Hidding.. But why? ~Neil~

Tiden er?; 02.45
Stedet er?; Rådhuset!
Omgivelserne er?; Forskellige ting og sager..
Vejret er?; Mørkt og regnen pisker ned..
Datoen er?; 27. septemper 2010

Regnen havde næsten forvandlet sig sig til hagl og hamrede hårdt mod de masive ruder der kunne findes rundt omkring i Rådhuset. Folk luntede rundt i alle gangene. Ledte. Men efter havd var svært at sige. Hvis man ikke kendte til situationen. Og det ville nok også være lidt svært ikke at gøre det. I et af lagerrummene var der dog ikke noget særlig stort muller mere. Selvom at deres mål højstsandsyndligt stadig var der. I et af en hel række små redskabsskabe sad der i hvert fald en lille pige. Eller lille og lille. Hun så i hvert fald ud til at være nogenlunde 14 år. Men hun var heller ikke liegfrem verdens højeste person. Hun sad helt sammenfåldet med benene trukket helt ind til sig og armene var spændt fast om dem for at holde dem på plads. Man kunne ikke rigtigt se hendes udseende inde i mørket men hendes hår var langt og gik hende cirka til midt på ryggen. Det havde en hasselnøddebrun farve og noget der kunne minde om sølv-agtige striber der sad hips som haps gav det en skinnende fornemmelse. Og hendes øjne havde næsten den samme hasselnøddebrune farve som hået. Blot var det mere.. brune. De var krystalklare og mindede meget som dådyr øjne. Hun rystede meget svagt så det kun var hende der kunne mærke det. Hvorfor hun gemte sig - som hun så fint gjorde - havde hun ikke helt nogen god grund til. Hun havde bare søgt lidt ly i dette hus og pludselig havde derværet på til flere folk efter hende med hver deres mærkelige skyde væben eller hvad man nu ellers kunne finde. Hun forstod det ikke. Hun havde hørt at det var de såkaldte jægere der holdt til her men hun var jo blot et menneske så hvorfor skulle hun fanges?? Men hvad hun ikke vidste var at hun havde gjort noget dumt. Noget utrolig dumt. Noget utroligt og fatteligt dumt ved at gøre som hun havde gjort nu. Hendes øjne var klemt hår sammen og hun havde gemt sit ansigt i sine knæ og håbede at hun så ville have det bedste gemmested ever.

Neil sad stille på bænken under rådhusets tag. Hun kunne netop lige undgå regnen. Han sad og hang lidt, sov en smule, og vågnede lidt en gang imellem når han var på vej ned fra bænken. Det havde været en alt for lang vagt, og han burde egentlig tage hjem, men de havde haft brug for ham da der kun havde været tre jægere på vagt for tiden, og han var en af dem. Hvad der var sket med de andre jægere.. vidste han ikke, og han havde ikke meget lyst til at vide det. Han sukkede og så sig lidt om. Der havde været en alien nær rådhuset, alt for nær, og hun var nærmest blevet jaget rundt til hun var forsvundet. Han rejste sig og gik ud i regnen/haglen. Han blev øjeblikkeligt våd, og begyndte at gå. Han ville hjem til Xela.. og hjem til det der var tilbage af Xela. Han kom hen til sin bil, og åbnede døren og satte sig ind. Han tændte for bilen og så lidt ud af forruden. Han slog vinduesviskeren til og så lidt på vandet på ruden og derefter hen på gaden. Han var våd efter at have været ude i regnen. selvom det ikke engang havde været særlig længe.

Amelia, som denne pige så snilt hed, sad stille indtil at hun ikke mere kunne høre nogen udenfor redskabsskabet. Hun var næsten sikker på at der var ingen. Kun kunne ikke høre nogens vejrtrækninger eller fornemme nogens aura. Hun slab langsomt sine ben og ved at lægge sin hånd mod lågen fik hun meget forsigtigt skubbet den op. Hun så ud og en lettelse steg op i hende. Hun skubbede så lågen helt op og kravlede stille ud hvor efter at hun rejste sig op igen. Hun så sig endnu en gang rundt for at sikre sig og for at finde en vej ud. Der var ingen. Jo døren. Men ville det ikke være en til dum ide? Hun listede lydløst hen mod den og lagde sit øre mod den for at lytte til hvad der skete. Kun en svag rumlen. Hun skubbede så igen forsigtigt til den og fik den åbnet uden en usædvandlig lyd. Hun så sig lidt omkring før at hun var så dum at gå ud. Hun kunne så emd det samme høre løbende skridt mod hende. Over skulderen kunne hun se noget med 3 jægere. Hun nåede at reagere og begyndte aå st spænde den modsatte vej. Hvad fanden var der nu galt med at hun var her?? Det var jo som om at hun var en alien! Hun kunne jo stoppe op og spørge men lod være.
Hendes lille 'flugt' gik godt. Dog var hun forbandet forpustet efter hendes lille løbe tur. Hun nåede udenfor og undveg de to vagter der var der. Hun havde ingen interesse i at stoppe. Hun forsatte bare. Og det ente med at hun nær var bleet kørt ned af en bil der var på vej et eller andet setd hen. Hun blev ramt men siden at bilen nok lige var startet skete der ikke andet end at hun blev slunget op på kølerhjelmen. Hun landede ikke hårdt men lod sig alligevel ligge stille et øjeblik for at få pusten. Så satte hun sig op og tog sig til hovedet som en reafleks. "Av.." mumlede hun kort og havde ikke ladet køreren strejfe en tanke lige nu.

