Going Around, A Little Confused.. ~Will~

Tiden er?; 20.35
Stedet er?; Xela - Byen
Omgivelserne er?; Ikke rigtigt andet end en næsten ruineret by..
Vejret er?; Mørkt? Og en kraftig vind..

Den kraftige og noget kolde vind hærgede over denne godt ødelagte by Xela. Og det var kun meget få af gadelugterne der lige gav et blinkende og svagt lys fra sig. Månen var halvt skjult bag nogle skyer der så ret så mørke ud her om aften. Underligt nok. Man kunne nemt tro at der ikke var noget i dette område. Nok en af de mest ruinerede gader da folk for det meste søgte hen hvor man rent faktisk kunne være sikker på at taget ikke væltede ned i hovedet op en så snart man trådte ind i et af husene. Men alligeve kunne der nemt høres små lette skridt trippe kravlende rundt over murblokkende der lå hist og her på den meget ujævne vej. En lille pige der nok ikke var mere end de 13-15 år var den person disse skridt tlihørte. Hun lignede godt nok et helt almindeligt menneske. Det var kun lige de sølvagtige stiber der kunne findes i hendes lange krølede hasselnødebrune hår. Hun havde ingen bleg hud. Den var nærmere det modsatte. En smule latinobrun som hun ahvde fået fra hendes forældre. Som hun ikke kendte til mere. Amelia, som var navnet på denne forvirrede alien, så søgende rundt med hendes krystalklare og smukke hasselnødebrune dådyr øjne. Hun vidste ikke helt selv at hun var en af disse væsner der havde gjort dette. Men der havde da vlret nogle og påstået det. Hun ville nok bare ikke indrømme at de nok havde ret. Men hvad skulle hun gøre ved det. Hun havde ikke gjort nogen fortræd og så var hun så ufattelig svag at man ikke skulle tro det. Hun havde ingen evner ud over at hun faktisk kunne løbe ret hurtigt. Men det betød jo bare at hun var god til at flygte fra problemerne..

Mørket havde sænket sig over denne by som nu var ødelagt for øjnene af menneskeheden, den var ikke længere det man kendte til, den var ødelagt smadret, fuldstændig ukendelig. Men dette var ikke kun takket være menneskeheden og dets naive adfærd, dette havde også været en del af ukendte væsners magtfulde og sindssyge idéers tåbelige eksperimenterende værk, selvom ingen af de menneskelige organismer anede hvorfor pokker de havde valgt deres planet, og også deres eneste. Forbandet til menneskeheden der kun lavede rav i det hele. Ind i mellem kunne man vel ikke bebrejde et frivilligt menneske der lod sig sidde ude på vejen og råbte som i vildenes sky for at kunne ende sine dage med at være indespærret i dette hul af en by at være. Nogle sagte og svage skridt kunne høres, om det var med vilje vidste ingen, men personen som kunne komme var endnu ikke synlig. Men vinden drev i mod personen og gjorde lyden fra skoene som en sagte sukkene lyd som ramte mod den kolde jord, mens intet andet end gadelygternes hakkende lys der kom og gik, kunne spille et hvert øje et puds, og gjorde den anspændte følelse af at skulle være blevet iagttaget af, hvad der nu var der ude. En skikkelse stoppede op under et blinkende gadelys, og kiggede rundt omkring, det var ikke tilfældigt at han havde stillet sig her, hvis nogen ville på vej ind imod ham, kunne han snildt reflektere med lys og lege med sine sværd så væsnet ville blive forvirret. Det var en mand kunne man se, omkring de 18-20 år, med halvlangt hår, og en gammel slidt cap på hovedet, der sad to piercinger under underlæben på ham, nogle små spidse takker kunne man kalde dem, hen over brystkassen stod der en gammel sætning som han havde fået lavet for mange år siden, en tatovering var det, der stod med en let krusiv skrift: Regere non potes in tempore, vos regit, det var latinsk og betød at man ikke kunne styrer tiden men at den styrede en, en simpel på mindelse til sig selv om at man ikke skulle forvente det bedste i verden da det hurtigt kunne ændres. Nogle nærmest ravne sorte øjne gled hen over stedet, ingen mennesker, ingen aliens, eller zombier, han havde ikke set mange i dag, dog nogle stykker der havde angrebet ham på sin tur på vej væk fra det lille skur der lå lidt afsonet fra alt andet. På overkroppen hang en langærmet trøje lidt løs i det, som fik ham til at se slap og spinkel ud, selvom han helt sikkert var langt fra det. Will gik videre der var intet her, men så stoppede han op, han kunne hører noget, langsomt kneb han øjnene sammen og kiggede ud i mørket for at finde ud af hvem pokker der var derude, han fik øje på en pige, hvem var hun? Langsomt trak han sin ene pistol frem, ”Hey!?”

