige så farligt for mig som det er for dig, du er jo trods alt også kun et menneske..." sagde hun ret fornærmet og kiggede på ham med et surt ansigt. Han irriterede hende med hans overlegenhed, hun hvor jo for helvede heller ikke en femårig pige der stod foran ham som var et blodsugende monster inden i, hvis indre kunne vendes ud ad, og opsluge ham på i løbet af ti sekunder... Bon appetit.
Tankerne løb videre hen imod hendes forældre, der den ene dag var der og den næste forsvundet, borte, væk, uden at efterlade et eneste spor eller ledetråd. Hun rystede lidt på hovedet da hun fik noget lys i øjnene, hun kunne ikke helt huske hvad han havde sagt, eller spurgt om, så derfor var nød til at spole tiden lidt tilbage. "Theisa..." mumlede hun og mærkede hans hånd ved hendes nakke og vurderede lidt hvornår han var færdig.
"det er da altid godt..?" kom det fra den lave pige hvis pande rynkede let over hans smil ved at hun ikke var kommet ud for nogen form for farer zone eller for hans egen sikkerhed. Hun bed sig skævt i læben og kiggede rundt inden hun igen mødte hans blik. "og hvad hedder du så?" et lille smil dannede sig i mundvigen.

Neil så lidt på hende og nikkede "okay.." sagde han. Selv levede han af sine energibarer, men det var jo også okay, det var i hvertfald det eneste der kunne holde sig. "Hvorfor tager du ikke supermarkederne? der er stadig nogen ting der ikke har udløsdato og det er spiseligt?" mumlede han og så lidt på hende.
Han himlede med øjnene da hun mumlede noget om aliens, og eksperimenter "ja de sørger vist for deres forsøgsdyr" sagde han sarkastisk. Han lagde armene over kors, og gengældte hendes surhed med irritation "ja men jeg har da noget at forsvare mig med... du lister jo bare rundt i mørket..." sagde han og så kort ned på bæltet med de to pistolhylstre.
"Okay.." sagde han kort da hun havde præsenteret sig, og lyttede. "Det er da altid noget, ja"gav han hende ret, og så kort ned af gaden igen for at sikre sig der ikke kom nogen.
"Hm?" han vågnede lidt op fra sin søgen, og så på hende "Neil.." sagde han kort, og så kort på hendes øjne før han igen lige så sig lidt omkring.
Han så lidt på hende igen, hvad så nu? Skulle han gå og efterlade hende til mørket. Han kunne have slået sig selv, han hadede at det var ham selv der gav dårlig samvittighed før alt andet.

"Har du vel, men aliens bliver klogere... Det næste de gør er sikkert at sætte en data indhenter i din hjerne, uden du bemærker det, og før eller siden ved de hvordan din forhindring af en eksistens kan komme væk... Og snart efter gør de det ved andre jægere..." sagde hun og skubbede underlæben frem og kiggede på ham og ville ikke lade sig falde over hans irriterende væremåde.
"supermarkedet er et typisk sted for et menneske at være, det første sted en alien ville lede... Og det ligemeget hvilken tid på døgnet det er" kom det fra hende og ville bestemt ikke lade ham tro at hun var en eller anden dum unge. "ville alligevel ikke have gjort nogen forskel om jeg så blev til en anden race, ting...noget?" trækker lidt på skuldrene. "Der er alligevel ikke nogen der venter på mig derhjemme ud over frygt og en drøm der muligvis slet ikke kommer til at ske..." forbander menneskerne for ikke at have samme intelligens som deres erobre havde. Tipper lidt på fødderne og kigger op på ham med en rynket sanded for at se om det var lige sådan ved ham.