Neil trak let i gearstangen, og begyndte at køre. Han kørte roligt, og så ud af vinduet mens han lyttede til stilheden og motorens knurren. Han ville bare hjem nu. Han fik et chok da der pludselig var noget der røg hen over kørehjelmen. Først sad han bare og stirrede ud i mørket, hva fanden??
Han var straks ude af bilen og så sig lidt om. Han fik øje på en ung pige der lå på jorden. Hun kunne højst være de fjorten år gammel. Han skyndte sig hen til hende, men stoppede så op et par skridt derfra. Han gned sig i nakken og satte sig hurtigt på hug, og betragtede hendes nakke. Han rejste sig da han fik øje på det lille lyserøde ar. "Rejs dig op... stille og roligt" sagde han og greb sine pistoler. Han rettede dem mod hendes nakke og hoved, og ventede på at hun ville rejse sig op. Han tog en dyb indånding og lyttede. "Er du skadet?" spurgte han, hans stemme var flad, og uden nogen egentlig tone. Sådan snakkede han som regel til aliens. "Hvad laver du her?" spurgte han så, for han ville vide om hun var en spion fra centeret i Xela.

Amelia så lidt op da hun hørte døren ved førersædet blev åbnet og efter en eller anden mand eller dreng steg ud af den blev den vist lukket igen. Eller havde hun hørt forkert. Hun fik så lidt efter øje på ham gennem mørket. Mærkeligt at hun kunne se ham med sådan en lethed. Men hun tænkte ikke mere over det. Hun var helt rolig ved denne situation lige til at starte med. MEn da han så pludselig bare stoppede op med en brat bevægelse blev hun lidt usikker. Hun lagde sit hoved lidt på skrå så hendes lange og våde hår faldt mere ned over den ene skulder end den anden. Hun blev lidt overrasket over det han havde valgt at beordre hende til at gøre. Hun kunne så se hvorda at han førte sin hånd ned mod sin pistol og trak den frem. Hun spærrede sine øjne lidt op og så nærmest skræmt mod ham. Hun sank en lille klump da hun kunne mærke det kolde metal nærme sig hendes nakke eller hoved. *Fanden!* Efter alt den løben rundt for at nå væk fra jægerne inde i rådhuset blev hun mødt hjælpeløs af sølle en. Hun nikkede forsigtigt og begyndte med det samme at rejse sig op. Langsomt. Hun lyttede så igen til hans stemme og tog en lille dyb indånding for at svare. "Nej.. Det tror jeg ikke. Nok ikke andet end en hudafskrabing" lod det svagt men alligevel tydeligt fra hende med hendes overraskende blide og rolige stemme. Dog kunne man nemt se hendes frygt i se store dådyr øjne hun besad. "Hvad mener du?? Nåeh..ehm.. Jeg ville bare søge lå for haglen eller regnen. Bare et øjeblik.." forklarede hun ham forsigtig og lod være med at gøre nogen pludselige bevægelser. "Og jeg forstår ikke hvad der er så forbandet forbudt at mennesker nu ikke på betræde stedet" Man kunne tydelig høre på hende at hun ikke rigtigt havde nogen anelse over hendes egen tilstand. Eller også var hun utrolig god til at lyve.

