Burn me alive inside

Det var en af de sædvanlige aftener hvor Nathan sad så langt væk fra det han kaldte sit hjem som muligt. Han kunne godt se vandet ude ved havnen, men han turde ikke gå længere ud på grund af det skide halsbånd. Lige nu sad han på en tilfældig bænk og skar i træet med en af sine utallige, små knive mens han stirrede tomt og åndsfraværende ud i luften. Ikke nok med det, så havde han en blodtud. Denne gang var det ikke fra Ivy, men fordi han havde været dødklodset og var faldet ned af nogle trapper fordi en pige havde skreget af sin mor eller noget andet uden for. Han kunne ikke greje de høje, lyse lyde der kom når sådan nogle små piger blev sure eller bange, for de gik direkte ind og var voldsomt forstyrrende.

Og så gjorde det ondt af helvede til, så han var faldet ned ad trappen som han lige var kommet op af, fra sit hjem. Nu var der blod ved indgangen, og det var han også nødt til at forklare. [b]"Hun slår mig ihjel,"[/b] mumlede han for sig selv mens han halvhjertet forsøgte at fjerne blodet. Nu var det også på tøjet. [b]"Jeg har ikke tid til det her!"[/b]

Yoruichi kom glidende ud fra en skygge mellem to bygninger. Hun var med vilje kommet herned for hun kunne godt lide at lytte til vandet en gang imellem. Hun havde kun gået nogle få skridt, da hun lagde mærke til en skikkelse længere fremme. Hun tøvede i brøkdelen af et sekund, men gik så hen til kanten af molen et par meter væk fra ham. Hun skævede kort til manden og satte sig så ned med armene rundt om knæene. Hun sukkede kort og lukkede øjnene. Hun vidste ikke hvordan han ville reagere når han så hvad hun var så hun havde egentlig ikke lyst til at snakke til ham. Hun var vant til at folk enten viste had eller frygt ved synet af hende så hun undveg for det meste mennesker

Nathan sad og var midt i al sin brokken for sig selv da han hørte nogen komme gående længere væk. Duften af kvindeparfume fik ham til at stivne, men efter at snust lidt mere med den ømme næse kunne han identificere parfumen som én Ivy ikke brugte.
Da han så hen mod lyden lagde han også mærke til at personen slet ikke lignede Ivy. Hun gik ud til et punkt hvor han vidste at han ikke turde gå ud så han sukkede - velvidende om at al chance for at hun ville gå tilbage var ret små. Han trippede lidt med den ene fod og pillede lidt ved sit hår.

[b]"Great,"[/b] mumlede han for sig selv, før han rejste sig op og endnu gang blev klodset. Denne gang var det nu mere fordi han åbenbart også havde slået knæet i det fald, for det gjorde skide ondt at støtte på det. Han snublede og drejede hurtigt rundt og greb fat i ryglænet på den bænk han havde siddet på. [b]"Lort. Nu bliver hun sur, så kan jeg få mere ballade, hvor fantastisk,"[/b] Udbrød han frustreret over sig selv. Han kom også til at smide sin kniv i processen og den faldt til asfalten med et kling.

Yoru drejede hovedet mod manden da han rejste sig. Hendes pupiller lyste tydeligt fordi de var udviddet på grund af natten. Hun syntes først det var det komisk da han snublede, men rejste sig op da hun tydeligt kunne se at han blødte. Hun gik hastigt over mod ham "er du okay??" Hun vidste ikke om det var klogt at tale til ham, men hun kunne da ikke bare forlade en der var kommet til skade. Hun stoppede op og tøvede lidt da hun så kniven falde men fortsatte alligevel over mod ham mens hun trak et stykke papir op tilsyneladende fra skyggen af hendes krop. Hun stoppede op foran ham med et bekymret, men også tøvende ansigtsudtryk.

Nathan var godt på vej til at tænke flere tanker højt da nogen (hende kvinden) nærmede sig. Han blev først forskrækket, men så kunne han se at hun ikke så vred ud eller noget og hendes spørgsmål var heller ikke bygget på irritation eller vrede. Han sukkede lettet og blev stående mens han stirrede på hende.
"Øh.. Jeg, øh, har det fint. Ja, jeg er helt okay, jeg f-faldt bare," sagde han mens han faldt over ordene. Han var ikke helt vant til at kommunikere med så mange andre end Ivy længere. Før havde han sgu været meget hurtig til at skrue charmen på, men bare tanken om Ivy hvis hun så ham og hende tale sammen eller gøre én forkert ting, var afskrækkende på enhver tænkelig måde.

"Jeg tror hun.." Han afbrød sig selv før han nåede at færdiggøre sin tanke om Ivy og sendte hende et undskyldende blik. Så lagde han mærke til de skinnende øjne og kunne hurtigt tænke sig frem til hvad kvinden var. Han begyndte at blive en smule nervøs, men lod det ikke dømme situationen. Kvinden var jo ikke sur og så var hun heller ikke Ivy!

