Everything is gone, forever? - Neil

Byen der en gang, sikkert havde stået i al sin pragt, var jævnet med jorden. Mennesker gik rundt i pjalter og ledte efter raster af flasker, og andet skrammel de kunne tage hjem i deres huler og spise, eller bruge. Mizra, sad på hug på en murbrok på en af de steder, hvor man havde et overblik over byen, sådan mere eller mindre. Og betragtede de få mennesker, som havde bevægede sig uden for, ved denne tid, dog var mere eller mindre alle på vej hjem igen. Men hun, hun blev siddende, hun havde alligevel intet at tage hjem til, en støvet madras, en lille kakkelovn, som kunne holde en brokdel af hulen varm. Plus de tæpper hun havde snydt sig til, eller stjålet. Stjæle, overlevelsen for hende, og sikkert også mange andre. Dog, var hun efterhånden blevet god til det, og hun var begyndt at kunne lide det. Selvfølgelig gik hun altid efter de højrøvede, dem som havde så meget, men ikke gad at hjælpe dem, som næsten ingen ting havde. Efter hendes mor og brødre var forsvundet, sikkert dræbt. Havde hun stået på egne ben, efter at have vågnet op nøgen i en eller anden skraldespand. En lille krusning af et smil, blev vist på hendes læber. Da hun lod tankerne glide hen på den begivenhed, hvor hun havde været, og hvor hun kom fra, havde hun ingen anelse om. Men det var i grunden også lige meget nu, hun kunne klare sig selv. Og havde ikke brug for andre. Solen gik langsomt ned hen over de stadig ståene bygninger, og kastede de sidste stråler hen over selve byen, inden at der snart ville blive mørt. Og menneskerne ville være tvunget til at gemme sig, til at de igen ville blive lyst, og det var en smugle mere sikkert at vandre rundt uden for. Men de snød bare sig selv, man kunne aldrig være sikker i denne by mere.

Neil pegede begge pistoler op i den klare aftenluft og skød et advarselsskud. Zombien foran ham standsede op og så uforstående på ham. Han vidste at nærkamp ville blive hans endeligt, og han ville ikke kaste sig ud i at slås med en der var mindst hundrede gange så stærk som ham selv.. eller det var måske en overdrivelse. Han så sig om, den var for tæt på, men han var nok nødt til at skyde den i hovedet alligevel. Han stak begge pistoler lige op i panden på den, lukkede øjnene og trykkede af. Blodet og andet plaskede ud over ham, og han kom med en lille lyd af væmmelse. Ikke at han ikke havde set blod før, men at skulle bades i det, og hjernemasse var ikke noget han havde ønsket at prøve. Han tog en dyb indånding og åbnede sine øjne og så på liget foran sig, og derefter ned af sit sorte tøj der var oversmurt med blod. Han sukkede tungt, og sænkede sine hænder og pistolerne ned i hylstrene. Han så sig lidt om. En enkelt skygge sneg sig væk, forhåbentligt var det et menneske selvom der ikke var meget chance for det. Han gik tilbage mod sin bil. Sin elskede bil, det eneste han kunne stole på. Han satte sig ind "undskyld.." hviskede han og strøg kort hen over instrumentbrættet, for nu blev sæderne plettet til med blod og snask. Han satte nøglen i, og tændte... og tændte.... og tændte..... NEJ!! Han bankede hovedet ned i rettet "ikke gå død nu... ikke nu.." bad han ynkeligt. Han følte sig virkelig ulækker med alt blodet og al hjernemassen, og alt det der. Han havde haft en lortedag. Han steg ud af bilen igen, og tog bæltet med pistolerne af. Så måtte han jo forvandle sig før han kunne tage hjem. Han sukkede dybt og stod lidt mens han overvejede hvilket dyr, han skulle vælge.

Den spinkle pige, fór sammen da hun hørte pistol skud, og var af ren refleks hoppet op på benene og trukket sin egen pistol. Hendes hænder rystede som hun sigtede ud i den kulsorte nat. Hun måtte været faldet i søvn, da alle var gået hjem, og skyggerne var blevet så lange, at man næsten intet kunne se. Lygtepælende virkede jo ikke længere, hurtig og fleksibel som hun efterhånden havde trænet sig til, fløj hun ud af fjerene mod det sted hvor hun var ret så sikker på at have hørt skudet. Hun hoppede over stenblokke, og andre genstande som havde samlet sig på den vej der havde været der før i tiden. Hurtigere og hurtigere gik det efterhånden, som hun havde fået sat benene i gang med at løb. Hun drejede om et hjørne, og mærkede så noget ved hendes fødder, som gjorde det umuligt at hendes ben flyttede sig. Hun faldt lige så lang hun var, over denne ting som lå i vejen, det lignede mest af alt bare en dukke. Men da hun vente sig om efter at have været faldt, totalt ligeglad med de hudafskrabninger hun havde fået. Da hun så hjernemassen der lå ud over det hele, og de vidt åbne øjne, på dette menneske. Denne, væsen, hvad fuck det var. Ville hendes strube at hun skulle skrige, skrige så højt hun kunne. Men hendes fornuft sagde godt nok at det ville være en meget, meget dårlig idé. Og for denne gangs skyld, lyttede hun faktisk til stemmen. Hun tog en dyb indånding og kom hurtigt op på sine ben, da hun fik øje på et menneske, og en bil. Hvad fanden foregik der her? Hun vente sig om, da hun hørte noget bevæge sig. Hendes hjerterytme var på det højeste, mens fingeren gled hen over aftrækkeren, og alt i alt, ville hun bare væk nu!

