Matty Websters livhistorie [FORTSÆTTES]

Min historie, som jeg har tænkt mig at nedskrive, vis jeg nu en dag skulle dø... Jeg håber et andet menneske vil finde den i så fald.

Jeg blev født året 1985, dengang da verden stadig var.
Der var rindende vand, vi havde elektricitet, og frem for alt... Der var mad til ALLE ikke kun dem jeg har valgt at kalde 'predators', de stærkeste. I den verden vi levede i før, kunne alle få mad og alle havde det godt, børn blev født i massevis og der døde kun meget få.
Jeg levede i denne idyl i mange år, faktisk lige ind til jeg blev en ung mand... Men så kom epidemien og gjorde en ende på alt det, først var epidemien langt fra os, og vi troede vi var i sikkerhed. Relativ sikkerhed i hvert fald... Det var vi bare ikke, få uger efter virussen var offentligtgjort nåede den min by, og krævede meget hurtigt sine første ofre...
Min mor var død, og jeg havde kun min far og bedstefar, min bedstefar levede af naturen, han gik på jagt og fandt hvad han kunne, han brugte hverken el eller vand derhjemme, og brugte derfor aldrig flere penge end han fik fra sin pension.
Min far til gengæld var en rigtig trucker, han levede af at køre lasbil og fragte ting for folk, han var næsten aldrig hjemme men jeg havde hvad jeg skulle have, og ellers havde jeg jo altid min bedstefar.
Da epidemien brød løs var min far heldigvis hjemme, min far var våbenfanatiker, ligesom min bedstefar, min far havde også altid ment at boksning og brydning var de eneste rigtige former for slåskamp og derfor havde jeg gået til boksning siden jeg var fem år gammel, da jeg startede var det mod min vilje, men med tiden kom jeg til at elske sporten og hive en masse medaljer hjem.
Nåh men vi skal tilbage til emnet... Min far og jeg boede få huse fra min bedstefar og da vi hørte epidemien havde krævet ofre i vores by, så fik min bedstefar fyldt sin firhjulstrækker med proviant til de næste mange år, dog kun dåsemad og lidt vand, min bedstefar havde en af disse firhjulstrækkere med et stort lad og 5 siddepladser inde i bilen, der var plads til to foran og tre bagved, dog var der ikke så meget benplads bagi hvor jeg skulle sidde med riflerne og de pistoler vi nu havde, men jeg brokkede mig ikke, tværtimod syntes jeg at det lød spændende og indbydende at verden gik under, ligesom i nogen af disse apokalyptiske film, jeg havde set massevis af i fjernsynet, jeg fantaserede allerede om hvor stor en helt og befrier jeg kunne blive, eller hvor stor en bandit jeg kunne blive, vis jeg nu altså havde lyst.
Efter få dages køren frem og tilbage i bjergene og i de store skove omkring fandt vi en hule i bjerget, hvor bedstefars bil kunne stå, der var også plads til os derinde og hulen var omkring 15 meter dyb, dog kun 2,5m høj i åbningen, så bilen kunne lige køres et par meter ind før loftet blev for lavt, hulen var godt dækket på bjergskråningen, af buske og træer, det var faktisk bare en tilfældighed vi havde fundet den.
Jeg blev en af de første dage udrustet med en pistol og et magasin og så en skovhuggerøkse og så blev jeg sendt et stykke ind i skoven for at fælde træ, dog fik jeg afvide at kom der nogen, skulle jeg bare fyre et advarselsskud, så ville bedstefar være lige i nærheden.
Bedstefar havde kæmpet under anden verdenskrig som snigskytte, og havde brugt meget af sin tid i skovene, han havde fået tiltusket sig en invalidepension, fordi han havde mistet venstre lillefinger, dog havde han klaret sig fint uden, og bare brugt de sidste 30 år på at jage i skoven, han var byens bedste skytte, i tivoliets skydetelt behøvedes han ikke engang at skyde, for de vidste han ville ramme plet, så når han havde betalt fik han bare lov at vælge en valgfri bamse.
Men bedstefar holdt altid hvad han lovede overfor mig, og sagde bedstefar han var i nærheden, så var bedstefar også i nærheden, det vidste jeg.
Jeg gentog denne procedure et par dage og fik egentligt selv slæbt nogen ret tunge træstammer med hjem nogengange hjalp bedstefar mig, når vi lige rendte ind i hinanden andre gange mødte far mig på halvvejen og hjalp mig.
Efter en tre måneders tid, hvor jeg til dels havde forsømt min boksetræning, var jeg blevet en del stærkere allerede vidste jeg, man kunne se det på mine overarme, jeg var en del stærkere end drenge på min alder normalt var, og inde i selve hulen havde vi brugt nogen af træstammerne til at bygge en slags væg, så hulen var del ind i to, vi havde brugt de største og tykkeste træstammer der, så vi altid kunne gemme os derinde vis vi blev nød til det, min far havde også på en eller anden måde formået at skaffe en ordentlig ladning batterier en af dagene, da jeg kom tilbage, også nogen af de store generatorbatterier, man brugte på hospitaler og store kontorbygninger, batterier der vejede alt mellem 200 og 400 kg, snart fik han også fat i en masse pærer og ledninger og det betød vi kunne bygge vores eget lille lyssystem inde i "fæstningen", jeg kaldte altid vores rum inde i hulen for fæstningen, fordi den mindede lidt om en når man så den.
Vinteren var på vej vidste jeg og nu havde vi samlet alt det vi kunne inde i hulen, jeg vidste vi højt sansyneligt ikke ville komme ud af hulen før efter vinter, og vi fik med en hakke gjort loftet til højere så bilen kunne bakke længere ind, og være mindre synlig end før, bedstefar havde nedlagt et par hjorte og elge i løbet af sommeren og vi havde garvet og gemt deres varme skind, så vi havde noget at krybe i om vinteren.

