En stille nat, so it seems.. (Amelia)

Dag og dato: Irl.
Omgivelser: Små både langt ude i vandet, men kun meget få.. vandets stille klukken.
Tid: 21:17
Vejr: koldt.. meget koldt.

Matteo gøs let i kulden, og satte sig på en betonklods der var faldet ned fra en fiskefabrik der var gået i stykker. Han tog en dyb indånding, og forsøgte at slappe af i sine muskler. Han så sig lidt om, for at sikre sig at der ikke var nogen i nærheden. Han gned sig lidt i ansigtet og så lidt ud på vandet. Der var dejligt stille, og han kunne slappe af uden at tænke på at han blev overfaldet. Han var begyndt at tage det meget roligt, han tog ikke alt det med væsner så tungt.. faktisk, så tænkte han næsten ikke på det medmindre de lige var foran næsen på ham.

Små lette skridt kunne så høres hen over den ujævne asfaldt. Det var ikke svært at høre at denne person ikke havde sko på og bare gik i bare fødder. Og det var nok heller ingen hemmelighed at dette var en pige. Men det var nok mest for en der havde en god hørelse. Dette var Amelia. En ikke særlig gammel alien. Og hun kendte ikke engang til denne status for hende. Hun troede stadig at hun var menneske. Eller mere eller mindre. Hun havde en mistanke om noget andet. Hendes lange krøllede hasselnøddebrune med de sølvagtige stiber hvirvlede lidt i vinden der havde omgivet hende. Hun var underligt nok ikke iført mere end en kort rød nederdel som at den hvide langærmede skjorte hang ned over så mange ville tro at hun lille fryse. Hvilket hun dog ikke gjorde. Ikke rigtigt. Hun havde ikke opdaget den anden der befandt sig her nede på havnen. Hun ahvde håbet at være lidt alene. En forbinding kunne ses under skjorten omkring hendes ene skulder. Det var meningen at hendes arm også skulle have været i en slynge men den havde generet hende og hun havde derfor fjernet den. Og hun ville helst ikke se alt for svag ud så en hver ville gå efter hende. Nu hvor hun jo var anderledes..

Matteo nød lyden af vandet, det var beroligende.. Det var ikke så stressende som at befinde sig midt i den golde storby. Der var nemlig mange flere chancer for at blive overfaldet. Han drejede hovedet lidt da små skridt afslørede en anden person i natten. Han rejste sig langsomt, og så sig lidt om. Det var svært at se, men han opdagede hurtigt det lille væsen der kom gående. Han bakkede lidt baglæns, selvom afstanden gjorde det nærmest umuligt at se hende ordentligt. Han kneb øjnene lidt sammen. Hvor var hun dog.. lille? Var det meningen? Han stod lidt, og så kort ud mod vandet. Han var ikke sikker på om hun var menneskelig eller væsen. Men han ville heller ikke tro blindt på at hun bare var et menneske, hvordan kunne sådan et lille menneske da have klaret sig mod alt det der var sket? Han vidste dog med sig selv, at han heller ikke ville være i stand til at slå hende ihjel, men det ville han heller ikke medmindre hun angreb. Han holdt sig bare på afstand, og gik lidt ind i skyggerne.

Amelia opdagede med det samme den anden person der var her i mørket så snart at personen bevægede sig. Hun stoppede hurtigt op og så sig rundt. Hun kunne faktisk godt se se i mørket. Sikke helt held for hende. Hun blev faktisk ret så nervøs lige nu. Hvad ville der ske. Så fik hun endelig øje på denne dreng der med sikkerhed var ældre end hende. Hun så hvordan at at han gik væk fra hende. Hun spærrede hendes smukke og krystal klare hasselnøddebrune dådyr agtige øjne op og stod lidt om stivnet. Så hun virkelig så skræmmende ud? Eller var det hendes udstråling. Dette var da bare perfekt. Nu var hun ikke mere velkommen i den by hun var både født og vokset op i. Hun blev så lidt tøet op og så bestemt mod denne dreng der stadig gemte sig i skyggerne. Som om at hun ikke stadig kunne se ham. Hun fik så sat gang i fodtøjet og gik med hurtige skridt hen mod ham. Ikke truende og hendes nervøse ansigts udtryk var der skam stadig. "Hey! Vent! Jeg vil ikke gøre dig noget!! Heller ikke vise jeg var istand til det!" nærmesy råbte hun hen til ham og hun mente hun virkelig. Hun var nok en af de svageste væsner der kunne findes. Og så med en såret ham. Hun stoppede så op og håbede virkelig at han ikke ville løbe sin vej..

Matteo forsøgte at fokusere, og lyttede til hendes snak om ikke at være istand til at skade ham. Alle var i stand til at gøre skade på nogen, det gjaldt bare om at regne sine chancer ud. Han blev dog stående, og løftede jernrøret en smule op så da hun kom hen til ham, eller omkring en meter fra ham trykkede han det let mod hendes mave. Kun et let tryk der viste at hun skulle blive der. "Alle kan gøre en noget, hvis de ønsker det" sagde han roligt, og forsøgte at få et indtryk af pigen, selvom hun var temmelig grumset i nattemørket så Matteo kunne ikke se særlig meget, så skulle hun urimelig tæt på. Han trak jernrøret til sig igen hun virkede ret ufarlig, hun var jo ikke større end en fjortenårig, hvad han lige kunne afgøre ved øjemål. Han tog det roligt, han gad bare ikke slås, det var han bestemt ikke i humør til lige nu.