Neil så ned af sig selv, og hørte nogle voldsomme bevægelser, ude fra mørket og så hen mod lydene. "Hallo..?" spurgte han stille og gik hen imod lydene. Han hev begge pistoler op igen, og så lidt rundt og fik øje på en pige. Igen det dilemma der slog ham hver gang han så nye mennesker, var hun et væsen? "Hey du der.. " sagde han, og fik øje på pistolen i hendes hånd "crap.." hviskede han stille for sig selv. Nu måtte han jo holde øje med hendes bevægelser og ikke selv lave nogen pludselige bevægelser. Han så kort ned på liget for sine fødder, og op på hende igen. Han ville ikke skydes igen, eller han ville i hvertfald helst undgå det.. Han holdt pistolerne lidt rettet mod hende, og lidt rettet mod jorden, for han vidste ikke om han skulle sigte på hende eller om han skulle lade være.

Alt var så uvirkeligt. Alt kørte bare rundt i hoved på hende, mens hun prøvede at holde tankerne på plads. Hendes hånd på pistolen rystede, og hun var så bange, at hun mest af alt bare ville smide pistolen og løbe for sit liv. Men hun ville ikke virke som en krydster, og blev ved med at kigge efter den bevægelse som hun havde set imellem ruinerne lige før, hun spjættede da stemmen råbte hende an, og vente sig lynhurtigt, og pistolen rettet imod ham, denne gang rystede hun ikke, men havde den lige rettet mod hans brystkasse "ja.. hvad er der med mig!?" råbte hun ham han, mens hendes øjne kiggede ned på zombien der lå for hendes fødder. "Hvad vil du mig..? Jeg kom bare forbi, jeg går lige så stille igen, ingen ballade overhoved.." hurtigt vente hun sig mod bevægelsen igen, med pistolen hævet, og kunne bestemt ikke lide dette, ingen gik alene, eller meget sjældent. Kun dem som havde noget at frygte smuttede lydløst alene af selv, ingen stolede på nogen. Som ikke var af sine egen slags, zombien som han havde dræbt havde sikkert en ven, eller værre en mage i nærheden. "Var det der også virkelig nødvendigt!?" angreb hun ham med stemmen, og pegede pistolen ned mod den døde zombie for deres fødder. Hun havde aldrig forstået jægerne, eller jo, det kunne hun godt. Men det bragte intet godt ud af sig, alle væsner havde som sådan lov til at leve. Ud over aliens, de skulle bare udryddes alle sammen. Hun sank noget mund vand og lod øjnene glide hen over murbrokkerene, lige nu virkede det stille nok. Hun fjernede sin mobil og kiggede over på den fremmede mand "jeg har ikke tænkt mig at angribe dig.. sænk våbnet.." hun talte i et mere normalt toneleje, som var det hverdag at hun havde en ståene med en pistol rettet delvist mod hende, delvist mod jorden. I det som hun ville gå over til ham, hørte hun denne gang noget der ikke var til at tage fejl af. En eller anden stod og iagttagede dem, en eller anden ville sikkert angribe lige om lidt. "Jeg tror det ville være en god idé at få den skude til at virke, og komme væk her fra?" hun stirrede over på ham igen, inden hun flyttede lidt på sig. Hendes hjerte hamrede igen i brystet, mens hun forsøgte at finde en udvej for sig selv.

Neil så på pigen. Dette var et tydeligt menneske, hun var hidsig eller havde temperament hvilket de fleste af aliensene manglede, og hun havde ingen skøre øjenfarver eller hugtænder, eller blod på tøjet så hun var ligsom ham selv. En bølge af lettelse skyllede ind over ham selv om hun stod og pegede på ham med en pistol. Det gjorde han jo egentlig også.. han pegede bare på hende med to. "Undskyld jeg troede..." begyndte han, men blev afbrudt af hendes angreb. Han så lidt ned på liget, og blev irriteret "ja det var da ham der eller mig!" sagde han surt. Det var næsten en lettelse at få lov at diskutere med nogen igen, det var uendeligt længe siden, eller sådan føltedes det siden han havde mundhugget med en eller anden. Han brød sig ikke om zombier, det var som regel dem han slog flest ihjel af, hvis han nogensinde blev bidt af en ville han skyde sig selv i hovedet før han nåede forvandlingen. Han hørte noget bag hende og så lidt forbi hende "har du venner i mørket?" spurgte han mumlende om, dog troede han ikke hun hørte ham alligevel. Han så hende an i nogle minutter før han sænkede sine pistoler "så vær så venlig at sænke din også.. jeg er allerede blevet skudt en gang" sagde han kort. Han så hende komme hen mod sig, og hørte også lydene bag hende. "Stå stille.." mumlede han monotont, og hævede begge pistoler igen, og sigtede på noget bag hende "den virker ikke, jeg skal bruge kabler og en anden bil før den kommer til at fungere igen." sagde han kort, og skød efter noget bag hende. Han var ligeglad med om hun måske var zombie sympatisør, eller hvad fuck hun nu skulle forestille at være han havde tænkt sig at skyde væsnet.