Vinteren gik uden de store problemer, vi klarede os fint nok, vi prøvede at bruge så lidt mad så muligt, fordi vi helst ville spare til, vis vi nu en dag fik brug for maden, og vand fik vi nok af, vi tog bare noget af sneen ind og varmede det i en gryde, i vores batteridrevne minikomfur, på den måde var der altid mad nok, og også vand nok, min far havde endda skaffet os to af de der radiatorer som man kan sætte i en stikkontakt, men da vi ingen stikkontakter havde måtte han finde en måde at omforme dem til vores batterier, det lykkedes også efter et stykke tid, så vi havde det hyggeligt nok, i vores hule, gennem vinteren fik jeg også indhentet min forsømte boksetræning, min far insisterede på at træne med mig et par timer om dagen, og jeg blev betydeligt bedre end jeg nogensinde havde været, det var ligesom en drøm for mig herude, jeg elskede at være i det fri.tedet fo
Da vinteren var ovre og foråret var kommet, forsvandt sneen igen usædvaneligt hurtigt, der gik ikke mere end to uger før al sne var væk og mudderet også var det, det betød vi hurtigt kunne komme ud og fortsætte vores arbejde.
Bedstefar og jeg var stadig et team, jeg kunne engang imellem høre lyden af skud når han nedlagde et dyr og vidste han højst var et par kilometer væk, bedstefar var også i bedre form end nogensinde, ikke at han havde været i dårlig form, men den blev kun bedre.
En dag jeg stod og var igang med at fælde en halvstor gran, i det område jeg havde arbejdet i, samlet et års tid, hørte jeg en lyd bagi mig, jeg havde stadig min pistol, som var blevet til min pistol efterhånden, jeg regnede bare med det var bedstefar, men da jeg hørte en lyd, som om at personen forsøgte at snige sig ind på mig, så vidste jeg det ikke var bedstefar, for det ville bedstefar aldrig nogensinde gøre, jeg lagde øksen og vendte mig hurtigt om, jeg nåede lige at fjerne mig da en mand som tydeligvis var større end mig langede ud efter det sted jeg lige havde stået, jeg blev så overrasket jeg ikke en gang tænkte på at bruge pistolen, jeg løftede bare næverne som en rigtig bokser og hoppede frem og tilbage som en rigtig bokser gjorde.
Manden kiggede vantro på mig og begyndte så at grine hvorefter han langede ud efter mig igen, dog parrerede jeg endnu engang og lod så en næve flyve frem og ramme ham lige i synet, han nåede kun at blinke og løfte armen for at slå, før mit næste slag havde ramt, og mit næste, jeg kunne mærke rasseriet i mig og mit rasseri blev kun værre, jeg gik mere og mere amok, og da jeg var færdig var mine hænder badede i blod og manden lå i græsset banket til ukendelighed, hans ansigt var bare en klump blødende kød, man kunne ikke se det engang havde været en normal mands ansigt, jeg blev så bange jeg begyndte at ryste og græde, jeg besvimede af ren frygt for følgerne, og da jeg vågnede igen, lå jeg hjemme i fæstningen denne mand der havde angrebet mig havde været en af disse predators jeg hader så meget, mennesker der vil andre mennesker ondt, og stjæle deres ting.
Min bedstefar smilede og klappede mig venligt på skulderen og fortalte mig om dengang i krigen da han havde slået sin første fjende ihjel og at han havde haft det på samme måde, bedstefar talte med mig i mange timer og til sidst var jeg slet ikke ked af hvad jeg havde gjort, da jeg havde hørt bedstefars historier, tvært imod var jeg stolt af bedstefar og følte egentligt jeg havde gjort det rigtige, jeg havde reddet mit eget liv ved at reagere så hurtigt.