Amelia tog blidt fat i det jernrør der så blev presset mod hendes mave. Dette fik hende til at gik et enkelt skridt tilbage. Hun valgte ikke at sige noget til det. Hvis han ikke følte sig tryg ved at hun kom for tæt på ham ville hun ikke gøre det helt store ved det. Hun lyttede så igen til hans stemme der flød ud i mørket. Hun opfangede nemt lyden men ventede et øjeblik med at svare ham. Så fik hun ellers skilt sine læber lidt ad for at ordene ville komme ud. "Jamen.. Der kan du se.. Jeg er ikke i stand til at gøre dig noget fordi jeg ikke ønsker at gøre nogen skade på dig.." svarede hun tilbage på hans kommentar til hendes tidligere ordstrøm. Hun blev stående da han igen havde fået fjernet jernrøret. Det ville nemt have slået hende ud med ét lille slag i hovedet. Hun ville sikkert prøve at undvige hvis han gik til angreb. Hendes hoved blev så lagt let på skrå mens at hun så til afventende på ham. Ville se om han ville tro på hende eller om han ville lade være. Om han så hende som et uhyre eller om han så hende som et menneske..

Matthew så roligt på hende, og stod stille. Han lod hende rokere rundt sådan som det nu passede hende, og smilede let til hende. Han rystede på hovedet "Det ved jeg godt, ellers var en af os nok også døde" grinede han, og rystede lidt på hovedet af hende og sog selv. Han brød sig i det hele taget ikke om at slå ihjel.. men han havde nu engang slået en hel del væsner ihjel efterhånden, men det var som regel fordi de angreb først. Han så sig kort omkring og derefter på hende med et lidt bekymret ansigtsudtryk "er du ikke lidt for ung til at rende rundt så sent, og så sådan et sted?" spurgte han, og lagde hovedet på skrå.

"Sig mig hvor skulle jeg ellers være?? Som sagt kan man jo ikke være for forsigtig så jeg sover kun hvis jeg finder et sted der er sikkert nok.." lod hendes forklaring. Men hun var jo 14-15 år og det var ikke ligefrem den alder hvor at folk skulle være hjemme før klokken ni. Men nu havde hun jo heller ingen forældre. Ingen til at sige om hun gjorde det rigtige. Kun mennesker til at sige at hun var anderledes. At hun ikke var en af dem. At hun ikke havde nogle rettigheder til at leve. Hun kunne svagt fornemme at denne dreng var begyndt at slappe mere af i hendes selvskab. Det fik et smil frem på hendes bløde læber. Det var et afslappet og sødt smil der også havde en vis grad varme. Men i mørket ville det for nogen kunne se anderledes ud. Måske mystisk. MEn det tænkte hun ikke over. Hun lod sig tage et forsigtigt skridt hen mod ham så han bedre kunne se hende. "Ehm.. Jeg hedder Amelia.." præsenterede hun sig for ham og håbede stadig at han ikke ville gøre hende nået..

"Så du bor ikke i tårnet?" spurgte han, da han havde set skyskraberen der stadig var i god stand, og som aliensene brugte til deres forskning og til at bo i. Det så også ud til at de måske snart ville udvide hvis man så lidt på det de havde gang i, men han var ikke vild med at komme for tæt på, det ville bare komme til at gå galt, så han holdt sig klogeligt på afstand. Han så på hende og smilede svagt til hende "Matteo.." præsenterede han sig roligt. Han rørte sig ikke ud af flækken, så kun roligt på hende. Matteo gjorde aldrig udfald mod nogen, medmindre de havde angrebet ham først. Det var selvfølgelig meget farligt, for han kunne jo ikke vide hvis der var en der opførte venligt, men så angreb senere.. Men han skulle jo alligevel snart dø, så det gjorde vel ikke så meget.. Han blev lidt melankolsk af tanken, men opholdt smilet, og forsøgte at tænke på noget andet.

Amelia rystede hurtigt og bemstemt på hovedet. "Nej jeg bor ingen steder.. Og har aldrig gjort.. Og jeg vil nok heller ikke komme til det når vi lever i denne verden som nu er kommet.." Hun lod et lavmælt suk forlade hendes bløde læber mens at hun slå hendes blik ned. Væk fra ham. Hun fik hele tiden denne følelse af missundelse når hun så mod sådan et normalt menneske. Og den styrke der blev udtråligt fra ham som jæger gjorde det ikke ligefrem bedre. Selv havde hun tit gået og håbet om at blive en jæger. Eller blot lære at forsvare sig selv hvis der skulel ske hende noget. Men nu var hendes drøm nærmest blevet knust over alle dem der hele tiden fortalte hende at hun intet menneske var. Hun var blot en af de vanskabte væsner der havde ødelagt denne klodse. Eller var godt igang med det. "Hyggeligt at møde dig.. Matteo.. Tror jeg?" Hun lod igen hendes hasselnødebrune dådyr øjne hvile oppe på ham. Hendes stemme var svag men lige hørlig...