Neil så på hende og nikkede lidt beroliget af at hun ikke var kommet noget til, selvom det nok ikke ville holde længe. "Okay.." sagde han og holdt pistolerne rettet henholdsvis mod jorden og lidt mod hende. Den blide stemme overraskede ham ikke, alle aliens var meget venlige.. overfor deres egen race, og de forsøgte i alt deres venlighed også at få menneskene over på deres side. Han kunne mærke den iskolde regn løbe ned af hans ryg og nikkede igen "forståeligt, det er også koldt" sagde han. De var begge totalt våde, og hun var svær at definere med hensyn til udseendet på grund af det voldsomme regnskyld, og det dunkle mørke der fik hende til at ligne en skygge. Han så undrende på hende da hun begyndte at omtale sig selv som menneske "du er ikke noget menneske.. har du set det ar du har i nakken?" sagde han og hævede pistolen lidt "har du læst nogen tanker for nyligt?" mumlede han og begyndte at sætte patroner i pistolen. Han havde kun brug for en, hun virkede utrolig godtroende. *du er en kropsrøver.. og det er mit arbejde at stoppe jer* tænkte han og sigtede på hende. Han vidste de kunne læse tanker, hvor mange gange havde han ikke planlagt at skyde en alien på afstand hvorefter den var sat i løb. Til sidst havde han indset at de var anderledes end menneskene.. havde flere evner.

Amelia blev lidt undrende da han pludselig sagde noget om at hun intet menneske var. Og havd var det han snakkede om at læse tænker? Nok havde hun hørt disse rygter om disse aliens. Men stod han virkelig og anklagede hende for at være en af dem. Hun lod sin ene hånd strejfe sin hals og kunne mærke det lile ar. Det havde hun haft så længe hun kunne huske men i hendes hukommelse havde det blot været fra et voldsomt stunt eller hvad man kunne kalde det. Så kunne hun fornemme hvordan at hun langsomt blev mere og mere fornærmet over hans ord. Hun knugede svagt sine hænder og en skygge havde lagt sig over hendes øjne. "Du..Du skal kræft i helved ikke stå og sige at jeg intet menneske er! Bare fordi at mna minder en smule om dem på udseendet så kender du squ ikke hvad der ligger bag disse specielle træk!!" udbrød hun så pludselig og hendes blik blev igen rettet mod ham. Hendes ansigts udtryk var måske en smule såret og hendes øjne var blevet blanke. Og hans tænker havde hun heldigvis ikke hørt det mindste af. Hun trak vejret lidt mere forpustet siden at hun prøvede at få sig til at slappe mere af. "Og dig! Du syntes bare at det er helt fint at man kan dræbe hver og en mand eller tager jeg fejl!!" Hun havde lyst til at bare løbe væk nu. Hun fattede ikke hvor alle ordene kom fra. Og det havde ikke helt været meningen at de skulle frem. Hun trådte dog et skridt tilbage som om at hun skulel til at vende sig om.

Neil så lidt på hendes undrende ansigtsudtryk og kunne ikke selv lade være med at undre sig lidt. Spøjst.. man skulle tro hun ikke anede hvad han snakkede om. Han havde svært ved at skulle skyde hende, hun var jo ikke særlig gammel, og han var som regel ikke den slags jæger der skød børn, det lod han de andre om. Dem der var mere garvede. Han åbnede øjnene lidt mere og så overrasket på hende og lyttede til hendes udbrud, hun stod og skældte ham ud? Han forsøgte at lade være med at grine, selvom det var yderst morsomt, kunne de rent faktisk blive vrede? Han sænkede piostolen og lod sit hoved glide på skrå og betragttede hende koldt mens hun snakkede videre. Han afbrød hende ikke en eneste gang. "Er du færdig nu?" hviskede han tonløst, og ladede pistolen og tog ikke sit blik fra hende på noget tidspunkt. Han sukkede stille "jeg plejer ikke at skyde børn.." sagde han så og så på pistolen i sin hånd, og satte den tilbage i sit bælte med hylstre. Han fandt noget snor og var henne ved hende i to skridt og bandt hendes hænder, og greb hende om nakken og trak hende blidt hen mod bilen og åbnede ind til bagsædet "pas på hovedet.." mumlede han kort, og pressede hendes hoved lidt ned og fik hende ind på bagsædet, og lukkede døren.

Amelia gad slet ikke svare på hans spørgsmål. Kunne han ikke selv høre at hun var nogenlunde færdig. At hun bare havde afventet hans reation og ord. Hun blev lidt mere afslappet da han så havde lagt pistolen væk. Men hun vidste at han sagtens bare kunne trække den op og skyde hende hvis det lystede ham. Den var jo sådan selv stadig ladt. Hun blev så lidt undrende da han træk et stykke snor frem. Hvad skulle han nu bruge det til. Hun fik en ubehagelig da han nærmede sig hende. Hun lod sig tage et skridt mere væk fra ham men det så ikke ud til at hjælpe. Hun så ham gå om bag sig og bare tage fat i hendes hænder for bagefter at binde dem. Hun lod være med at prøve at komme fri. Hun vidste at det nok ikke hjalp helt så meget. Hun så lidt skræmt på denne fremmede dreng eller unge mand men nåede det ikke i særlig lang tid før at hans hånd havde lagt sig om hendes nakke og presset hende hen mod bilen for at så presse hende ind på bagsæderne. "Av! Stop det!" Hun prøvede så at vrise sig lidt fri men blev med et let skub skubbet helt ind at sidde. Hun hørte kun døren blive lukket og åbnede derefter sine øjne og så sig rundt. Hun prøvede forgæves at få sine hænder fri og så så spørgende mod denne unge mand der i hendes øjne enten måtte være sindsyg eller bare pædofil. "Hvad fanden er meningen nu med det her??"