Som jeg blev ældre begyndte bedstefar at lære mig, mere og mere om naturen og tage mig mere og mere med på jagt, jeg lærte en ting ingen nogensinde havde lært mig før. Skydevåben var ikke legetøj.
Min bedstefar gjorde en dyd af at lære mig at skyde præcis og bruge mine sanser, både for at kunne dræbe dyret på et skud isr at skamskyde det og til dels for at spare på krudtet, jeg lærte hurtigt og lærte det derfor også meget hurtigt.
Min bedstefar lærte mig også hvilke planter og rødder der var spiselige og hvilke jeg skulle holde mig fra, samtidigt lærte han mig at kamoflere mig og mine spor, og spore andres, det med at hugge brænde overtog min far langsomt, dog havde vi efterhånden nok træ vis vi skulle bruge det, vi havde ikke rigtigt brug for det efter at vi havde fået fat i de to radiatorer og alle de batterier.
Min far og jeg snakkede efterhånden kun sjældent sammen og jeg brugte mere og mere tid med bedstefar, bedstefar overtog langsomt den rolle min far aldrig havde haft. Faderrollen.

Gennem årene var jeg blevet en stor stærk fyr, jeg havde et par gange mødt andre mennesker og vidste der boede andre mennesker rundt omkring i dalen, jeg havde også set dem mange gange, men de havde aldrig set mig, jeg syntes de var så umådelige klodsede, de larmede når de forsøgte at snige sig gennem skoven og de fleste brugte 3-4 skud på at nedlægge et dyr, hvorimod jeg bare skød en eller højst to gange så lå dyret død og parat til at blive slæbt hjem.
En dag jeg rendte rundt ude i den del af skoven der lå mod nogen klipper, 7-8 kilometer fra mit eget hjem, så jeg en lille gruppe på 8 mennesker rende rundt inde i skoven, jeg gik lidt rundt bagi dem, 3 af personerne var voksne mænd to af dem omkring de fyrre så vidt jeg kunne vurdere og den tredje måske lidt ældre end mig, den af de to ældre mænd der så ældst ud, havde en gammel riffel over skulderen mens de andre havde primitive buer og køkkenknive, der var også en dame på omkring de fyrre, en pige på min alder og så endnu en pige på omkring en 14-15 år så vidt jeg kunne vurdere, de sidste to var små børn der umuligt kunne være mere end 5-6 år gamle, men nu tilbage til selve fortællingen, de mennesker gik gennem skoven og jeg gik bag dem, og holdt øje, bare for sjov, du ved.
Efter et stykke tid opfattede jeg noget meget usædvanligt i denne del af skoven, jaguarer.. Ikke bare jaguarer, men hele to der gik i flok, så vidt jeg kunne opfatte var der kun to... Men hvad lavede de i denne del af skoven? Jeg undrede mig lidt og var hurtigt mere på vagt.
Gruppen havde hverken opdaget mig eller kattedyrene på trods af at vi havde vandret efter dem i flere timer.
Jeg opfattede efter ikke så lang tid, at de store katte ville indlede deres angreb snart.
De to smidige skikkelser, sneg sig op på hver sin side af menneskerne, jeg var forundret over menneskerne ikke havde opdaget dem endnu, men de var vel ikke vant til skoven.
Jeg kastede et nærmere blik på kattedyrene og vurdede dem til at have cirka samme vægt som jeg selv. Omkring de 90-100kg.