Hun hævede det ene øjenbryn "ja du troede... jeg er altså ikke fucking klam lige som alle de andre væsner.. går ikke rundt og æder hjerner.." pegede ned på zombien, som han havde skudt. Og et lille smil, som næsten ikke var til at se, dannede sig på de smalle læber. Da hun jo i grunden godt forstod det "Hvor mange gange har det været undskyldningen for at skyde på andre..?" spurgte hun drillende, over at han havde sagt at det var ham, eller den der tingest. Hun havde ingen sympati mere, selvom hun før i tiden altid havde haft den holdning at de ikke kunne gøre for det jo. Men, så stadig, hellere dræbe den, før at de gjorde skade på nogen andre. Den, logik kunne hun godt følge. "jaja.." sagde hun tvært og tog langsomt sin pistol tilbage i hylsteret, men var nu klar til at finde den frem igen. Da han sagde hun skulle stå stille, stod hun som naglet til stedet, hun kunne igen hører lyden og gad virkelig ikke være her mere. I alt fald, ville hun bare løbe, håbe at der ikke var nogen som fulde efter hende, men så igen. Var det som om at hendes inder ro tog over igen. Eller rettere hendes kæphøjhed. Det var ingen sag, at sige at Mizra var en af de mennesker, som var mest bitchy. Hun hadet andre folk, hun hadet at tale, hun hadet at være sød, hun hadet kærlighed, hun hadet venskaber. Ja, hun kunne i grunden bare slet ikke se hvad formål det skulle stille. Eller, jo, det kunne hun vel godt, men hun havde bare aldrig fået noget godt ud af det. Så nu, klarede hun sig også meget bedre selv. Hendes hånd løb igennem det sorte hår, som hun langsomt bevægede sig over mod hans bil. "sikker på det er batteriet?" mumlede hun, slet ikke påvirket af at han skød efter væsnet der lurede rundt ude i mørket. Hun åbnede ned til motoren, og lod hurtigt blikket glide ned over den, smed sin taske ned på gulvet og dukkede ned i den. Hendes far havde altid været vild med biler da hun havde været lille, hun havde lært meget fra ham. Inden han dødede, af en sygdom, hun stadig ikke havde fået fat i hvad det var. "Hm.. det kunne også være.." nej, hun måtte give ham ret, det var batteriet der var dødt. Hun kastede sig over hendes taske, mens hun så bort fra, de lyde som blev skabt rundt omkring dem, som sikkert kunne tyde på at der var flere end en. Men hun var fuldt optaget af, at få bilen til at virke igen. Når hun først var begyndt på sådan noget, kunne hun ikke rigtig stoppe igen. Hun fandt sit lille batteri, som hun havde fået opladt nogen dage for inden, for at få sin mobil og ipod opladt. Men havde bare aldrig fået gjort det. Hun fandt nogle ledninger og satte den til motoren. "Okay ingen garantier.. men det kan være det virker?" sagde hun stille, og kiggede ned på det sølle batteri. "du skal bare starte motoren, også håbe på at det hele ikke..." hun nåede ikke at sige mere, da der lød en knæk, som en gren der knækkede "Holy fuck!" kom det fra hende, da en zombie kastede sig over hende, hun nåede dog lige at dukke sig, så den faldt forbi hende, trække sin pistol og skød den i hoved. Hun sad som forstenet med alt den snask over sig, og kiggede ned på zombien der lod død for hendes fødder, hun var dog ret sikker på at det ikke var den eneste der var der. Men lige nu, kunne hun ikke rører sig, mens hun stirrede ind i dens øjne. Hun havde fucking lige dræbt nogen!? Hun havde aldrig i sit liv, troet at hun faktisk skulle bruge sine patorner. Aldrig! Hvad skete der lige, "Det er også din skyld! Du bringer sikkert uheld eller noget..!?" sagde hun anklagene med kæmpe øjne, hun fjernede dog ikke blikket fra zombien ved hendes fødder.

//sorry kreativtes boost xD//

"De æder ikke hjerner, de bider folk, eller tager en bid, mere behøves ikke" sagde han småirriteret, og så på hende. Gud hun var da født som en pain in the ass?! Neils blod begyndte at koge, og han blev rød i hovedeet "Jeg har Aldrig! skudt på andet end væsner!" hvæsede han surt. Måske skulle han bare skyde hende? Så slap han for hendes irriterende talestrøm. Han rystede lidt på hovedet af sig selv, han kunne ikke skyde et andet menneske.. Han tog en dyb indånding for at berolige sig selv, selvom det ikke hjalp synderligt meget. Neil var van til at skyde ud i mørket, han var van til at skyde til højre og venstre, og han ramte altid! Eller han ramte i hvertfald når han var koncentreret. Han havde jo også gjort det i lidt tid, det gode ved menneskene var at de tilpassede sig utroligt hurtigt, det var også derfor han vågnede om natten når der var en der gik eller løb forbi kælderen han boede i. Desuden var han en enspænder, kærlighed havde brug for konstant opmærksomhed og han kunne ikke give kærlighed den opmærksomhed. Han trak på skuldrende "jeg ved det ikke, den reagerede bare ikke da jeg ville tænde den, så jeg regnede med at den var gået død for strøm eller noget" sagde han og lyttede efter reaktioner ude i mørket. Han hævede igen pistolen og skød. Egentlig havde han skudt hele sit liv, eller noget af sit liv, for han havde gået til det med sin storebror. Mindet gjorde ham bleg og han skød tanken fra sig, og koncentrerede sig om det han var igang med. Han kunne høre hende rode med et eller andet, men havde ikke tid til at kigge. Han lyttede til mørket som egentlig burde være stille, men alt larmede.. ALT! Han så lidt til alle sider, og bed sig i læben, de forsøgte sikkert at forvirre dem, at gøre dem bange. Han slap sin underlæbe og knurrede lidt før han igen skød efter en lyd. Han lyttede til det hun sagde, og hørte hun blev afbrudt. Han vendte sig hurtigt om, men hun havde allerede skudt den. Han tog sig kort til panden, og hørte skridt igen, og vendte sig med det samme mod lyden. Hvor mange var der?!
Neil havde ikke tid til at høre på hendes fornærmelser så han krængede hurtigt sit bælte af og tog det i munden og forvandlede sig til en.. hest, det var det eneste dyr der lige var hurtigt og stærkt nok til at kunne bære en anden person, han vendte brat om, og fik fat i nakken på hendes trøje og håbede på at hun selv kunne kravle op på hans ryg og holde fast, for han havde travlt med at sparke en zombie i hovedet, og sætte i gallop væk fra stedet. Det gjorde ondt at skulle efterlade sin bil, men han måtte vel finde en ny så. Han havde ikke haft tid til at tage tøjet af så det ikke gik i stykker, så der hang enkelte iturevede tøjstykker rundt omkring på ham.