Neil så på hende og var stille mens hun ævlede løs om aliens, hvordan kunne hun være så besat af tanken om dem? Hvad med zombierne? Hvad med de der syrede blandinger?! Han skubbede tanken fra sig, og fosøgte at koncentrere sig om hendes uendelige talestrøm.. eller den føltedes i hvertfald uendelig.. nej nu stoppede den... aj ikke helt.
Han sukkede og så på hende "Er du færdig?" spurgte han bundroligt, og en smule irriteret, jo før hun var færdig jo hurtigere kunne han komme afsted. "Det gør da en forskel at der stadig eksisterer mennesker... det er vigtigt at vi stadig er her så vi kan prøve at få vores jord tilbage" sagde han, og lagde armene over kors. Han lyttede til hende "nu ikke så pessimistisk" sagde han bare, og gjorde et kast med hovedet så han kunne se ud igennem det lange pandehår. "Jeg har altså ikke tid til at stå her og diskutere holdninger med dig, jeg skal hjem inden her vrimler med alt muligt, og du skulle også have fat i noget mad ikke?" sagde han og så på hende.

hun træk kort på skuldrene og begyndte langsomt at gå lidt rundt og strakte sig så. "jeg binder dig ikke fast... Du kan gå når du vil, så må jeg se om jeg kan finde mad..." hun kløede sig lidt i nakke og kiggede på ham og lagde mærke til at hun ikke havde uddybet det med at det ikke gjorde nogen forskel. Men det gjorde det heller ikke...ikke for hendes vedkommende der var ikke nogen der ville lægge mærke til om hun forsvandt eller ej, om hun levede eller ej. Idet tilfælde skulle det være nogen som havde holdt øje med hende.
"vi er alle sammen et stykke af et puslespil, vi ved bare ikke hvor vi havner i det." mumlede hun stille og kløede sig langsomt i håret hvorefter hun knækkede sine fingre og nakke, i mens tankerne faldt på et digt hun havde skrevet, for nogle dage siden; i'm not alone, i'm not with peoples. I'm sitting here as my last thing. I'm just a simple piece in an broken mirror...
Et kort suk undslap hendes læber og lod sig begive hmm af fortorvest mørke rammer og lod sig tanke strømmen glide hen over hende. Hvorfor var deres planet blevet besat, hvordan kunne det være der nu var zombier, spøgelser, og ånder? Var det alt sammen enden på jorden eller endnu en hemmelig gave, 'gud' havde sendt? Hvorfor, hvorfor, hvorfor... Tusindvis af spørgsmål der ikke kunne besvares alligevel kom der flere op.

Neil så lidt på hende og var ikke helt sikker på om han skulle gå, hans samvittighed forbød ham det. Der var heller ingen der ventede på ham derhjemme, han havde været alene, næsten siden det skete at alt forsvandt og blev anderledes. Men han havde også låst sig selv inde i tre måneder og siddet i skrædderstilling og lyttet til de umenneskelige skrig, og skiftevis troet at han selv skulle dø, eller gå hen og blive sindssyg.
Han så lidt på hende og lyttede til den meget kunstneriske linje, og bed sig lidt i underlæben.
"Du har ret.." hviskede han så stille "men.. nogen gange kan man forsøge at ændre sin skæbne" sagde han så og rankede sin ryg.
"Bor du her i området? Ellers kan jeg godt følge dig hjem.." tilbød han stille. Det var buldermørkt, og næsten ikke til at se en hånd for sig, når man kom væk fra de enkelte lygtepæle der stadig var lys i. Han ville gerne hjælpe hende sikkert til døren, så han vidste hun var okay, inden han selv tog videre.

Hun kiggede hen på ham og et lille ægte smil kom frem på hendes læber, måske fordi han fulgte med eller måske fordi de endelig var blevet enige om noget. "hvordan kan man ændre noget man ikke kender til?" spurgte hun så ganske forsigtigt og gik ude på kant stenen og lod sig balancere på den så godt som muligt. I det indtrængende mørke. "faktisk er det et lidt dumt spørgsmål" kom det så ligeud fra hende velvidende om at det heller ikke kunne besvarers på den fuldendte måde. "vi ændre skæbnen ved... Hvert...et enkelt..." hun snakkede ikke helt sammenhængende pågrund af hendes balance der var ved at vende og hoppede så ned på vejen og kiggede op på ham "... Lille skridt vi tager... Det har vel en betydning for alt... Måske ikke en stor en men der er en betydning.." afsluttede hun sin sætning og skulle lige til at komme med et eksempel men klappede munden i og fortsatte lige ud.
"der går noget tid før vi er der..." bider sig i læben og hader i grunden at komme hjem til den ensomme kolde lejlighed. Den virkede mere og mere fjendtlig for hver gang hun kom hjem. Hun forstod dog ikke hvorfor.