Neil så på hende og himlede med øjnene. "Nej.." svaredde han bare køligt, og fik endelig lukket døren. Han satte sig ind på forsædet og lyttede til hendes møjsommelige forsøg på at komme løs. "Du er et væsen.. og et barn, jeg kan ikke skyde dig, så jeg må finde en der kan" sagde han stille, og tændte bilen. Han vendte bilen og kørte tilbage mod rådhuset. Han var stille, og havde lidt ondt af hende hun var jo kun et barn.. hvis bare man kunne tage selve aliennen ud af hende og hun så ville få sin rigtige personlighed tilbage.. men det var jo umuligt. Han koncentrerede sig istedet om vejen foran sig og lyttede til hendes dårlige forsøg på at komme løs. Han havde næsten lyst til at fortælle hende hvor nemt det var at vriste sig løs, men det ville jo være enormt dumt. Han så ud af vinduet, og så lidt itl højre. Man var nødt til at være ekstra opmærksom på alt der skete omkring en nu på vejene, da der holdt en masse forladte biler, og engang imellem var der et væsen der krydsede vejen.

Amelia sad som stivnet. Hun skulle virkelig få endt sien dage denne dag. Blive skydt af en eller anden koldblodsjæger. Hun stoppede med at komme fri og satte sig derefter bedre på bagsædet. Hun kunne ikke se døden i øjnene men på grund af hun åbentbart var lidt anderledes var hun nød til det. Hun trak sine ben op til sig på sædet og hendes blev blev rettet ned i gulvet på bilen. Hun sagde ikke noget under hele turen. Hun så kort ud af vinduet og så ned igen. Men det slog hende så at det ikke skulle være sådan. Sådan ville hun da ikke dø! Hun begyndte så iegna t prøve at vride sig løs. Det begyndte så at virke da hun prøvede på en måde der havde lidt mere effekt. Og efter noget tid havde hun endelig den ene hånd fri og derfor også den anden. Men hun blev ved med at lade som om at hun vred. For at denne frememde unge mand ikke opdagede noget med det samme. Hun så ikke frem mod ham på forsædet på noget tidspunkt. Så med en pludsleig bevægelse fik hun taget fat i dørhåndtaget og åbnet døren mens den stadig kørte. Og uden nogen varsel var hun ude af døren. Hun trillede som forventet lidt hen af vejen mens at hun så bilen forsatte sin kørsel. Hun kom hurtigt på bene selv om at det gjorde en smule ondt. Hun tog sig tid til at se mod bilen før at hun hurtigt begyndte at løbe den modsatte vej. Hun var helt i panik og der gik ikke lang tid før at hun blev forpustet men forsatte bare.

Neil så om på hende og så derefter lidt frem igen. Han sagde ikke noget, han lyttede bare til motoren. Han havde egentlig lidt ondt af hende, hun var jo så ung.. Han opfattede at hans tanker gik i ring, og han måtte koncentrere sig om noget andet. Han tændte for radioen, og slog hen på kanalen hvor dusørjægerne havde overtaget. Der blev spillet musik, og en gang imellem blev der spillet kodede beskeder over den. Han lukkede kort sine øjne, han var van til vejen. Han hørte hende bumse lidt rundt omme bag i og rystede på hovedet, og så rådhuset længere fremme, det var lettende. Han kørte lidt hurtigere, der var jo ingen fartgrænser mere. Han hørte pludselig døren åbne, og så chokeret om på hende da hun pludselig røg ud af bilen. Han standsede med det samme, og sprang ud af bilen "Stands!" råbte han, og trak sin pistol og skød efter hende. Men det var for mørkt til at han kunne ramme ordentligt, så han satte straks i løb efte rhende. Han sagde ikke noget da det bare ville få ham til at tabe sit vejr alt for hurtigt.