//i see that :O x'D//

Hun havde ikke haft tid til at sige noget til det som han var kommet med som tilbage svar. Var bare stivnet over at hun lige havde dræbt noget, eller den. Hun blinkede lidt med øjnene, og mærkede så at der var et eller andet der greb fat i hende, hun stirrede på hesten, hun greb fat om halsen og dens manke og trak sig op på ryggen, hvor efter begge hænder blev begravet sig i manken for at holde bedre fast. Det var først da hun så tøj stumperne at hun lagde to og to sammen. Hun havde været så travlt optaget af at kigge på det monster som hun havde dræbt, hun var jo ikke meget bedre end alle andre. Hvorfor havde hun også været så dum og blidt sig selv ind, at hun kunne klare det hele selv. Hun kunne ingen ting selv. Hun sank noget mundvand, som hesten skød igennem luften, og begravede hoved i manken også, og prøvede bare at glemme tanken om det hun havde gjort i nat, eller aften. Hun havde totalt mistet tidsfornemmelsen efter at have været vågnet op, på stenblokken. Hvordan kunne hun også have været så dum at faldt i søvn der!? Hun havde været det letteste offer nogen sinde, faktisk, faktisk skyldte hun denne mand en undskyldning og et tak for at have reddet hendes liv. Men, det behøvede han jo ikke at vide, og i grunden havde han sikkert ikke godt af at blive rost. Eller også, var hun også bare for stivnakket at indrømme, at den måde hun opførte sig på var ude af propotioner. Hun var en bitch, hun var en møgunge. Hun var i grunden bare død irriterende, men det var sådan som hun havde overlevet de sidste par år, sådan hun var kommet igennem de eksperimenter hun sikkert havde været udsat for. Og at hun ikke var blevet til et eller andet væsen, det forstod hun slet ikke. Måske, var hun et væsen? Men.. nej! Hun måtte slet ikke tænkte sådan, det var jo også latterligt at hun skulle være blevet udsat for sådanne ting, hun var sikkert løbet væk derfra før de nåede at gøre noget. Men, hun lukkede øjnene og prøvede bare at glemme det som var sket.

Neil skulle lige vænne sig til at gå fra to fødder til fire hove. Men det gik nu rimelig hurtigt, som med et føl.. de kunne som regel rejse sig efter.. meget kort tid. Han hoppede over en væltet lygtepæl og galloperede videre gennem de mere eller mindre tomme gader. Han stoppede op på den vej han boede og trak vejret en smule forpustet. Han kunne mærke hun klamrede sin til hans manke, og ville lade hende stå af først.. så måtte han finde ud af hvad han så skulle gøre. Han så lidt hen mod sin kælder.. sin elskede kælder det eneste sted han kunne føle sig tryg. Tankerne mindede ham om hans bil, og han gav et opgivende prust fra sig og vrinskede stille og så om på hende med sine store brune øjne. Hun så faktisk temmelig ynkelig ud når hun sad der sammenkrummet på hans ryg, og holdt krampagtigt fast. Han kunne ikke engang sige noget til hende som han var nu, det krævede at han forvandlede sig om til et dyr med tale evner som f.eks en papegøje. Han så lidt ned af gaden igen. Der var som regel ikke væsner der, heldigvis.. Han boede et ret stille sted i Xela, hvilket han var dybt taknemmelig for. Så fik han lov at sove om natten uden at blive forstyrret hele tiden. Hun havde haft lukkede øjne... så hurtigt havde han da ikke løbet? Han rystede manken lidt og prustede igen, han måtte skynde sig, for han skulle snart forvandle sig tilbage.

Hun havde ikke med det samme opdaget at han faktisk havde stoppet. Bed sig lidt i læben, og tog nogle dybe indåndinger, og åbnede så stille øjnene da hun endelig lagde mærke til forandringen. Hun pustede langsomt ud, og hoppede så ned af hans ryg og lagde armene omkring sig selv. Dette var da også bare for pinligt "du så ikke noget.." brummede hun stille og kiggede rundt, måske hun bare skulle gå, lade ham tage hjem. Men, hun anede ikke hvor fanden han havde ført hende hen. Hun havde ingen anelse om hvad dette var for et sted, hun havde aldrig været i denne del af byen, eller. Hun lagde hoved lidt på skrå og fugtede sine læber mens hun tænkte som om det knagede, havde hun været her for, eller havde hun ikke? Forhelvede da, hvorfor skulle hun også have det med at glemme de ting som var vigtige. Vigtige.. det var som om et lyn slog ned i hende, da hun pludselig lagde mærke til at hun kun havde en vægt på hendes ryg, nemlig sværdet. Hvor fanden var hendes rygsæk!? Hun lagde hånden på sin ryg, nej rigtig nok den var der ikke "Fuck!" skreg hun og kiggede panisk rundt på jorden, måske havde hun tabt den her!? Måske havde hun fået den med, nej den lå stadig der hvor de var kommet fra. Hun måtte tilbage, hun skulle have den taske igen. Hun vente sig om mod ham, mens hun kæmpede mod de tåre der ville ud "Hvilken vej løb du!? Hvor er vi henne. Vær sød at sige hvordan jeg kommer tilbage!?" hun ventede dog ikke på han svar, inden hun vente om på hælden og løb så hurtigt hun kunne den retning som hun troede hun skulle for at finde sin rygsæk igen. Alle de ting som hun holde mest af, lå i den taske. Det sidste billeder af hendes familie, de ting hun havde fået af sine brødre og sin mor alt, alt var der i. Alt det som hun ikke kunne leve foruden mere. Hendes ben skreg på hvil, men hun ville ikke lytte, hun skulle bare tilbage nu!