amelia anede ingen uråd. Havde ikke kunne opdage nogle andre i mørket. Havde ikke kigget efter. Hun ville bare finde et sted hvor hun kune være alene og tænke de sidste par dage igennem. Hun have været i denne by siden hun blev født og så var det først nu at folk gik på hende som om at hun var et af de værste vsæner man kunne finde på hele kloden. Eller universet for at være mere præcis. Hun fattede stadig ikke særlig meget. Hun levde stadig i de vanskelige teenages år og der skulel ikke meget til at forivrret hende. Hun gik blot videre hen over de både vandrette og lodrette betonstykker der nu kunne findes. Hun lod ikke en tanke strejfe at hun nemt ville kunne blive opdaget hvsi der kom nogle. Sådan en vane havde hun dog ikke fået endnu. Hun tog så en dyb indånding og pustede igen ud så en hvid og tåget dis gjorde hendes ånde synlig.
Et mindre chok gik så gennem hendes lille og spinke krop da hun hørte en stemme råbe til hende. Det måtte være til hende. Hvem ellers kunne man finde dette sted? Hun var den eneste der var dum nok til den slags. Hun stoppede op lige i skæret fra en af de lugtepæle der rent faktisk virkede nogenlunde. Hun drejede så derfter rundt om sig selv så den korte løse røde nederdel hun var iført i flagrede svagt om hende sammen med hendes krøllede lokker der hvirvlede om hende. Også med hjælp fra vinden. Et lettere overrasket ansigts udtryk blev med det samme ændret til et skræmt blik så snart at hendes øjne opfangede synet af den pistol han havde trukket frem og nok også rettte mod hende. Endnu en! Hun havde ikke mødt andet end dem. Mennesker der blot ville få hendes liv til at ende. Men måske havde han ikke odaget hendes særlighed som andre havde gjort hende opmærksom på. Han var jo goså ret så lang væk fra hende. Hun kunne nemt kunne vende om og så læbe sin vej endnu en gang. Men hun fik sig selv til at blive stående. Ved tanken om at dette nok skulle gå. At hun ikke ville komme til skade. Og den slags. Støvet jord kunne med sikkerhed skimmes på hendes løse og langærmede hvide skjorte sammen med få blod spor rundt omkring. Det havde været fra et andet mindre udheld. Men for andre ville det se ud om om at hun havde dræbt nogle. Hun håbede ikke det var tilfældet her. Hun stod bare stille og ventede på at denne unge mand ville få taget sig sammen til at komme over til hende..