Amelia hørte først skydet blive fyret af og der gik lidt tid så hun kunne nå at løbe få meter længere væk før at der med et fordelte sig en pinende smerte sig i hendes ene skulder. Der hvor skydet med lidt held havde ramt hende. Et hjerteskærende skrig kunne så høres gennem den mørke nat. Hendes selvfølgelig. Hun faldt med det samme sammen på den kolde ujævne astfaldt vej mens at hendes hånd havde et fast greb om hendes skulder der nu blødede voldsomt. Blodet blev dog straks fortyndet af regnen der stadig sivede ned over hende og efterlod hurtigere en rød pøl på jorden. Hun kom så lidt efter hurtigt på benene igen. Hendes krop rystede men hun vidste at hun ikke ville tilbage. Hendes skænbe var ikke sat sådan i hendes hoved. Hun var jo kun sølle 14 år og vidste nu pludselig intet om sig selv. Hun satte så igen i løb mens at hun bed smerten i sig. Nogle få salte dråber blev så blandet ned regnen men hun gad ikke til at tørre fårene væk. Hun drejede så pludselig ind i en gyde og så hurtigt hun nu kunne fik hun mast sig ind i et gemmested bag noget der godt kunne minde om en brændt container.

Neil hørte skriget. Først følte han sig lidt lammet, han havde ramt.. han havde rent faktisk ramt hende. Han bed sig selv i læben og hans løb blev til gå. Han standsede omkiring en meter fra hende, og lod blikket fanges af den rødlige pøl der sivede væk fra hende. Han stod helt stille og sænkede pistolen lidt.. Men hvis han ikke gjorde det, ville hun jo bare blive ligesom de andre.. sætte sin egen slags ind i stakkels mennesker, af dem der var tilbage i hvertfald. Han tog en rystende vejrtrækning og hævede igen pistolen og understøttede den med sin frie hånd. Han fik et mindre chok da hun pludselig rejste sig og løb igen, måske skulle han lade hende.. Han så ned i jorden, og sænkede igen pistolen, hvis hun ikke fik hjælp ville hun dø alligevel. Han stod lidt, han kunne nok ikke nærme sig hende alligevel hun ville flygte så hvad kunne han gøre, og hvorfor havde han så ondt af hende? Han rystede på hovedet, og vendte om, han vidste alligevel ikke hvor hun var løbet hen... så kunne han vel kun overlade hende til sin skæbne. Det trak i ham, den dårlige samvittighed.. han forstod bare ikke hvorfor han var begyndt at få det så dårligt med at jage væsner.. det burde han ikke.

Amelia træk vejret med bevær. I gisp. Hårde gisp. Hun nærmest hev efter vejret. Og det blev ikke ligefrem bedre af at hun prøvede at holde det i sig. Hendes brystkasse hævede sig markant og hun var nød til at sidde med strakte ben for ikke at kvæle sig selv. Hun holdt sig hårdt mod skudsåret. Pressede hånden mod det for at stoppe blødningen. Men det virkede ikke helt så godt. Det gjorde afsindigt ondt at det var helt utroligt. Hun slap så et kort øjeblik såret for at kunne rive noget af hendes skjorte der alliegvel var lidt lang til hende. Efter at have revet en stræmmel af den kunne der nemt ses blodige hånd aftryk. Men det tog hun sig ikke af lige nu. Der var andet hendes tanker var rettet mod. Hun begyndte at binde det om hendes skulder og strammede det grundigt. Hun var nød til at bide sig hårdt i skjortekanten for ikke at skrige af smerte igen. Men tårene kunne hun ikke holde i sig. De begyndte at trille ned over hendes i forvejen våde kinder og gav dem en rødlig farve som når man havde feber. Hun var ikke sådan vant til at blive jagtet. Hun ahdve boet i byen lige isdne hun blev født og var bare blevet behandlet som et normalt menneske og nu kom der en eller anden og sagde at hun ikke var det og prøvede så at dræbe hende. Hun kunne mærke hvordan at søvnen hældede ind op hende. Hvordan at hun blev mere svimmel. Og det sidste hun så nåede at opdage var det dunk i hendes hoved der kom af at hun faldt sammen på den kolde astfald og var nu igen synlig for en hver. Hendes øjne var lukkede og hendes vejrtrækninger var svage. Men hun levede da stadig.