Neil trippede lidt, der var ikke lang tid tilbage før han forvandlede sig tilbage og siden han ikke havde sit tøj, ville det ske i meget nøgen tilstand. Han bestræbede sig dog på at holde sin forvandling lidt længere, og koncentrerede sig voldsomt. Han betragtede hendes ansigtsudtryk der pludselig ændrede sig markant fra mut, til panisk. Han lagde undrende det store hoved på skrå og betragtede det lille menneske. Han anstrengte sig og forvandlede sig til en papegøje ligeud ligeud, og så til venstre... det vil sige venstre ligeud ligeud herfra" sagde han stille, og så at hun allerede var løbet... Han overvejede lidt om han skulle løbe efter, men han var nødt til at forvandle sig tilbage først. Han skyndte sig hen til en husmur, og forvandlede sig kort tilbage til sig selv, og talte tredive sekunder, før han forvandlede sig til en hest igen, og galloperede den vej hun var løbet. Han så lidt rundt efter hende, hvor var hun? Hvorfor spildte han tid på det der?? Pludselig var der noget andet der fangede hans opmærksomhed, en lille gruppe sølvhudede personer. Han stivnede og lagde de lange brogede ører fladt bagud. De lagde selvfølgelig mærke til ham, han passede jo ligesom ikke ind i gadebilledet. Han satte igen i gallop og ændrede skikkelse til en tiger, og løb. Det larmede ikke ligeså meget som en hests hove, at have store poter. Han snusede lidt, og fulgte duften af hende og så sig lidt om. Forbandede pigebarn! Forbandede skyldfølelse!

Hendes fornuft var fuldstændig forduftet, omkring at hun skulle have været vendt tilbage og morgen hvor det var lyst. Der hvor hun havde store chance for at overleve, frem for at løbe rundt i mørket. Hun havde lyst til at skrige, bare skrige uden nogen rigtig grund. Eller, jo af grunden af at hun var frustreret. Hun bed sig hårdt i læben, og kunne mærke den metalliske smag der bredte sig i munden af blod. Hun havde endnu ikke lagt mærke til at der var kommet flere væsner på banen og var også bedøvende ligeglad, hun skulle bare have den taske! Hun blev ved med at løbe, og der gik noget tid hvor hendes lunger og ben brændte som bare sindsyg. Hvor fanden kom denne drivkræft fra at hun faktisk kunne blive ved. Da hun endelig kom tilbage, gled hun hen til tasken og knugede den ind til sig som var det en forsvundet ven hun ikke havde set i flere år. Det var der hun kom til fornuft igen, med et hjerte der bankede som sindsygt, ben der brændte og ilten der pumpede i hende, som havde hun taget stoffer. Hun kom vaklende på benene, og kunne hører knurren i mellem blokkende, hun kiggede på bilen, og bed sig i læben. Han ville sikkert blive glad for at se sin bil igen? Men, hvis hun smadrede den, var hun nok så godt som død, at han var ligeglad med om hun var et væsen eller ej. Hun kom lige tids nok op og stå og ind i bilen for at en zombie angreb hende. "Fandens til helvede lorte kusse da også!!" bannede hun og kiggede på zombien der prøvede at smadre ruden ind. Hun kiggede i nøgle hullet og så til sit held, at han faktisk havde efterladt nøglerne i. Hvor dum var man da også lige? Men, til hendes held måtte man jo så sige, igen endnu en grund til at hun burde sige tak. Hun drejede på den, og der kom et hak fra motoren, "Fuck fuck fuck kom nu!!" zombien havde næsten allerede banket ruden ind, og der ville ikke gå længe før at den ville knække og gå i stykker. Endelig fik hun gang i den. Lysende på bilen blev tændt og den begyndte at ryste da motoren blev sat igang. Hendes fod ramte ned på speederen som fik bilen til at give et ryk fra sig og kørte så vildt af sted. Dog kørte hun ikke ind i noget... endnu. Zombien havde ikke kunne holde fast, og nu var det bare om at komme væk her fra.

//kunne ikke huske om du havde sagt at han havde taget nøglerne ud xD så håber det er i orden o.o' ellers må jeg lige rette i det//

Neil måtte til sidst opgive, hans krop var smadret efter de mange krosskift. Det tog overraskende hårdt på hans normale enkle menneskekrop, og han vidste at hvis han gjorde det for meget ville han sikkert ødelægge sig selv. Han så sig lidt om og vendte om og luntede tilbage. Han tænkte lidt på sin bil, og så lidt ned. Men han kunne selvfølgelig få sig en ny, der var masser af efterladte biler over det hele... men det havde været hans bil, den havde holdt ham sikker så mange nætter, og reddet ham så mange gange at han var holdt op med at tælle det. Han kom endelig tilbage til kælderen og traskede ind i huset, og ned i kælderen. Han var for træt til at tænke, for træt til at handle. Han forvandlede sig tilbage til sig selv og fik noget tøj på, hvilken lettelse..
Han smed sig på sin seng og holdt sine pistoler i hænderne. Selvom trætheden var overmandene, nærmest rev og sled i ham som et sultent dyr, gav hans krop ikke efter, han lå og stirrede op i loftet. Han rejste sig til sidst og begyndte at gå nervøst frem og tilbage. Måske skulle han drikke et eller andet? Måske skulle han drikke sig skidefuld, bare drikke hjernen ned i skoene, for at glemme det. Men han vidste at alt blev værre med alkohol.