Neil så på hende, og smilede venligt tilbage. Han fulgte med og betragtede hendes balanceren på kantstenen og trak på skuldrene "man kan vel kun gøre et forsøg.. vi ved jo lidt om de forskellige ting" sagde han stille. Han vidste godt de ikke vidste nok omkring racerne til at kunne udslette dem fuldstænding.. men hvis de bare kunne få aliensene ud fra menneskenes kroppe..
Han så lidt på hende igen, og lyttede til hendes snak der fulgte hendes balance. "Mm.. Alle små skridt bygger op til noget stort, det kommer bare langsomt" sagde han og smilede forsigtigt til hende. Han nikkede bare og så ligeud mens han lyttede til vinden der føg igennem tomme bygninger og hylede sørgmodigt.. Melankolsk det blev man altså, både af ensomheden og depressionen der blev ved med at snige sig ind på folk.
Han trådte hen over en væltet lygtepæl, og så lidt bagud. "Har du boet der hvor du bor nu altid?" spurgte han stille, og lyttede.

Hun vendte blikket mod ham igen og trak på skuldrende af det han sagde til hendes spørgsmål, og kløede sig lidt i nakken imens hun gik uden om lygtepælen og op på fortorvet igen og kiggede ned i jorden, imens de gik og sukkede så til sidst da de nu snart var der. Et undrende blik gled op i hendes øjne til det med om hun altid havde boet der hvor hun var, og tog så en dyb indånding “Yup… har heller ikke ligefrem planer om at forlade det…” drejede ved et hjørne og var der så. “Nå… så er vi her…” Kom det og trak så på skuldrende og kiggede op på ham og smilede kort inden hun gik op til opgangsdøren, og skubbede hårdt til den første dør så den åbnede sig, og stod så foran en stor metal dør som var blevet bygget da man fandt ud af at rumvæsnerne ville komme, et kort suk gled igennem hendes læber da hun tog nogle nøgler frem og ledte efter den rigtige nøgle til at kunne åbne den, og derefter skulle intaste tre forskellige koder, for at den ville lukke op, der gik dog lidt tid før der skete noget, og endelig rullede døren langsomt op igennem væggen. Hun kiggede om på Neil som stod der, og overvejede om hun skulle invitere ham med ind, og kiggede så rundt uden for og mumlede kort. “Du kan bare komme med ind…?” Sagde hun så endelig og gik selv ind, imens hun ventede på hans svar inden hun trykkede på en knap så metal døren gled ned, hun tænkte lidt over hvad hun overhovedet kunne byde på i hendes ødelagte lejlighed, hun skulle idet mindste ikke betale for den, hvilket os næsten var umuligt da hun ingen penge havde, og de fleste betydningsfulde mennesker var forsvundet. Hun tænkte lidt på de kongelige, hvordan de havde klaret sig, og følte sig lidt glad ved at de nu lå på samme område som alle andre, ikke fordi hun havde noget imod de kongelige, men nogen gange, var de bare ja… et dårligt forbilled for hele landet at hun havde lyst til at trampe op til rådhuset og rive den erklæring over at de var kongelige og havde ædelt blod i sig, de var lige så normale som alle andre, og havde ingen form for finere blod end dem, bare fordi der var nogle mere rige folk end andre.

Neil så på hende, og så kort op på lygtepælen. Lyset var så svagt, at det ikke engang var værd at have det tændt mere. Det var egentlig et særgeligt syn, når man overvejede det kunne man sammenligne det med menneskeheden, så få tilbage, var det overhovedet det værd at kæmpe for at holde resten i live? Han vendte blikket mod brostenene, sådan måtte han ikke tænke, han måtte beholde håbet, det var det eneste der var tilbage, det eneste han kunne bruge for ikke at glide ned i depressionen. Med et ønskede han at det lille sørgelige lys altid ville brænde, og aldrig måtte slukkes. Selvfølgelig ville pæren gå ud en dag, men måske ville symbolikken leve videre. Han nikkede til det hun sagde, han kunne heller aldrig finde på at forlade sin kælder, medmindre den blev bombarderet med væsner. Han standsede op og så lidt op af opgangen, og nikkede stille. Han betragtede døren "du har en god dør.." bemærkede han stille, og smilede skævt. Han stod lidt og overvejede det, ville egentlig sige nej tak, men så gik hun ind og sagde ikke farvel så han skyndte sig med indenfor den store metaldør. Han så lidt på hende og rundt i den forfaldne opgang. "Hvad tænker du når du kommer hjem til sådan et sted?" hviskede han næsten lydløst, mens han så sog omkring. Selv når han kom hjem til alt det ødelagte følte han kun tomhed.

