Hidding.. But why? ~Neil~

Neil så lidt på hende "vil du have en sovepille? så sover du gennem det værste" spurgte han, og så lidt på det han lavede, og lyttede til hendes åndedræt. "Det er lidt underligt når du selv er en" sagde han og så lidt på hende igen. Men han rystede lidt på hovedet "Jeg har hørt nok, bare du ikke angriber mennesker med vilje.. selvfølgelig i selvforsvar er det okay, men så må du til at få dig en måde at forsvare dig på." sagde han og sikrede sig at han havde alt til at kunne få renset såret og pille kuglen ud. Han nikkede kort til at hun ikke ville skyde på alt og alle, det plejede Neil at gøre.. alt hvad der bevægede sig var som regel væsener.. kun få gange var han rent faktisk stødt på mennesker.. og han så dem som regel aldrig igen. "Jeg vil gøre hvad der skal til for at forsvare min race, og få overtaget igen" sagde han, og så lidt på hende "jeg dræber ikke for sjovt.." mumlede han. "Så nej, medmindre du er fjendligt indstillet så slår jeg dig ikke ihjel" sagde han.

"Tak for at give mig den samme forvirring som jeg har gået med hele tiden siden du fortalte mig at jeg var en alien. Men nu har jeg jo ikke kendt min egen familie.. Kun hørt om den. Læst alt den information jeg har kunne finde.." Amelia så ike ud til at tøve det mindste over at sige dette. Hun var ikke bange for at afsløre hende lille kriminelle gerning. Men måske vidste han jo ikke at det var noget hun havde som sådan stjålet. Informationen. Men andre ville nok have gjort det samme hvis de havde det på samme tid. Hun tænkte til over hvordan at hun egentligt skulle kunne forsvare sig på. Hun havde ingen specielle evner og en pistol skulle man ikke give hende uden at så at være dækket inde i en beskyttende kugle. Hun ville ikke kunne styre den ordentligt. Hun havde dog en underlig høj hastighed når hun løb men det ville jo bare være noget med at hun flygtede fra hvad der var farligt. Hun vidste også at denne by ikke ligefrem var helt fredelig men hun ville alligevel ikke væk fra den. Hun så væk fra ham igen før at hun skulle til at kommentere hans sidste sætning. "Tak.." kom det kort fra hende. "Og jeg tror godt jeg vil have den sovepille.." sagde hun efter at endnu et smertende jag gik gennem hendes krop.

Han smilte forsigtigt til hende.. en sjældenhed fra hans side men han måtte jo muntre hende lidt op, selvom det sikkert ikke hjalp en disse.. "Undskyld, jeg skal nok holde min kæft" sagde han. Han ville nok også have været set som en kriminel, hvis verden stadig var lidt under kontrol, men det var der jo ikke.. Der var kun et par enkelte personer som styrede det hele, hvem.. og hvad de var anede han ikke. Men Euforia, var i hvertfald ejet af et af disse ejendommelige væsner som man intet vidste om.. der var meget få af dem, og de fleste havde respekt for dem. Han så lidt på hende og lyttede "okay jeg finder den til dig" sagde han, og ledte kort i en lille kasse og fandt en lille pakke med sovepiller. Han tog en, og greb ud efter sin vandflaske. "Her" sagde han og rakte hende det, da han ikke vidste om hun ville have at han ligefrem skulle give hende det. Neil var ikke fintfølende, han var temmelig kontant og lige på og hårdt typen. Han gad ikke vimse omkring og te sig underligt, og han blev utrolig hurtigt irriteret hvis der var noget der ikke lige passede ham særlig godt. Ligenu var han dog komplet rolig.

Amelia lod også sin mund være lukket. Hun havde godt odaget hans smil men det var som om at hendes smil kun kunne ses indvendigt. Dog vidste hun det nok ikke selv. Men hun tæntke heller ikke meget over det. Hun begyndte allerede at sætte sig op da han begyndte at lede efter den lille sovepille hun havde sagt ja til at få. Det tog lidt tid men hun kom da nogelunde op at sidde. Lod være med at støtte sig på den dårlige arm. Hun nikkede taknemmlig og tog imod både pillen og flasken med vand. Hun åbnede flasken tog en lille slurk før at hun puttede pillen i munden og igen tog hun en lidt større slurk for at kunne sunke pillen. Hun satte igen låget på flasken og lagde den på gulvet ved siden af sengen. Hun så kort over mod ham. Hun kendte stadig ikke hans navn men det var lidt som om at hun ikke kunne få ordene ud af hendes mund. Hun lod dog et smil komme frem i mundvigen før at hun igen lagde sig ned. Hun lukkede roligt hendes øjne og gjorde som hun plejede når hun lod sig til at sove. Og der gik nok ikke mere end 5 minutter før at hun endnu en gang var væk. Hun var umattet og nok også derfor. Sovepillen fik hende bare til at holde søvnen længere..