//han lod dem vist sidde :3//

Hun trak i gearstangen og sat den op i gear, mens hun speedede lidt ned, for at dreje uden om en lygtepæl, hun var sikkert totalt lost nu. Og hvad fanden skulle hun stille op når hun ikke kunne finde frem til ejeren af bilen. Hun kiggede ned på hendes taske, og et lille smil dukkede frem. Dette, var hendes ven. Hendes øjne blev dog hurtigt rettet mod gaden, hvor hun snilt drejede rundt om de mange genstande som lå på vejen og blokerede hendes vej. Hun tog en dyb indånding og trykkede igen speederen i bund, og rykkede gearstangen op på 5. Hjertet og vejrtrækningen pumpede af sted, som om hun lige havde løbet for liv og død. Hvilket hun i grunden også have, og hun havde det som om at hun bare kunne lægge sig ned over rettet og sove. Endelig kom hun til det sted hvor han havde sat hende af, da han havde været en heste skikkelse. Hun bed sig i læben og kørte lidt frem og tilbage. Og overvejede at dytte for at få ham til at komme frem. Men, risikoen ville være for stor. Forhelvede da også, tænkte hun og lukkede kort øjnene, for at finde ud af hvad fanden hun skulle stille op nu. Overnatte i bilen, finde ham den næste dag? Lade bilen stå med bilnøglerne i, og håbe at det var ham der fandt den, og ikke en anden? Nej, det var alt sammen for risikabelt, hun var nød til at finde ham, og det skulle nok være det samme. Hun kiggede ud af bagspejlet og så nogle underlige tingester gå hen mod bilen. Og måtte gå ud fra at disse, væsner var aliens. Hun var fucked, hun hæv bilnøglerne ud, tog sin taske og sprang ud af bilen, nåede lige at smække bildøren i efter sig, og låse bilen. Inden hun skyndte sig afsted. "Mand... EN eller anden!?" råbte hun, mens hun løb videre igennem gaden og kiggede rundt, der måtte være en eller anden udvej, en eller anden måde hun kunne komme væk og gemme sig til at de var forsvundet.

//jamen det var jo heldigt for hende x3

Neil så op mod den mørke himmel, og mente at det nok snart ville begynde at regne, det tydede de sorte skyer i hvertfald på. Han drejede sit store lodne hoved, og lod den lyserøde tunge glide op over sin snude og knurhår, og luntede lidt videre. Det var hans absolut favorit dyr, tigeren, stor og bamset og dødbringende.. hvis den følte for det. De lodne ører lavede nogle ryk da der var nogen der råbte efter en mand.. eller en eller anden. Han så rundt med de gule katteøjne, og satte så i hurtig lunten efter lyden. De mørke gader var svære at finde rundt i, og svært at finde en enkelt person der råbte efter nogen. Han snuste og drejede ned af en gade og var nær stødt ind i hende, men satte sig pladask på måsen så det ikke skete. Han så lidt op på hende, og derefter lidt til siden og kiggede om bag hende og fik øje på aliensene. Hvis han havde haft øjenbryn var de røget op i hårgrænsen, men det havde han ikke. Han rejste sig hurtigt og forvandlede sig til.. en hest igen. Han rullede kort med øjnene og puffede til hendes skulder med mulen, hun måtte selv hoppe op, han kunne kun bruge hovedet til at hjælpe hende lidt op. Han gav hende et puf í enden med mulen og fik hende op og sidde og måtte gallopere igennem gaderne igen. Han stoppede dog kort tid efter og rystede sit hoved og manke. Han anede ikke hvor hun ville hen, så måtte hun jo gøre et eller andet, han anede ikke hvordan man red på en hest, eller styrede den for den sags skyld. Han så lidt om på hende med de store brune øjne, og prustede kort, og virrede let med hovedet igen og håbede hun forstod hvad han ville.

Hun var løbet ind i en gade, og var ret sikker på at hun faktisk var løbet fra dem. Men hvor dum måtte man være, at tro det? Hun viste intet til Aliens, hun viste hvordan hun kunne genkende dem fra menneskerne. Deres hud, og deres øjne. Plus arret i nakken. Men ellers, var hun på bar bund. Hun bed sig hårdt i læben og var lige ved af falde over en kat som nu sad på måsen foran hende. "Flyt dig vrissede hun..." men måtte så gøre store øjne, da katten forvandlede sig til en hest. Den hest hun havde reddet på før, altså ham manden. Den mystiske mand som hun ikke kendte til. Hun rynkede brynene lidt, men der gik dog ikke meget længe før at hun fik hoppet op på hans ryg og lænede sig for over, så han ikke havde så meget modstands kræft, når han skulle løbe hurtigt. Hun lagde sig til sidst helt hen over hans hals, og var lige ved at falde af da han stoppede op. Men hun forstod dog hurtigt hans vink om at hun skulle hoppe af. Komme i sikkerhed. men hvad nu hvis at de der Aliens havde fuldt efter dem, han kunne vel ikke klare dem alene? Pludselig var det hende der blev ramt af en bølge af dårlig samvittighed, hun kunne ikke bare lade ham gå imod dem alene, hvis de kom igen. Mens hun løb i sikkerhed "sikker på du klare den?" mumlede hun forlegent og kiggede ham ind i øjnene, eller rettelse, hans heste øjne. Hun bed sig i læben og fiskede hans nøgler op "Bilen står der henne hvor du satte mig af, motoren virker igen, men jeg ved ikke hvor længe.." sagde hun stille og viste ikke helt hvad hun skulle gøre med nøglerne, så endte bare med at stå og holde dem i luften. Hun sukkede stille og rynkede brynene, mens hun ventede på at han ville give hende et tegn på hvad hun skulle gøre, om hun skulle forlade ham, og i så fald hvor hun skulle lægge hans nøgler henne. Hun hæv tasken bedre op på hans ryg, og vente og drejede hoved efter lyde, da regnen pludselig faldt ned på hendes hår. Langsomt løftede hun hoved og kiggede op på skyerne som havde trukket sig hen over den mørke himmel og dækkede totalt for alle stjerne, så det nu var bælravende mørkt, meget god ting fordi så kunne man ikke blive set. Men til gengæld kunne man hellere ikke se andre. Regnen ramte hendes næse ryg og hun bannede lavmeldt over det, da hun hadet at blive våd, når hun næsten intet andet tøj havde.

