Waiting For Nothing.. ~Nick~

Tiden er?; 23.56
Stedet er?; Supermarkedet..
Omgivelserne er?; Ingen??.. Og alt muligt andet..
Vejret er?; Regn, mørkt og bidende koldt..

Det pissede virkelig ned. Det hamrede ned mod den ujævne og beviste at disse dråber af vand var begyndt at forvandle sig selv til en masse hagl. Og der ville ikke gå mange dage før at sneen ville falde. For at blive de næste tre-fire måneder. Hun kendte til det. Amelia. Den lille pige der sad helt sammenkrøllet inde i det nu ret så øde SuperMarked. For at være helt præcis sad hun for sig selv over i et af de mange hjørner der kunne findes. Hun havde nærmest presset helt op i det som om at hun ville gemme sig. Hendes lange og let krøllede hasselnøddebrune hår med de sølv agtige striber hang slapt og vådt ned over hendes skuldre. Hendes korte røde nederdel samt hendes let ødelagte hvide langemærkede skjorte sad stadig en smule klistret til hendes let brune hud da hun i det hele taget var drivvåd af regnen. Hun trak sine ben tæt ind til sig og svang sine arme om dem for at presse dem tættere til sig. For at så varmen. Hendes krop rystede en smule i små ryk. Det havde ikke været den bedste idé at gå ud i det vejr. Hun åbnede sine øjne efter et langt blink og deres smukke og krystalklare hasselnøddebrune farve kom til syne. Hun var ufattelig forvirret. Hun vidste ikke hvem hun var. Eller jo men hun vidste ikke havd hun var. Mange sagde hun var det ene mens at hendes egen vilje sagde noget andet. Men hun var vel bare bange for sandheden..

Nick kom fløjtende ind i supermarkedet. Han havde lige været et smut ude i baglokalet, hvor han havde været heldig. Han tørrede det sidste blod væk fra munden og smilede grumt. Hun havde været en sød lille en, hun havde virkelig prøvet.. Han grinede stille for sig selv og så sig om i det øde supermarked. Der lugtede lidt muggent og indelukket, men der var heldigvis ret tørt, så det gjorde ham fint tilfreds. Han slentrede ned af gangen, med slik. Det var en af hans svagheder, han kunne rigtig godt lide slik.. lidt ligesom de der aliens. Han rynkede på næsen, brød sig ikke særlig meget om det. Han fandt noget tyggegummi, og tog det i munden og slentrede lidt videre.

Amelia så op så snart at lyden af en der fløjtede blev opfanget af hendes hørelse. Hun så sig næmrest panisk rundt men forholdt sig elleres roligt. Hun pressede så sine ben endnu tættere ind til sig via hendes arme. Hun blev næsten kvalt men det fik hende også til sådan at hun holdt vejret. Hun var vel en smule skræmt over hendes uvidenhed. Sådan var det altid med hende. Altid så forsigtigt med tingene og ville helst ikke opdages. Hun valgte at slå blikket ned endnu en gang og skjulte sit ansigt i hendes knæ. Og pressede sig helt ind i hjørnet så det næsten gjorde ondt. Som om det ville hjælpe hende til at blive usynlig. Men hun kunne vel håbe, ikke? Men hvem kunne det være. Måske var det også bare noget hun bildte sig selv ind på grund af de følelser der kørte rundt i hende. Det var ikke til at vide. Hun kunne mærke hvordan at hun svagt begyndte at slappe mere af ved denne tanke. Selvfølgelig var det blot vinden udenfor der legede hende et pus..