Neil betragtede hende roligt til hun havde sunket pillen og havde lagt sig ned igen. Han sad stille til hun sov, før ville han ikke røre hende. Han ventede til han var helt sikker på at hun sov. Så greb han en kniv der lå i hans skuffe og tændte et lys. Han holdt kniven ind over flammen et stykke tid til den dampede da han tog den ud af ilden. Han betragtede den længe, og viftede så med den for at få den kølet ned igen. Han han mærkede efter på den, og konkluderede at den ikke var varm længere. Han stak spidsen forsigtigt ind i såret, og fik vrikket lidt rundt med den. Han kneb sine øjne hådt sammen, i koncentration, og mærkede en sveddråbe glide ned af sin hals. Han fik endelig den lille metalgenstand ud af hendes skulder og smed den i skraldespanden. Han pressede en klud mod hendes skulder og lagde kniven væk mens han ledte efter noget til at descinficere såret med. Han fandt det efter nogen minutter, og trykkede lidt af den creme agtige gennemsigtige væske ud i sine hænder og duppede det let mod såret. Han fandt noget af sin forbinding. Der var ikke brugt meget, så han brugte en god del på hendes skulder. Så satte han sig op og tørrede sig over panden.

Amelia kunne ikke ligefrem mærke noget ud over få stik af og til. Men hun troede det blot var noget i en drøm. En drøm der foregik i mørkt rum som hun dog selv kunne skimme at det var en kasse. Men så lige pludselig blev det hele mørkt. HELT mørkt. Hun kunne intet ske og hun var nu faldet helt i søvn. Operationen var vist overstået. Eller havd det nu havde været der var sket.
Efter nogle timer begyndte hendes øjenlåg endelig rigtigt at sitre som var et tegn på at hun stille og roligt var begyndt at vågne endnu en gang. Hun kunne mærke hvordan at det hele blev mere og mere klart lige som hendes blik der var blevet slørret af denne sovepille. Hun lå bare stille og så mod loftet hvor at en lampe hang og blinkede lettere irriterende hvis man ikke havde vendet sig til det. Smerten kom først da hun begyndte at sætte sig op igen og derfor støttede på sin arm. MEn det var ingen overdrevet smerte da såret havde nået at heale en lille smule under hendes søvn. Hun rettede hendes store hasselnøddebrune dådyr øjne mod skulderen og betragede hvordan at denne perfekt lagte forbinding nu lå. Meget bedre end hendes sølle forsøg på blot at stoppe blodningen. Hun kom lidt efter helt op at sidde i denne seng. Kunne mærke at hun staidg var træt men ville ikke sove mere. Hun kunne ikke kende stedet med det samme men efter at hendes blik havde søgt lidt rundt huskede hun det. Tanker om hvad der var sket toidligere skræmte hende lidt. Nok havde han lige reddet hende fra at miste sin arm eller dø af blodmangel men så igen lå frygten der stadig for at blive dræbt koldboligt af denne unge mand der mente hun var en alien. Hun trak meget stikke sine ben tæt ind til sig hvilket var nemt på grund af hendes spinke brygning. Hendes raske arm blev svunget omkring benene og det samme gjorde hun med den anden. Dog en del mere forsigtigt. Hendes blik blev rettet mod det krøllede lagn og der kunne ikke som sådan ses noget smil på hendes bløde læber..