Neil blev stående på asfalten mens hun hoppede af. Han så lidt på nøglerne og så den vej hun pegede, i retning af hans bil.. Så vidste han da hvor den holdt henne. Han drejede hovedet igen og så på hende, og pustede hende varmt i hovedet og trippede lidt rundt, og forvandlede sig tilbage til en papegøje "du tager livet af mig med alt den forvandling.. det jeg mente var at du skulle fortælle mig hvor jeg skulle føre dig hen.. jeg kunne ligeså godt gøre det mens du sad på ryggen af mig, og så komme tilbage til dit skjulested hvor det så end er" sagde han, og nappede let i en fjer da det kløede. Han vendte stille hovedet op mod skyerne, og så regnen falde og gav en skræppelyd fra sig, det skulle ikke regne når han var en fugl?! Han forvandlede sig tilbage til hesten og blev stående og så lidt på hende, det var op til hende om hun ville ride videre eller om hun ville blive stående. Han så lidt på regnen og på hende, og på hvor hurtigt hun blev våd.. Sikke ynkeligt et syn de måtte være. Han lagde ørerne tilbage, og så på regnen. Han var træt af aliens.. træt af zombier, træt af overnaturlige ting. Han ville gerne gnide sig i øjnene, og sove, men det var der ikke rigtig tid til sådan midt i redningsaktioner. Han gabte lidt og rystede let sit hoved, mens han gabte.

Den varme ånde ramte hende i hoved, da han pustede på hende. Hun mumlede lidt irriteret og lod en hånd, med den finger afklippet hanske glide hen over hendes ansigt. For at fjerne det værste regn som var gledet fra hendes hår ned af ansigtet. "Det er alt for risikabelt, jeg bor i Sandrias forlystelsespark.. men.." hun hørte noget skramle bag sig, som en der havde sparket til en sodavands flaske, og den nu ustyrligt gled hen over den hullede vej. Hun sank noget mund vand, og stod lidt og tænkte. Dette var da også bare for latterligt. Hun kneb øjnene hårdt sammen, og bed sig i tungen, hun kunne klare sig selv, hun kunne klare sig selv, hun kunne... Hun svang sig op på ryggen af ham og kiggede bag ud "Mand... dreng... et eller andet hvad fuck du nu hedder.. bare få dig selv i sikkerhed, når du kommer til det sted du bor, vrinsker du bare også hopper jeg af, skal nok selv finde tilbage til hvor jeg bor.." hendes øjne kiggede rundt, og fik øje på en masse lys lidt for ude, den kæmpe skyskraber der stod i alt sin pragt, lige så intakt som havde det været før udslettelsen. Hvordan var det muligt? Hun spærrede øjnene op, da billeder pludselig væltede ind i hendes hoved, ting som var sket, mennesker der skreg om hjælp, fanger der så på mens eksperimenterne blev udført. Hun rystede kraftigt på hoved, og trak langsomt sin pistol frem, her var alt for stille lige pludselig. Og hun kunne bestemt ikke lide det. Hun bed sig i læben og ventede på at de ville være fremme til det sted hvor hun skulle af. Tankerne fløj rundt i hendes hoved, gjorde det hele til et kaos hun ikke rigtig kunne få styr på. Hvorfor fanden skulle man også møde folk, som man et eller andet sted sikkert ville synes om. Men altid skulle pisse så meget af, fordi man ikke længere havde de egenskaber til at vise, at man stadig var et anstændigt menneske. Der var de folk som stadig havde hjernen og hoved det rigtige sted. Mens andre mennesker sad og vuggede frem og tilbage, inde i deres huler. Der bare ventede på at de ville blive taget. Ind til at de pludselig dødede af et eller andet uforklarligt, sikkert alderdom. Men det var svært, det var svært at sidde blandt mennesker, man langsomt havde fået kendskab til, men de dødede en efter en, fordi der ikke var ordenligt mad eller drikke længere. Folk var blevet nærige, tænkte kun på sig selv og deres overleveles. Samt deres familie hvis de havde nogen, det var dog utrolig sjældent man efterhånden så børn blive født, og dem som blev gravide, dræbte for det meste de nyfødte når de så kom ud. Eller begik selvmord, det var set før. Kvinderne ville ikke lade et barn blive født ind i sådan en verden. Et dybt suk gled igennem Mizras mund, mens hun ventede på at få lov til at springe af, selvom, hun lige nu hellere bare ville lægge sig over hans ryg og sove. Bare, få lov til at lukke sine øjne, i fem minutter..