Uden at blinke kiggede han på dette væsen som stod foran ham, han anede ikke hvad eller hvem hun var, men priste sig lykkelig for afstanden imellem dem hvis der nu muligvis skulle ske noget, hans pistol var forsat rettet mod hende, imens han gik hen mod hende lige så stille og roligt og begyndte at tale med en sagte men tydelig og hørelig stemme. ”Hvem er du?” spurgte han så og kiggede intenst på hende, havde virkelig ikke i sinde om flytte sit ansigt han ville vide hvem denne pige var, om hun var et misforstår eller hvad hun så end kunne være. Da han kom tættere på var det første han lagde mærke til var pigens højde, den svarede til en omkring de 13 muligvis 14 han var ikke sikker, det var længe siden han havde set et andet væsen der lignede et menneske så meget, faktisk havde han lyst til at tage hende i armen og få hende væk fra stedet så hurtigt som muligt men det ville bare falde hende til fordele for at besejre ham hvis hun var det han troede hun var, han fandt en lille lygte frem da han kom hen imod hende og lyste hende flere gange i øjnene for at se om der kunne være en bestem øjenfarve, hvor efter han tjekkede nakken og armene for synlige spor af en alien, men der så ikke ud til at være noget andet end håret med de sølv ligende lokker, han hævede det ene bryn og satte sig på hug foran hende og betragtede de blodpletter der var på hendes tøj, ”Er du et menneske?” spurgte han så mens han stadig havde pistolen i hånden, med den hvilende albue mod knæet så den hang slap og skødesløst ned af siden på benet. Han overvejede lidt om der kunne være mulighed for at hun var et menneske eller muligvis bare en meget god beklædning af en alien. Han kunne vel lige så godt spørger hende om alverdens ting, og hvis hun fandt på noget kunne han vel lige så godt skyde knoppen af hende hvis det var tilfældet, selvom han nu i grunden ikke regnede med det.

Amelia kunne mærke hvordan at hendes krop begyndte at ryste som om at hun frøs. Men det var vel nok mest frygten for dette væsen til et menneske. Den samme race hun selv mente hun var. Hun lod langsomt sine arme lægges over kors om om at hun ville holde om sig selv. Men det var nok mest for at prøve at holde op med et ryste som en gal lige nu. Det hjalp lidt men ikke meget. Hun gned blidt sine hænder op og ned af hendes overarme for at sige at hun skulle slappe noget mere af lige nu. Hun fulgte ham med øjnene mens at han så tårnede sig op foran hende. Hun sank en mindre klump og vidste ikke hvad hun skulle sige ller gøre lige nu. Ikke før at hans stemme lod. Hvem var hun? Det vidste hun godt men hun havde nu næsten ingen anelse om hvad fanden hun var. "Je..Jeg er Amelia...Amelia Sia Lukumi.." forklarede hun ham med en lidt usikker og rystende stemme. Næsten stammende. Hun kunne virkelig ikke lide dette. Og da han så valgte at lyse hende i øjnene begyndte hun at blinke i fattelig meget. De skar nærmest da hun havde været vant til disse mærke omgivelser. Hun studerede hvordan at han undersøgte hende for ting og sager. Den scaning havde hun været udsat før. Hun kunne ikke rigtigt slappe så meget af lige nu. Skulle hun bare stå og vente til at han trukkede på aftrækkeren og alt ville blive sort. Da han så spurgte om hun var menneske stivnede hun et meget kort sekund og hun holdt vejret. Hun var endenig til at lyve. Men det ville hun nok heller ikke gøre. "Je....Jeg ved det ikke.." lod det meget svagt og utrolig forsigtigt fra hende mens at hun lod sit blik vige væk fra denne unge mand der stod med en pistol rette mod hemde. Hun havde ufattelig meget lyst til bare at bede ham inderligt om ikke at skyde hende for hendes uvidenhed. Men hun holdt sin kæft. Hun var næsten ved at knække sammen så meget rystede hun indvendig. Hun tog sig ikke yderligere af at han havde opdaget blodpletterne på hendes tøj. Hun havde jo ikke haft tid til at vaske det af endnu. Hendes vejrtrækninger blev en smule hurtigere men stadig svage så man kun lige kunne høre dem..