Neil gik mod sin bil. Hans bil var det der nok betød mest for ham næst efter menneskeheden.. eller måske prioriterede han sin bil højere? Det kunne han ikke rigtig finde ud af.. Han gik videre indtil hans samvittighed gnavede så voldsomt at han var nød til at vende om. Han vrissede surt af sig selv, han var våd af regnen og træt af jagten, og samvittighedskvaler var ikke det han behøvede mest af. Han stoppede op og så sig lidt omkring, hvordan skulle han finde hende i de mørke gader? Var det ikke besværligt nok i forvejen?
Han satte sine pistoler bedre til rette i de holdere der var beregnet til dem på hans hofter. Han gik lidt videre og lyttede til regnen der plaskede ned. Han så sig lidt om, indtil en stor plet på den mørke asfalt kun oplyst af et svagt lys hvor end det så kom fra. Blod?.. højst sandsynligt. Han fulgte det lidt, selvomd et var skyllet rundt til højre og venstre.
Han fik endelig øje på noget. En lille sammenrullet klump der lå på asfalten. Han skimmede hende kort med øjnene, der var ingen tegn på at hun levede.. men han måtte vel prøve at tjekke. Han gik hen til hende, og sank ned ved siden af hende på hug, og satte to fingre på siden af hendes hals. Jo hun trak vejret.. Han sad lidt og mærkede de kolde regndråber skylle ned over sin ryg, og sukkede så og lod sine hænder glide ind under henholdsvis hendes ryg, og under hendes knæhaser.

Amelia var ikke ligefrem vågen men følelsen af at noget blev trykket mod hendes hals og at hendes puls blev en smule stærkere kunne hun godt mærke. Eller fornemme. Om det var drøm eller febervildelser eller havd det nu kunen være vidste hun ikke. Men hun tænkte jo heller ikke om det. Lidt efter blev hendes slappe krop så åbentbart løftet op. Dette fik hende vel til at vågne en lille smule. Hun kom mere tilbage til virkeligheden. Eller hvad det nu var hun var landet i. Hendes øjenlå vibrede meget svagt. Da de så stoppede efter et eller to sekunder kom der en lile pause før at hun så endelig fik åbnet øjnene og deres specielle hasselnøddebrune farve blev vist en smule. Som en sprække. Hun var for udmattet til at gøre noget ved det hun opdagede. Hun lå bare helt stille der i armene på ham. Der var næsten blødt helt igennem den sjuskede forbindelse hun havde forsøgt at lave. Hun lukkede igen sine øjne i. Efter noget tid begyndte hun atter at bevæge sig lidt mere. Hendes hoved blev langsomt løftet op sammen med at hendes krop begyndte at folde sig en smule sammen. Så blev hendes hoved lagt mod hans brystkasse med et lidt opgivende bevægelse der vidste at hun havde anstrakt sig en smule for dette. Hun vidste ikke om han ville dræbe hende eller få andre til det. Eller om han blot ville lade hende være et eller andet sted hvor hun kunne gøre hvad hun nu ville. Men hun var nu også lidt ligeglad nu. Det hun nåede at have i tankerne var at han var dejlig varm og hun frøs. Og hun var ufattelig træt og igen var hun faldet i søvn. Eller hvad hun der nu var sket med hende....

Neil holdt om det lille væsen.. han var kropforvirret, hvad skulle han gøre med den?! Havde den mon nogen forældre? Men så var han selvfølgelig også nødt til at skyde dem. Han så lidt ned på hende, og på den sjuskede forbinding på hendes arm. Han sukkede let af det, og holdt lidt strammere om hende så hun ikke faldt fra ham. Han måtte afhøre hende så.. Men først måtte han redde hendes dårlige forbinding. Han fik døren til bilen op, og fik hende lagt forsigtigt ind på bagsædet. Han ledte lidt rundt i bilen og fandt endelig noget forbinding til hendes arm. Han fik den dårlige forbinding af, og så lidt på skudsåret.. "det må jeg tage mig af senere" mumlede han, og forbandt såret, og fik fat i et tæppe der lå bagerst ved bagagerummet. Han lagde det hen over hende og puttede hende forsigtigt, og kravlede så ud igen og lukkede døren, og gik op og satte sig ind på forsædet. Han tændte bilen og kørte.. Rådhuset eller hjem? Det måtte han tænke over.. Han trykkede på speederen med foden.