Neil slog bare let med hovedet, i og med at han forstod hvad det var hun ville. Han kunne heller ikke rigtig tage helt til Sandria med hende da det ville tage en hel dag, eller mere. Han mærkede hun endelig fik sig hevet op på hans ryg og han satte med det samme igang, han havde ikke lyst til at blive stående et sted, da det kunne komme til at betyde deres begges død. Neil kendte Xela by som sin egen lomme, og han satte i en let gallop, og håbede hun holdt fast, han havde ikke tid til at skulle samle hende op. Imens han trippede ned af de tomme gader, og det eneste man kunne høre var den svage klapren fra hans hove. Han travede lidt igen og lyttede til hendes stilhed. Et menneske af få ord, eller også havde belejringen bare gjort noget ved hende. Han kom endelig ned af den gade han boede på og standsede op med en stille vrinsken. Da hun steg af forvandlede han sig til en papegøje "vil du ikke lige være sød at vende dig om? Bare lige to minutter?" spurgte han, han var jo nødt til at få noget tøj på, for nu begyndte hans forvandling at krakelere igen. Han havde aldrig trukket sine forvandlinger så langt som han gjorde nu, og det var en udfordring for ham at trække den så langt uden at knække sammen og bare blive sig selv. Han tog nogle dybe indåndinger, og så på hende og ventede på at hun ville vende sig om, i hvertfald bare lige den her ene gang så skulle han nok sørge for at være sig selv næste gang de mødtes. Han overvejede lidt hvad hun havde tænkt sig at gøre derfra.. ville hun bare gå, indtil hun fandt et sted at skjule sig?

Da han satte i galop, greb hun om hans manke og holde sig tæt på ved kroppen, i håb om at hun ikke ville falde af. Hun havde i hele sit liv, kun redet på en hest, en gang før dette. Og nu var det hendes tredje gang, på en nat? Hun rystede diskret på hoved, mens hun bare håbede på at de havde fået rystede, de der aliens fra sig. Minderne dukkede stadig frem i hendes hjerne, og blive presset mod hjerneskallen, som om at de ville have hende til at huske de ting, hun hellere ville glemme. De skrig der var der, de endeløse skrig som bare ikke ville stoppe, mens at de uhæmmet blev ved med at eksperimentere på folk, som ufrivilligt havde meldt sig til det. Hvad skulle man gøre for at stoppe dem!? Et lydløst suk gled igennem hendes læber, mens hun hævede sig lidt, så hun kunne kigge på den vej de løb, kun hvis det skulle ske at hun var nød til at hoppe af, og løbe for sit eget liv. Hver sit liv, at redde. Da han slog over i trav, gættede hun på at han var kommet til det sted hvor han boede. Hun sukkede stille, og hoppede så af, da han stoppede helt. Kiggede vagtsomt rundt, for at se om at der var nogen som havde fuldt efter dem, men lige i øjeblikket, var der kun mørke, og atter mørke. Hendes mose grønne øjne, gled op på lygtepælen som var gået halvt i stykker og nu bare stod og blinkede. Hun nikkede til det han sagde, og vente sig rundt så han kunne skifte tilbage til sin egen form. Hun bed sig i læben, mens hendes tanker gled rundt i hoved, hvordan var det hele endt så vidt? Hun kunne ikke engang huske, hvordan det i grunden var sket, at alle de væsner var kommet her til, hvordan at alt bare fra den ene dag til den anden, havde alle byerne i Point Zero blevet til ruiner. Hun tog en dyb indånding og lukkede øjnene "Tak..." sagde hun stille, stadig med ryggen til, da hun ikke viste om hun skulle vende sig om, eller bare blive stående sådan "skal jeg vende mig om igen, eller bare gå?" sagde hun i det samme stille tone leje mens hendes arme blev lagt i en beskyttende tilstand foran brystet.

Neil mærkede hun holdt fast, hvilket gjorde ham roligere så behøvede han ikke bekymre sigom at hun ville ryge af. Han prustede let og drejede ned af en anden gade og så sig lidt om. Det måtte snart være morgen, og han tænkte lidt over hvor træt han ville være når han endelig ramte puden. Han stod lidt og tog en lettet indånding da hun vendte sig om og skiftede tilbage til sin egen krop. Han kunne sagtens bare have sat sig pladask midt i det hele eller besvimet, så træt var han. Men han skyndte sig istedet at tage noget tøj på, og lyttede. Han fik spændt sit bølte med hylstrene som det sidste "du må gerne vende dig om.." sagde han lidt roligere og gned sig træt i øjnene. Alt gjorde ondt, og han ville nok blive hjemme den dag. Det vigtigste var at han havde reddet et andet menneske.. i hvertfald så godt som hun nu kunne reddes. "Der er en masse forladte biler rundt omkring.. du kan tage sådan en for at komme til Sandria.. tag hovedvejen der er ikke så mange bilvrag, det er bare en lang strækning.. du kan sove i skoven mellem Xela og Sandria, den er ikke plaget så meget af forskellige væsner" sagde han træt. Det var nok nærmere en hvisken, men han ville have at hun havde nogle ting at gå efter, så hun ikke følte sig helt lost. Han så lidt mod sin kælder og bed sig i læben, inden han så på sit armbåndsur "du er også velkommen til at sove et par timer her.." sagde han så, og lod sine mørkebrune øjne finde hendes mosegrønne bag det sorte pandehår.

//Skal vi fortsætte eller? xD//

//Det er op til dig, det giver måske mere mening at lave et nyt ;)//