Theisa gengældte hans blik da han så på hende, hun lod skuldrende tage en kort bevægelse og fandt en olie lampe idet hun trykkede på knappen til døren, så den lukkede. Hun brød sig ikke om at have den for længe åben. “Den er rimlig gammel… men ja, får følelsen af tryghed til at virke lidt mere ægte… ” Hun fumlede lidt med nogle tændstikker så hun kunne tænde for olielampen så der ikke længere ville være så mørkt. Et kort undrende blik kom frem i hendes øjne over hans spørgsmål, hvad tænkte hun når hun kom hjem? Det var noget hun ikke helt havde skænket en tanke, noget hun ikke rigtig havde regnet med skulle komme. Men det var vel forskelligt, kom vel an på hvad hun havde lavet på dagen, hvad hun havde tilbragt sig med, og hvordan hendes humør var, selvom det stort set var det samme humør hver dag, den samme ens rettede sti hun skulle leve. “Hmm… nogen gange tror jeg det er en drøm jeg lever i, som om at jeg kan vågne hvert øjeblik det skulle være…” Mumlede hun stille, og gik op af en kort trappe som førte hen til en dør på venstre hånd, hun åbnede den med en af hendes nøgler, og lukkede dem ind, hun havde prøvet at rydde op så godt som muligt selvom det ikke rigtig gik an, og de fleste af møblerne var ødelagte, efter flere gange hvor der havde været nogen derinde og søgt efter mulige ofre til eksperimenter. En let kuldegysning gled igennem hende og sukkede så stille da hun lagde sine nøgler på et bord og fortsatte frem mod køkkenet. Vinduerne var spærret til med brædder, så man ikke ville kunne se hvem eller hvad der var derinde i den forfaldende lejlighed. Hendes blå øjne vendte sig hen mod ham og tænkte lidt over hvad hun skulle sige til ham. “Du kan blive til det bliver lyst?” Sagde hun så og holdte en let pause inden hun fortsatte på en ny. “Vil du have noget?... jeg har ikke så meget… men noget er der da…” Og vendte blikket mod ham inden hun vendte det henimod skabet for at tjekke efter mulige ting han kunne spise eller drikke, hun vidste ikke helt hvor meget hun ville kunne være i stand til at give ham, det var jo ikke ligefrem sådan at markerne blomstrede med mad og korn.

Neil nikkede og så sig lidt om "forstår jeg godt" sagde han, og så sig lidt omkring. Han lyttede lidt til opgangen. Et eller andet sted dryppede noget vand ned i en vask, fra en utæt vandhane. Lyden var enkelt, og ensom i den næsten kvælende stilhed. Han så lidt på lyset da det pludselig flammede op fra olielampen, en kort raspende lyd og der blev tændt en lille flamme, og han kunne dufte duften af varm olie. Han fulgte med og lyttede til det hun sagde "jeg kender godt fornemmelsen.. det hele er bare en uhyggelig drøm, men alligevel så vågner man bare ikke" hviskede han stille for sig selv. Han betragtede den maltrakterede lejlighed da han kom indenfor, og så sig lidt omkring inden hans blik igen fandt frem til hende, og nikkede. "Jo tak, det vil jeg godt" sagde han stille, og så lidt rundt igen. Neil så på hende og rystede hurtigt på hovedet "nej nej, jeg vil ikke tage din mad" sagde han hurtigt, han havde masser af energi barer derhjemme og vand. "Har du rindene vand?" spurgte han så, for det kunne han godt trænge til. Vand var han nærmest blevet afhængig af siden katastrofen. Han rømmede sig stille og så kort mod de tilskodede vinduer, og savnede kort stjernehimmelen, men han savnede ikke synet af undeads, og aliens på jagt efter nye kroppe.