Yoru hævede et bryn, men så stadig bekymret ud "du ser nu ikke ud til at have det fint herfra. Du bløder". Hendes stemme lød bekymret, men også en smule skeptisk. Typisk mænd at sige at de havde det fint selv når blodet sprøjtede ud til alle sider. Hun tog sig ikke videre af hans halvfærdige sætning, men sænkede til gengæld blikket da han så hende i øjnene. Hun rakte ham stille papiret og kiggede tøvende op på ham igen. Han havde ikke vist frygt eller noget så hun tog det som et godt tegn lige nu. Hun lagde godt mærke til at han havde et halsbånd på af en art, men lige nu havde hun andet at tænke på, så hun mødte lidt nervøst hans blik igen.

Nathan kunne godt høre at hun både lød bekymret og skeptisk så han nikkede med et suk og tog imod det papir hun rakte ud. "Du har ret, jeg er ikke okay. Faldt ned af en trappe. Det var ikke specielt sjovt, faktisk gjorde det ret ondt," svarede han stille mens han tørrede noget blod væk. Han så op på hende igen og forsøgte at se hendes øjne igen. De var ikke orange, men derimod gule. Og så lyste de, ligesom øjnene på en kat. Han havde før set sådan én og selvom han var glad for hunde, så kunne han også godt lide katte. Der var noget mystisk ved dem. "Hvorfor har du katteøjne? Undskyld!" Han startede ud meget nysgerrigt og endte med at se skamfuldt ned i jorden. Sådan kunne man sgu da ikke bare spørge om. Han følte sig som én stor joke nu.

Yoru kunne ikke lade være med at smile svagt af hans kommentar "nej det kunne jeg forestille mig". Hun slappede lidt mere af. Han så ikke ud til at ville stikke af eller begynde at slå på hende. Hun blev lidt overrasket af hans pludselige spørgsmål, men kunne godt se at han ikke var helt glad for at have stillet det. Hun smilte igen svagt og hævede hans hoved ved at lægge en finger på hagen og trykke forsigtigt opad "det er okay. Jeg ved ikke hvorfor jeg har dem, det har jeg nu engang. Mit navn er Yoruichi og som du nok har regnet ud er jeg ikke menneske". Hun sukkede svagt. Nu havde hun sagt det og hun forventede nærmest pr. refleks at han ville tage afstand til hende. Sådan plejede det i hvert fald at være.

Nathan smilte lidt over hendes svar på at han ikke havde det fint. Han kunne ikke lade være, for det lød sjovt. Hun var sjov, ikke lige så sur som Ivy, men det kunne måske være fordi, at Yoruichi var anderledes. Han havde jo ikke snakket med særlig mange andre i løbet af det sidste halve år alligevel, så det var ingen overraskelse at han samlignede alle med Ivy eller forsøgte på det.
Så introducerede hun sig, ikke som et menneske, selvfølgelig ikke. Han stirrede lidt ned på sine fødder og derefter op. "Nu ved jeg hvem.. Du er.." Han snakkede anstrengt fordi det var hans tanker der talte igen. "Så.. Burde du også vide hvem jeg er, det' kun fair. Jeg hedder Nathan," sagde han og med vilje lod han være med at række hende sin hånd, for han vidste at det var ret blodig. Han smilte dog op til hende og klappede pludselig indbydende ved siden af sig.

Yoru gengældte svagt hans smil. Hun prøvede egentlig ikke at være sjov, men en gang imellem skete det bare. Hun nikkede kort over at han sagde sit navn og rakte sin hånd frem mod ham "hyggeligt at møde dig". Hun hævede tøvende et bryn da han klappede på jorden ved siden af sig. Hun gik dog hen og satte sig ned. Hun så på ham et stykke tid og lagde så igen mærke til hans halsbånd. Hun tænkte lidt og så ham så i øjnene "nu er det min tur til at spørge. Hvad er det for et halsbånd du har?"

Nathan sukkede lavt da hun satte sig ved siden af ham efter at have holdt en udstrakt hånd frem mod ham. Han følte sig uhøflig, men hun var ikke blevet vred, så det var helt fint med ham! Han ville bare tage det roligt i dag. Efter et stykke tid brød hun stilheden og han kunne ikke lade være med stirre på hende med store øjne. Dét havde han godt nok ikke forventet. Han begyndte at pille nervøst ved sine fingre og sænkede blikket mod jorden uden at svare. Først efter længere tid tog han sig sammen og så op på hende igen.
"Det.. Det er b-bare et halsbånd, det er der bare fordi det ser pænt ud," Løj han nervøst. Det var tydeligt at han slet ikke talte sandt, men det tænkte han ikke selv på.

Yoru så på ham med et O_O-agtigt udtryk i ansigtet. At han kunne finde på det. Hun så direkte på ham "du er ikke særligt god til at lyve. Hvis du ikke vil fortælle mig hvorfor så er det fint, men du behøver ikke lyve overfor mig". Hun så bare på ham med en følelse af skuffelse. Han var ikke bedre end alle de andre. Han lød tilmed også bange. Hun sukkede og så ned. Det ville nok ikke ændre sig. Hun måtte bare lære at leve med at alle ville enten frygte eller hade hende. Hun så stadig ned, trak knæene op under sig og satte armene omkring dem.