Jeg lagde mig ned på maven og sneg mig hurtigt og lydløst frem mod flokken, jeg var meget optaget af at være lydløs, så da jeg hørte et skrig og et brøl fra en at kattedyrene fik jeg nærmest et chok og hoppede op, jeg kiggede på de to dyr, og så en af dem springe hen mod det mindste barn, moderen skreg og stillede sig ind foran, dyret gjorde et spring for at vælte moderen, men før dyret havde ramt moderen, stod jeg der, min vrede havde givet mig styrke, og som en rigtig bokser greb jeg fat i dyrets blanke og bløde pels, og tyrede det ned i jorden, jeg lagde hårdt en hånd om nakken på den og tvang den til at blive liggende mens jeg overøste dens ansigt med mine hårde slag.
Pludseligt mærkede jeg en smerte i siden ved mine ribben, jeg kiggede ned på mine ribben og så at min trøje var flået op og der var tydelige mærker efter det slag jeg lige havde mærket, den skide jaguar havde på en eller anden måde formået at ramme mig, jeg blev så gal at jeg slap dyret og slog løs på det, desvære var dyret for klogt og fjernede sig hastigt, jeg greb fat i dyrets hale i det jeg mærkede en tung byrde på min krop, den anden jaguar var landet oven på min ryg og tvang mig i jorden, jeg greb min jagtkniv og fik vendt mig om, jeg plantede kniven i siden af jaguaren, som arrigt snerrede af mig.
Jeg var bange... Nej faktisk var jeg ikke bange... Jeg var så angst at vis jeg ikke havde haft al den adrenalin til at pumpe rundt i min krop havde jeg nok lagt mig ned for længst af ren frygt og blodtab.
Jeg huskede min pistol og trak den, jeg rystede så meget på hånden at jeg endte med at fyre et par skud efter kattedyrene, dog uden at ramme, men de løb deres vej.
Jeg vendte mig om og så den skrækslagende familie, de havde ikke gjort andet end at måbe, jeg sendte dem et skuffet blik, og vendte mig om og begyndte at gå, jeg nåede ikke at gå mere end ti skridt før jeg så mit lange blodspor og opdagede sårene på min ryg og mit ene lår, derefter besvimede jeg, det sidste jeg husker er at jeg landede på jorden med et dunk.

Efter denne oplevelse blev jeg aldrig mig selv igen, hver dag blev en kamp indtil jeg var fuldstændig helet, psykisk var jeg heller ikke mig selv, jeg havde kun få gange i mit liv kæmpet sådan rigtigt, dog havde jeg aldrig brydet med løver før her i sommers, jeg vidste ikke hvorfra jeg havde fået modet til at angribe to dyr som med sikkerhed kunne have slået mig ihjel.
Jeg lod familien tage sig af mig et par dage, før jeg besluttede mig for at tage hjem, jeg kunne hverken gå hurtigt eller kæmpe endnu, dog ville jeg ikke blive og nasse på deres i forvejen små forsyninger, dog havde jeg hørt noget om at de talte om små byer mod syd, de havde også talt om at de skulle have besøg af noget familie derfra på et tidspunkt.
Jeg nåede hjem efter et par dagsrejser, og uden der skete noget, jeg havde været heldig, dog havde der været omkring 10-12 kilometer fra deres hule til vores, dog havde jeg ikke kunnet holde til at så særligt langt af gangen, ikke mere end et kvarter og så måtte jeg sove en times tid, eller have noget at spise.
Men min viljestyrke tvang mig til at gå til jeg nåede hjem, og det gjorde jeg.
Bedstefar nærmest lo af ren glæde over jeg var levende og hjemme da jeg fortalte om historien hvorimod min far bare truede mig og bare gik sin vej med en flaske med en gennemsigtig væske i... Dog var det bestemt ikke vand.