Amelia var stadig ikke helt væk. Hun kunne stadig fornemme hvordan at alt forandrede sig kom nærmere de gik mod hans bil. Hun kunne mærke den varme der steg fra hsns krop over i hende og hvordan at der kom endnu en varme da hun blev lagt ind på bilens bagsæde. Hun kunne ikke gøre nogen modstand lige nu og havde stort set aldrig kunnet. Hun havde dog aldrig før haft det sådan at hun skulle dø af et skyd. Hun havde aldrig før følt en større smerte end den følelse af at blive forrådt af et menneske. Og så især fordi at hun selv mente hun var et. Et almindeligt og ynkeligt menenske. Det var værre end det stadig åbne sår ved hendes skulder. Hendes øjne var stadig lukkede så deres smukke og klare hasselnødde farve var gemt bag hendes øjenlåg. Hun trak da i det mindste stadig vejret. Underligt nok så havde hun stadig en del liv strømmende i hende. Hun ville også gerne vide aå meget som muligt om hvorfor at hun skulle behandles på denne måde. Hun kunne mærke hvordan at en måske meget bedre forbinding blev lagt og hvordan at tæppet blev puttet om hendes lille og spinkle krop. Mere huskede hun ikke da hun faldt helt hen i en søvn. Mere vidste hun ikke hvad hun skulle gøre. End at følge med og tage imod hendes skæbne. Hun krøb en smule mere sammen på siden - den hvor hun ikke havde et skadet lemme - Og lignede nu bare endnu et helt uskydligt barn der ikke var særlig gammelt. Det var nok hendes magi. Hendes udseende. Men det var overhoved ikke sikkert..

Neil blev lidt vred på sig selv, hvordan kunne han skyde et barn? Hun var jo uskyldig, hun kunne knap nok sparke ham over skindebenet det ville nok ikke gøre særlig ondt. Han så kort om på hende og lagde hovedet på skrå "kan du høre mig?.." sagde han så halvhøjt, og trykkede speederen i bund og skiftede gear så det pludselig gik meget hurtigere. "kan du fortælle mig dit navn?" sagde han, og koncentrerede sig om vejen ov svingede til siden. Han var blevet van til at køre som det passede ham, hvis han kørte nogen ned, var det højst sandsynligt et væsen af en eller anden art. Han speedede op, og kørte ned af en smal gade. Han standsede og slukkede bilen og steg ud og gik om til hende og bar hende varsomt ud, og smækkede døren i. Han var ikke helt van til at slæbe rundt på andre så hun endte med at hænge sådan halvt henover hans skulder. Han gik ned i sin kælder og stoppede op og låste døren op. Han gik indenfor og lagde hende varsomt ind på sengen da han ikke helt nænnede at ligge hende på gulvet. Han gik hen og låste dørens mange låse, og var sikker på at nu ville der ikke ske noget.. indtil videre. Han sukkede og så hen mod det lille væsen på hans seng.

Amelia hørte ham ikke til at starte med på grund af at hun var faldet helt hen men det pludselige ruk der kom fra at han speedede op væggede hende med det samme. Rev hende nærmest væk fra det sorte beskyttelsesrum hun ellers havde været i inde i hendes hoved. Hun spærrede hendes øjne lidt op men der skete ellers ikke så meget. Udover at hun selvfølgelig prøvede at gøre denne kørsel mere behagelig for hende. Hun nåede lige at høre hans næste spørgsmål. Hun var lidt usikker på at svare ham men hvad ville hun ellers gøre. Efter at alt dette nogelunde var over fik hun endelig sin stemme på gled. "Jeg..Jeg hedder Amelia.." lod det lettere svagt men lige knp hørligt fra hende med hendes stadig overraskende blide og rolige stemme som dog havde fået en mindre ru undertone. Hun prøvede derefter at gøre sådan at hun ikke ville lande på hendes skulder over alle de skarpe drejninger der kom før at de endelig stoppede. Hun åndede lettere op og håbede et kort øjeblik at dette var det. Hun håbede sådan at hun blot kunne blive liggende her. Det gjorde forbandet ondt i skulderen. Men nej sådan var det ikke. Hun vågnede vist igen da han på en eller anden måde svang hendes halvt over skulderen. Dog klagede hun ikke.
Hun slappede igen lidt af da hun kunne mærke madrasen under hende og et svagt smil kom frem på hendes blæde læber. Hun åbnede stille og roligt hendes øjne og så mod loftet. "...Hvorfor er det så vigtigt at mit liv ender??" spurgte hun ham så efter at have indtaget nok luft. Hun ville gerne have svaret på det. Hun fortsod stadig intet. Hun kunne ikke rigtigt mærke sin arm ud over en svag summen. Kuglen havde nok ramt en nerve eller sådan noget..