Hendes ansigtsudtryk var nok. Skuffelsen var der og hun havde gennemskuet ham. Nu skammede han sig rigtig meget, for han vidste at han ikke kendte hende og at han bare sådan uden videre havde stukket hende en løgn lige i ansigtet, når nu han lige så godt kunne sige det som det var. Han kløede lidt bag øret og var ikke helt sikker på om hun nu også var vred. "Hvor er du bare åndsvag, Nathan," mumlede han lavt mens han prøvede på ikke at skamme sig alt for meget.
"Det er fordi, jeg ikke må stikke af, så jeg har fået sådan et på, så jeg bliver hjemme. For sikkerhedens skyld. Ja, det var i hvert fald det hun sagde," udbød han pludselig med et par ivrige nik. Man kunne godt se, at han var usikker, men samtidig var der et forvirret udtryk i hans øjne.

Yoru så op da han begyndte at snakke til sig selv. Hun havde ikke forventet den drejning og hun fik endnu større øjne da han kom med hele sandheden. Der gik længe før hun overhovedet kunne sige noget og det første røg bare ud af munden på hende "fo... for din sikkerhed? Hvem i al verden giver en et halsbånd på og siger det er for en sikkerheds skyld??" Hun så på ham med harme i ansigtet. Harme over at han ikke kunne gå særlig langt væk fra sit hus, harme over at han tydeligvis blev styret af en anden. Hun lod sine ben glide ned igen og lagde hænderne i sit skød "undskyld hvis jeg gjorde dig bange. Det var ikke min mening".

Nathan sitrede let ved Yorus udbrud og tydelige vrede. Han holdt blikket stift på hende indtil hun begyndte at slappe af og undskyldte for at have skræmt ham. Problemet var bare at han ikke følte sig lige så skræmt som ved Ivy og bare tanken om det fik han til at frembringe en nervøs latter der stoppede brat og fik alvoren tilbage i hans ansigt. "Det er okay, jeg kan godt klare det. Jeg har prøvet værre. Jeg tror ikke hun kan lide mig, hende der gav mig halsbåndet, men jeg er.. Meget.. Glad for hende," fremstammede han usikkert. Han vidste ikke engang hvorfor fanden han fyrede det her af, men det var sandt og han vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre ved det.

Yoru stirrede bare på ham mens han fortalte. Hvis hun ikke kunne lide ham hvorfor i al verden holdte hun så fast på ham? Det gav ingen mening. Hun var forvirret over hans situation, men hun vidste samtidig at lige nu kunne hun ikke hjælpe. Hun blev ved med at se på ham og et andet spørgsmål kom frem da han sagde det var en hun "er du gift?" Spørgsmålet røg bare ud. Hun holdte sig for munden og så undskyldende på ham.

Nathan så overrasket på hende over hendes spørgsmål. Han ville sikkert gerne have sat sig på knæ over for Ivy for et halvt år siden. Dengang vidste han så også at hun elskede ham, men han ville bare ikke kunne håndtere et nej. Endnu en ting han ikke turde. Han var end ikke forlovet med hende. "Nej," startede han ud en smule trist før han prøvede på at hanke lidt op i sig selv. Han tørrede lidt mere blod væk som en undskyldning for ikke at skulle sige noget og da han var færdig fik han munden på gled. "Det nåede jeg ikke at spørge hende om før.. før..."
Han gik i stå midt i det hele for han var at sige alt om uheldet med zombien og det hele og det kendte han altså bare ikke Yoru godt nok til. Han var ikke engang sikker på hvorfor han overhovedet havde fortalt hende noget om det skide halsbånd. Måske var det fordi han havde brug for nogen at snakke med?

Yoru nikkede og bestemte sig for ikke at plage ham mere. Hans liv ragede jo ikke hende og hun vidste allerede at hun ikke burde snakke mere med ham. Hun kunne dog ikke få sig selv til at rejse sig. Han havde været sammen med hende ret længe kunne Yoru forstå og hvis der var sket et eller andet så han skulle have halsbånd på kunne det ikke være noget godt. Hun ville virkelig gerne hjælpe, men kunne ikke finde nogen måde at gøre det på.

Nathan og Yoruichi sad lidt i stilhed før han selv lagde mærke til det. Det var ikke den pinlige form for stilhed, men han ville nu stadig gerne sludre lidt. Han havde sgu ikke så mange at snakke med. "Er.. Er du da gift?" Spurgte han efter meget lang tid. Han så ikke undskyldende på hende, for hun havde selv spurgt, så det var kun fair at han også fik lov. Sådan var det, ja. Info for info. Nathan pillede lidt ved sit ene ærme mens han så åndsfraværende på asfalten.

Yoru rystede på hovedet "nej. Jeg har ikke engang en kæreste. Han skred efter mit... uheld." Hun håbede på han forstod hentydningen til at hun blev bidt. Hun så lidt åndsfraværende på hans halsbånd og så til sidst på ham "ville du blive glad hvis du fik det der af?" Hun pegede kort på hans halsbånd inden hun kort kørte hånden gennem håret. Hun havde en ide til hvordan hun kunne få det af.