Han kiggede lidt på hende uden at sige noget, og sænkede lygten lige så stille, der var ingen tegn på at hun skulle være en af dem ikke lige forløbelig, han rynkede brynene lige så stille og tog en dyb indånding inden han nikkede lige så stille til alt det hun sagde, og smilede lige så stille til hende, ”Hmm har du et sted at være henne Ameila? Mit navn er for resten William, men kald mig Will..” tilføjede han og betragtede hende lidt inden han rejste sig op og kiggede lidt rundt for at se om der skulle være nogen rundt omkring dem, nogen som kunne finde på at overfalde dem eller hvad de nu end havde lyst til. Det forbløffede ham dog at pigen ikke var inden døre, eller andet form for beskyttelse rundt omkring sig, men man kunne aldrig vide, disse små mennesker gik hele tiden rundt uden form for viden omkring hvad det var der lå og gemte sig lige rundt om hjørnet. Han tænkte lidt ved sig selv, og overvejede hvad det var han skulle gøre med denne lille pige. Det ville nok være et bedste valg bare at tage hende med hjem så hun kunne få noget at spise og den salgs, men spørgsmålet var så bare om hun gad, han kunne vel hjælpe hende med at finde hendes forældre eller noget i den dur. Han brummede lidt og kiggede rundt efter mulige zombier og andre former for væsner men nej, natten var mørk og det eneste liv der var der var dem, pigen også ham, som stod her i lyset af en gadelygte, som der ikke var mange velfungerende pærer i nu om dage. På et tidspunkt en gang om sommeren vil han finde den nærmeste forladte isenkræmmer og skifte alle pærerne ud i den lyse dag, også komme tilbage næste dag og forsætte deraf, og sådan ville han blive ved.

Amelia blødede selv lidt op så snart at hun kunne se hvordan at et smil ahvde forplantet sig på hans læber. Det beroligede hende lidt og efter hendes mening så beviste dette at han ikke havde i tænkerne at skyde hende. Men hun vidste godt at han ville se hende an først. Hun kunne underligt nok ikke selv lade være med at smile. Bare lidt men stadig tydeligt nok til at give hende en større uskyldighed over sig. Det var lettere afslappende og varmt men stadig med lidt usikker i sig. Hendes hoved havde lagt sig lidt på skrå så hendes lange krøllede lokker faldt mere til den ene side. Men igen meget svagt. Hun blev ikke helt overrasket over hans spørgsmål. Det var sikkert at mysterium at en pige som hende bare gik alene ude i mørkes omgivelser. Hendes smil forsvandt ikke særlig meget ar hun igen så mod ham med helt rolige og åbne øjne. "Jeg.." Hun rystede så lidt på hovedet. "Jeg opbeholder mig hvor at jeg kan finde ly og varme.." svarede hun ham så. Hendes stemme knækkede ikke over men den stammede svagt. Hun havde ikke kunne sove ordentligt i nogle dage men det kunne ikke ses på hende. Hun virkede stadig frisk og en underlig livs lyst havde gemt sig ved hende. Hun holdt sig tilbage for ikke at tage hans pistol og kaste den lagt væk. Væk fra hende. Hun missundede ham lidt at han sådan kunne forsvare sig som han nok kunne. Hun havde selv ønsket at kunne lære at forsvare sig ordentligt men da hun havde besøgt hovedkvartet for denne by's jægere var hun blevet jagtet ud med livet i sine hænder. Var Will egentligt jæger? Havde han hørt det? Sikkert ikke. "Hyggeligt at måde dig..?" Hun fugtede sine læber, der så småt var begyndt at få en blålig nuance af kulden, lidt med tungespidsen får at hun så bed sig blidt fast i underlæben. En mere betrygende vane de fleste nok havde opbygget.
Hun gned sin ene bare fød op af det bare skinneben på det modsatte ben mens at hendes hænder var samlet foran sig. Og hun holdt sin balance meget godt. Siden at hun havde haft lagt sit hoved lidt på skrå havde noget af hendes hår fjernet sig for hendes nakke område og denne gang kom dette ville råde mærke af en slags frem. Eller mere til syne. Ikke noget hun selv havde opdaget. Hun mente selv at det var intet så hun var ikke helt så bange for at vise det frem til nogle. Det var dog stadig ikke sådan at hun gik rundt og sagde 'Se! Se!' til hver og en mand..