Neil satte sig i sin gamle støvede lænestol og sukkede træt. Det var rart lige at sidde lidt, trække vejret.. Han betragtede det lille væsen i sin seng.. han var blevet for blød, han vidste det godt, men det var der intet at gøre ved nu. Han fugtede kort sine læber med tungespidsen, og lænede sig tilbage og slappede af.
Han måtte jo nok af med den lille alien, den havde selv sagt at den ikke ville gøre nogen noget medmindre det var i selvforsvar.. det var fint. Han så på hende da hun begyndte at vågne, langsomt men sikkert kom hun op og sidde. Han betragtede hende med overdreven rolighed. Selvfølgelig var Neil god til at blive hidsig, men han kunne også virke ganske kold.. dette lille væsen udgjorde ingen fare imod ham.
Han rejste sig op, og gik hen til døren og slog de mange låse fra. Så viftede han let med hånden, som tegn på at hun skulle komme hen til ham. Han fandt noget stof frem en gammel pudseklud eller noget, det var ligemeget, det skulle bare være godt nok til at kunne binde om hendes øjne uden hun kunne se igennem. "Kom.." sagde han tålmodigt. Ikke uhøfligt, bare let som hvis det havde været et barn der havde svært ved at ligge noget legetøj fra sig inden de skulle ud af døren. Han måtte have hendes øjne gemt, så hun ikke så mere end højst nødvendigt.. hvis aliensene spurgte hende kunne de jo komme til at vide hvor han boede og det ville han helst undgå.

Amelia lod sit blik forblive mod Neil da hun fandt ham over ved døren. Hun så godt hans bevægelse der skulle gene hende over mod ham. Hvad ville han. Hun så ham tage noget der lignede en sæk eller hovedpude betræk. Hvad ville han nu bruge den til. Hun ville i starten ikke flytte sig fr sengen af rent skræk for hendes uvidenhed. Men hun ville ikke gøre ham irriteret over hende. 
Hun stivnede kort så snart at hun sad på sengekanten og hendes blik havde mødt hans. Blot få milisekunder. Hun sank en mindre klump over det hun havde set eller som hun nu vidste. Hun følte sig kort mere svag men kunne godt stå op og gå. Hun trak vejret lidt tydeligere. Hun gik hen mod ham med forsigtige skridt men stadig i set tilpas tempo. Hun stoppede op ved siden af ham. Stadig med blikket rettet mod ham. "Du..Du behøver ikke skjule mine øjne.. Jeg vil kunne se..." Lige inden at hun så valgte at se væk havde hendes ellers hasselnøddebrune øjne skiftet til en mærkelig flamme rødorange farve og forsvandt igen da hun så mod døren og hun sank en mindre klump. "...Jeg vil kunne se igennem stoffet.." Hun havde blot set et lille snit af hans tanker. Hun kunne ikke engang selv kontrolere sine evner og få gange kom de bare som et flashback. Hvad hun mente med at hun kunne se gennem stofet vidste hun heller ikke selv helt. Hun følte sig pludselig som et monster selv. Hun så bare ned på håndtaget mens at hendes arme hang slapt ned langs siden. Hvad der nu ventede hende efter hendes svaghed for at holde sin mund. Der var ikke noget smil fremme før at hun nu stod her. Det var svagt men det var der. Med den samme udstråling som det første hun havde sendt ham da de var mødtes. Hun så igen mod ham. Stadig med smilet. "Tak for hjælpen..!" sagde hun så til sidst som om at hun intet vsite om det hun havde før..

Neil så roligt på hende da hun kom hen til ham, han skævede til stoffet i sin hånd og derefter til hendes ansigt mens han stod fuldstændig stille. Han sukkede "det går ikke at du kan vende tilbage hertil, det er for farligt" sagde han.. både farligt for ham selv og for hende. Han var stille da hun takkede for hjælpen og så igen ned på stoffet... det gik simpelthen ikke, han var alt for blød, han var nød til at levere hende tilbage til hendes... hendes egne. Han havde det dog skidt med at den lille alien... som hun åbenbart var overbevist om at hun ikke var, skulle finde ud af hvad hun virkelig var, og så blive oplært i den rette ånd. Det smertede ham, men hun ville kun blive et massivt problem for ham, at have rendene og.. og hvorfor skulle han overhovedet have hende rendene? Han havde ikke tilmeldt sig som babysitter! Han greb hendes hånd og trak hende helt hen til sig "Jeg er ked af det, men sådan bliver det altså nød til at være" sagde han så, kort koldt og kontant. Han bandt stoffet omkring hendes øjne og tog så et fast tag om hendes håndled så hun ikke kom nogen vejne og trak hende så med ud. Han låste omhyggeligt bag sig, inden han sneg hende med op fra kælderen til bilen. Han fik hende placeret inde på bagsædet og lukkede døren efter sig. Han placerede sig selv på forsødet og låste dørene. "Nu kører jeg dig hjem" fortalte han så, for at... vel for at indgyde hende lidt tryghed.