Neil trippede lidt rundt om sig selv nede i kælderen. Udnefor var der tyst, mørkt og højst sansynligt øde. Han drejede hovedet og så lidt på hende "Amelia.. fint navn" indrømmede han og gik hen til hende og gik ned på knæ ved siden af sengen, han ledte efter nogen ting mens han lyttede til hendes spørgsmål "Du er et væsen.." sagde han kort og fandt en forbindingskasse, og satte den på sengens kant, inden han ledte videre. "Det der forvirrer mig mest er dog, at du virker meget menneskelig.. og du ikke ligefrem er fjendtligt indstillet, men det er din slags som regel ikke.." sagde han og rodede lidt videre.
"Desuden.. er jeg nysgerrig efter om du virkelig ønsker at vokse op og dræbe mennesker?" sagde han og så skarpt på hende, for ligeså bløde og dybe hans mørke øjne kunne være, ligeså ubarnhjertige og hårde kunne de også være. Han fandt noget destillations middel og smurte det på sine hænder inden han satte sig op i sengen og bandt forbindingen af.

"Et væsen?? Et andet væsen en menneske?? Jeg forstår virkelig ikke.." lod det svagt mumlende fra Amelia. Hun var måske lidt besværlig at forklare tingene men sådan var det. Hun ville ikke lade sig dø før at hun havde nok information til at sætte det fast på lystavlen inde i hendes hoved. Men selvfølgelig håbede hun ikke at hun var så meget anderledes. "Selvfølgelig opføre jeg mig ..menneskeklig. Jeg har jo gået og troet at jeg var et hele mit liv.." Hun kunne ikke helt få sine følelser frem i hendes stemme så den lod bare helt forvirret blandet sammen med en masse ligegyldighed.
Hun drejede så derefter sit hoved så hun bedre kunne se mod denne dreng der tidligere havde placeret et skyd i hendes skulder. Hun følte sig stadig skræmt ved ham. Om han så var varm og barmhjertig eller ej. Hun var ikke sikker på om hun kunne stole ordentlig på ham nu. "..Nej det tror jeg ikke.. Men jeg har altid ønsket at blive en af de her jægere.. Lige som min far var.." Hun stoppede brat da det destillations middel han havde på hans hænder så berørte hendes hud omkring såret og hun skar en grimasse der sagde at det gjorde ondt. Og det beviste at der nok var kommet en smule betændelse i. "..Bare for at kunne forsvare mig selv.." fik hun så afsluttet før at hun igen drejede hovedet væk fra ham og lukkede øjnene. Men det ville hun jo nu ikke få chancen for..

Neil så lidt på hende "fortæl mig noget andet i stedet.." mumlede han, mens han pakkede den gamle forbinding sammen, og så lidt på såret, kuglen sad derinde.. så var han nødt til at få den ud inden hun fik blodforgiftning, for såret så allerede voldsomt irriteret ud og en smule betændelse var begyndt at danne sig. Han sukkede stille og pustede en tot hår væk fra sit ansigt og så på hende, mens han fandt en klud og noget vand. Han forventede ikke at hun følte sig tryg, han havde skudt hende, så der sklle nok meget til for at få hende til at stole på ham. Han gik tilbage og duppede forsigtigt såret, mens han fortsat lyttede "din far?... hvilken slags jæger var han?" spurgte han interesseret. Hun kunne nok ikke svare ham om hendes far var menneskelig.. men hvis han havde været det, hvorfor ville han så have ladet sin datter blive en alien? Han sukkede stille og så lidt på det han lavede "forsvare dig?.. så hvis du havde haft muligheden havde du skudt mig?" spurgte han roligt, og gjorde klar til at få kuglen ud.

Amelia skar endnu en grimasse og spændte en smule i hendes lille spinkle krop over den smerte der nærmest overvældede hendes forstand lige nu. Hvorfor fanden skulle hun lige have spdan en lav smertetærskel. Hun prøvede at slappe mere af så hun nemmere kunne svare ham. Hendes vejrtrækninger blev en smule hurtigere men ikke meget. "Jeg..Jeg tror han var en af..de der..aliens-jægere..." Hun nåede lige at afslutte den første sætning inden at der igen jog en smerte gennem hende. "Men jeg har kun hørt om ham.." Underligt nok kunne der lige skimmes et smil på hendes bløde læber der stille og roligt voksede. Hendes øjne var lukkede og nogle gange blev de klemt hårdt i. Hendes ene hånd blev hele tiden knuget i samme takt. Hun så fkatisk ud til at more sig et kort øjeblik over det sidste han havde sagt til hende. Han forstod det vist ikke helt selv. "Ja forsvare mig selv.. Mod hvad der ville gå mod mig.. Ikke for at skyde på alt og alle.." Hun åbnede endnu en gang sine hasselnøddebrune øjne og drejede sit hoved så hun igen så mod ham. Hendes smil var der ikke emre og hun havde et ret så alvorligt blik. "Måske.. Men du vil jo skyde mig hvis du bare fik den rette mulighed.. Er det ikke det samme??" Hun så afventende på ham. Efter hendes mening havde hun selv ret..