Unavngivet Novelle

Regnen rislede ned langs de tomme gader og skabte et underligt ego igennem det hule tomrum i pigen, som lå på jorden, hendes blik var evigt tomt, der var ikke et liv at se i hende, udover den tomhed blandet sammen med den ulykkelige regn der trommede over hendes hoved, der kom ikke nogen, folk var ligeglad med hende, ligeglad med om hun levede eller ej. Var det virkelig sådan her verden skulle være?
Regnens hamren blev afløst af nogle tunge fodtrin, de var som en forpint klagesang. Som om vedkommende vidste hvad han eller hun kunne vente og se. Der blev taget nogle flere skridt oinden de kom til en mørk gyde, der var en næsten morderisk stank, som kunne slå hvem som helst ihjel. Man kunne næsten lugte fluerne der sværmede om det døde lig. Personen trådte nogle skridt tættere på, og ikke en rynke kom frem på den kantede høge næse, og nogle store grove hænder med handsker som var godt pakket rundt omkring dem, sad ganske tæt. Den ukendte skikkelse trådte frem i lyset det var en mand, hans øjne skinnede klart lyseblåt i mørket. Han havde en stor overvægtig krop, som han med lidt besvær bøjede ned mod den døde kvinde hvis ansigt var blegt som havde hun lidt af lungebetændelse.