Bedstefar sagde dog tit det lå i mine gener at slås og dræbe.
Bedstefar sagde tit at jeg nærmest lignede en neandertaler af kropsbygning men en homosapien af ansigtsstruktur han jokede en smule med at hans 'ynglings' barnebarn, hans eneste barnebarn, var en neandertaler med kræfter som en bjørn, sådan så det meste af mændene i min familie ud, vi var nogen ordentlige brød, der var en grund til vi altid havde været respekteret på den ene eller anden måde.
Dog var der nogen ting jeg frygtede, en af tingene var mit iltre temperement, for sådan et havde jeg.
Hvad kunne jeg finde på at gøre hvis jeg en dag gik amok? Kunne jeg finde på at slå almindelige fredelige mennesker ihjel? Kunne jeg finde på at skade mine kære? Hvis jeg gik amok, ville der så komme en 'helt' og dræbe mig, ligesom jeg uretfærdigt havde taget jaguarernes liv? Jeg mener, det var jo en del af fødekæden, men alligevel.

Efter min fuldkomne regeneration og hvile så min krop var helet fysisk, tog jeg ud for at lede efter denne familie jeg havde reddet, i deres hule, som jeg nemt fik opsoret var der tomt, kun nogen få ting lå efterladt som om alt var forladt i hast, der var spor efter andre mennesker og bestemt også kamp, dog var der ikke tegn på nogen døde, for der var ikke særligt meget blod.
Dog lagde jeg mærke til noget anderledes, mennesker med sko som jeg kun havde set et sted før, krybskytternes sko, militærsko kaldte bedstefar dem, han sagde at i gamle dage havde militæret båret disse slidstærke og behagelige sko, der gjorde at man kunne snige mere lydløst, civilisationen var ikke noget jeg huskede bestemt meget af, dog huskede jeg biler, busser, toge andre mennesker, elektricitet, men jeg huskede ikke så meget andet.
Jeg tog min riffel over skulderen og sikrede mig min pistol var ladt, jeg ville finde familien og deres bortførere, for disse folk med de specielle sko var sikkert kun ude på ballade, og det kunne jeg ikke lide.

Jeg kiggede på sporene for at bedømme hvor mange de var og tjekkede hvor længe siden det var de havde forladt stedet, det var nok en 2-3 dages tid siden.
Der var 4-5 personer, dog havde 3 af dem kun de specielle sko en havde sko der enten betød personen var en dame eller meget lille og den sidste havde bare normale vandresko ligesom mig selv.
Jeg skyndte mig hjem og proviantere, jeg lagde en seddel til bedstefar og far, at læse og skrive havde jeg dog aldrig glemt, dog hverken kunne eller kan min skrift betegnes som pæn.