Et stille nik kom til og kiggede stille rundt imens hun overvejede hvad hun skulle sige til ham, han havde nær skudt hende ned hvis hun ikke havde svaret ham, i grunden fattede hun ikke hvorfor hun gik ud og ledte efter mad, men måtte tage det man kunne finde, mens det var der, det var jo ikke ligefrem sådan at maden ville blive der forevigt. Hun brummede lidt over sine tanker, og ville indimellem ønske at de kunne rejse langt væk fra hendes hoved i stedet for at hjemsøge hende til evig tid, hun overvejede lidt om denne mand, dreng, eller hvilken alder han nu skulle være i, havde været i kontakt med et rumvæsen, på den ene eller den anden måde, det skulle ikke overraske hende hvis han havde nogle speciele forhold med dem, men hvad vidste hun, ikke en skid kort sagt stort set? Hun trak kort på skuldrende, og gik ind i stuen og satte sig i skrædderstilling i sofaen og kiggede stille rundt inden hun at vente sit blik hen mod ham. “Bare sæt dig ned…” Sagde hun roligt og nikkede mod den anden ende af sofaen, for at give tegn på at han bare kunne slå sig ned hvis det var det han havde lyst til imens hun overvejede hvad deres samtale skulle gå hen på imens hun roligt sukkede. “Fortæl om dig selv..” sagde hun så til sidst og kunne lige så godt få noget selskab ud af det besøg hun havde i lejligheden lige nu-

Neil så på hende og så sig lidt omkring. Alt hans mad var sådan noget med en hel masse stoffer som holdt det friskt. Han smilede forsigtigt til hende. Han nikede til at han kunne sidde ned, og satte sig langsomt ned i sodaen. Han havde en gammel slidt lænestol derhjemme som han nød at sidde i når han endelig kom hjem. Han var blevet meget træt på det sidste, men han forstod det ikke rigtigt.. måske var han ved at blive syg? Han rystede på hovedet af sig selv og hørte hende bede ham om at fortælle om sig selv. Han så ned af sig selv og tænkte sig om "Øhm.." hviskede han stille for sig selv, og kløede sig akavet i nakken "jeg.. laver ikke meget andet end at jage væsner, og sove.." sagde han undskyldene, der var ikke meget ved ham, det kunne han sagtens indrømme. Han så lidt på hende "jeg har ikke så meget at fortælle om mig selv" sagde han og trak på skuldrende. "Hvad med dig? Hvem er du egentlig, hvordan overlevede du?" spurgte han nysgerrigt. Det var rart at snakke med en igen.. Det havde været så længe siden.

Imens de begge sad der gled en masse tanker igennem hende, hvorfor var de eneste overlevende som var tilbage, unge mennesker, folk som var lidt oppe i tyverne og ned af, det var øjensynligt dem der havde klaret sig bedst gik hun ud fra, de unge var hurtigere, og bedre til at finde steder at gemme sig, mens de, middelalderen og ældre mennesker der var blevet taget i rumvæsnernes invasion. Det løb hende koldt ned af ryggen ved tanken omkring det, og ville ønske at den følelse kunne forsvinde så hurtigt som den var kommet, det provokerede hende sådan noget, når det løb hende koldt ned af ryggen, hvade hun sådan en klam fornemmelse inden i. Hun rystede dog hurtigt tanken af sig, og kiggede på ham, med et stille smil, og nikkede flere gange til det han sagde med stille bevægelser. Det gjorde ikke så meget at han ikke havde så meget andet at sige, det måtte igrunden også være underligt at skulle fortælle omkring sig selv, når man havde haft et liv før som var fyldt med liv, men nu var væk for ens hænder. “Hmm.. Jeg er vel en normal 17 årig pige…” Sagde hun stille og rynkede panden lidt. “Var gymnasium elev før alt det her… så da invasionen kom, gemte jeg mig i en kælder i flere dage, for at være sikker på at der ikke var nogen udenfor… men da det så gik op for mig at et rumvæsen var i det samme rum som om, kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme ud, så jeg skyndte mig hjem, hvor jeg var sikker på at der var ly for dem. Også har jeg bare bevæget mig udenfor i på bemstemte tidpunkter af døgnet, men det er jo ikke lige til, når zombier os er der, så til sidst endte det med at jeg bevægede mig ud en til to gange om ugen, for at hente forsyninger.” Afsluttede hun så, og kiggede på ham med et kort skuldertræk og kom i tanke om at han ville have noget vand, så hun rejste sig op og gik ud i køkkenet og fandt et glas som hun hældte noget koldt vand i, og gik derefter tilbage rakt ud til ham.

Neil så lidt på hende, og lagde hovedet på skrå. Hun så ud til at tænke meget, men det var der selvfølgelig ikke noget at sige til. Der var virkelig mange til man skulle når man var i sådan en verden som de. Han tog en dyb indånding og trak sine ben lidt op til sig, det var faktisk rart at slappe af hos en anden, han havde helt lyst til bare at sove og vide at der var en der også var der til at holde øje og det ikke behøvede være ham selv der gjorde det. Han lyttede til de ting hun fortalte ham, og sad stille. Et helt normalt menneske, der fik sin tilværelse ødelagt af.. hvad end det nu var der havde ødelagt det hele. Han sukkede stille og lænede sig lidt tilbage og tænkte. Han lyttede da hun gik ud i køkkenet, og lukkede sine øjne i nogen sekunder. Han slappede af, og sukkede igen. Alt var underligt, ikke til at finde ud af mere... Han åbnede øjnene da hun kom tilbage og så lidt op på hende og rettede sig lidt op og tog imod vandet "tak.." sagde han stille, og drak lidt af det. "Jeg må sige du klarer det ret godt.." sagde han så og hentydede til lejligheden og hendes overlevelses strategi.

Et sagte smil trådte frem på hendes læber, og trak stille på skuldrende, imens hendes ben blev trukket op til sig og folede sine hænder rundt om hendes ben og lagde hovedet på knæene, det gjorde hun vel, mange mennesker var nød til at flygte hele tiden for ikke at blive fanget. “Når der er gået et halvt års tid, er vi vel alle nød til at flytte, hvis der så er andre, men det kommer helt an på den proviant der er i byen, der muligvis snart løber op…” Hun smilede stille sørgmodigt over tanken, og tog en dyb indånding som hun langsomt pustede ud igennem næsen, og kiggede rundt i lejligheden, der var rimlig studset, men det var det mindste hun kunne tænke på, når der befandt sig aliens og zombier og hvad der nu end var blevet opfundet ude i det univers de nu levede i. “Sjovt… så meget fejl vi kan tage nogle gange…” Sagde hun ganske stille, som om hun hviskede, faktisk snakkede hun mere til sig selv, da der op til flere gange var hentydet til at der ikke var andre levende organismer i universet end dem, men det var så forkert, da der for nogle måneder siden havde været det totale udbrud af kaos og død på planeten. “Er det lige så slemt i andre lande? Eller er det værre?” Spurgte hun så og kiggede lidt på ham med et spørgende blik, for at se om han skulle have hørt noget om hvordan det foregik i de lande på den anden side af jorden måske, det kunne være de ikke var blevet indvaderet af disse… rumvæsner som menneskeheden led af.

Neil så lidt på hendes smil, og lænede sin kind mod sin hånd. Han nikkede til det hun sagde "det giver mening" sagde han stille, selvom der garanteret var proviant derude så ville det meste af det ikke holde sig i løbet af årene. Man var nødt til selv at skaffe noget.. "Jeg har altid forestillet mig at hvis mennesket fik en slags magt igen.. så kunne man.... ja lave et lille society, hvor folk kunne bo.." mumlede han og vidste at det sikkert var svært at forestille sig, og hvordan det ville fungere. Han sukkede stille for sig selv, og så lidt på hende. "Men jo flere mennesker der kunne samle sig i en stor gruppe, jo større chance for at overleve" sagde han, og trak på skuldrende. Han så lidt på hende da hun stille mumlede for sig selv, noget om at de havde taget fejl. Han kommenterede det ikke, det havde sikkert begået mange fejl.. menneskeheden var dum, eller i hvertfald utrolig naiv. Han så lidt på hende med et uvidene udtryk i ansigtet "jeg ved det ikke.. der er så meget uvidenhed om hvordan det går andre steder, men det er næsten også umuligt at finde ud af hvad der sker andre steder, vi har ingen kontakt, og for at sejle derover behøves mængder af proviant.." mumlede han, og sukkede let.