Jeg havde vandret i et par dage, jeg gik hurtigt, det var jeg god til når jeg var alene, jeg havde et par gange fået opfattelsen at nogen eller noget fulgte efter mig og så kamofleret mig og gemt mig lidt tid mens jeg ventede på dem, men jeg havde ingen set.
En dag så jeg pludseligt et bål, jeg var kun et par dagsrejser fra min dal, dem der havde lavet bålet, havde bestemt ikke brudt sig om at kamoflere det, røgen var sort og let at se på den blå himmel, jeg selv koncentrerede mig altid om at skabe hvid røg om dagen, så den blev svære at se, og mørk røg om natten.
Jeg så 4 voksne mænd bagbundet, de tre mænd jeg kendte og en fremmed, men damerne kunne jeg kun se den gamle af, pludseligt vidste jeg hvad der var sket og mit blod frøs til is, jeg hørte pludseligt et skrig og genkendte stemmen, som den rødhårede skønhed jeg havde reddet, jeg lagde mærke til at der ingen vagter var ved familien de var bare bundet godt, jeg løb mod skriget og sekunder efter var jeg der, to mænd holdt hende mens den sidste flåede tøjet af hende, og skulle til at spænde sine bukser op, jeg gav mig til kende ved at udstøde et råb af vrede hvorefter jeg stormede frem som en vildmand, ham der stod og var ved at åbne bukserne kiggede bagud og fik et chok, for han begyndte at løbe, og tabte bukserne, så han væltede, hans kammerater derimod trak knive og løb til hver sin side, det var meget tydeligt de var trænede, jeg lagde mærke til deres kamoflagetøj og overvejede om de kunne være dette militær bedstefar havde talt om? Eller resterne af det?
jeg nåede ikke at tænke mere før en kniv fløj lige forbi hovedet af mig, den ene soldat havde kastet den og stormede frem mod mig, jeg gjorde det eneste jeg kunne komme i tanke om og lavede en højre uppercut hvorefter jeg hakkede ham oven på hovedet med min albue så han faldt ned og ømmede sig.
Jeg mærkede en stump smerte mod min ryg og faldt forover, jeg rejste mig hurtigt og nåede lige at fjerne mig, før fyren der før havde tabt sine bukser igen slog ud efter mig med en ting jeg mindedes at huske hed et baseballbat.
Jeg trak min Wanad, dog opdagede jeg at i det samme jeg havde trukket min Wanad, kom den ene af de to fyre med knivene frem mod mig med en riffel, jeg vidste han ville skyde mig og sank på knæ og begyndte at flæbe som et lille barn, dog var jeg selv uden om det.
Jeg hørte et skud, dog følte jeg ikke som alle andre et tilbageblik af mit liv, jeg følte faktisk kun angst, jeg kiggede op og ventede på kuglen.. Det var godt nok meget langsom slowmotion jeg følte dette i.
Jeg opdagede at manden med riflen lå på græsset og blødte fra tændingen, jeg hørte endnu et skud og så manden der før havde haft battet, falde om i jorden foran mig, dog havde jeg ingen idé om hvor skuddene kom fra, eller hvem fanden der havde skudt, den sidste mand lå stadig og ømmede sig efter min albue, jeg gik ud fra han havde hjernerystelse eller noget, jeg kunne huske at det engang var blevet brugt på mig i et boksestævne, det gjorde fandeme ondt.
Jeg spejdede efter skytten og pludseligt kom en mand frem med en riffel, jeg kunne sagtens se det var en ældre mand. Jeg kunne også se hvem det var. Bedstefar.
Han smilede til mig og gik langsomt hen mod mig, og klappede mig på skulderen "Jeg lovede jo at være lige i nærheden, gjorde jeg ikke?" endnu en gang havde bedstefar været i nærheden af mig, jeg spurgte om det var ham der havde fulgt mig, han svarede nej men glimtet i hans ansigt fortalte mig at det var ham, jeg kunne se han frydede sig over at hans evner igen var kommet i brug og over at han ikke havde mistet taget.
Vi løsnede familien for deres bånd og gav dem nogen forsyninger, de to nye personer var åbentbart familie til den familie, vi tilbød at følge familien tilbage og beskytte dem fra predators, men de ville ikke tilbage, vi gav dem lov at rippe våbene fra disse predators, undtagen støvlerne, militærstøvlerne ville bedstefar og jeg nemligt have.
Familien gav os lov til at tage alle de ting der lå tilbage i deres grotte, og jeg har ikke set dem siden, jeg ville ønske jeg havde fulgt efter dem den gang, og fortyder nu, men min loyalitet overfor bedstefar og far forbød mig det.

Jeg begyndte at bruge mere og mere tid hjemmefra og kom kun hjem når det virkeligt var nødvendigt bedstefar og far var efterhånden ved at være for gamle til at jage, far var ikke, han var bare doven, bedstefar havde fået gigt og hjalp mest far med at samle ting i skoven og fælde træer, eneste grund til at jeg en gang imellem kom hjem med en hjort eller et andet nedlagt dyr var at bedstefar altid havde passet mig og jeg nu følte mig forpligtet til at passe ham, jeg ville helst bare rejse så snart som muligt.