Søndags Gudstjeneste?!

Dag: Søndag Aften
Tid: 20.13
Dato: 18/09
Omgivelser: kolde undergrunds baner.
Vejrert, udenfor: mørkt, regnvejr.
På: itu revet hvid top, blodige stramme jeans og det lange brune hår i bløde lokker ned af hendes skuldre.

De høje, vælvede vægge var hårde og kolde og nogle steder prydet med stenskulpture af engle og andre hellige væsner. Usædvanlig mørkt blod, lå i en pøl rund om en smuk, hvid skikkelse. Hun sad akavet op af væggen i et afsidet hjørne, lidt væk fra alteret. Hendes tænder var bidt sammen i en forpint snerren imens hun trak vejret i korte stød. De lange hjørnetænder var tydelige og hendes øjne mørke. Hun stønnede svagt og rykkede lidt på sig, på det horde marmor gulv. Skuldren sad skævt og dinglede fra hendes side, totalt ubrugelig, men hvis man så efter kunne man se brudet vokse langsomt sammen. kirken var oplyst i et hvidt skær fra månen igennem de høje vinduer. "den forbandede.." kom det fra hende midt i en snerren. Hvert et ord blev gentaget i et ekko i det store rum, men det ensede hun ikke.

Neil så sig lidt om og fik øje på kirken lidt fra sig. Sikke et sørgeligt syn.. Han sukkede af den forfatning alting var i, det var jo frygteligt egentlig. Han gik hen imod den, der var noget dragende og frastødene ved den. Han fik åbnet de store døre og så lidt rundt. Han så sig lidt om og fik øje på noget på gulvet. Han gik hen mod det og gik ned i knæ og lod fingrene glide igennem den mærke masse. "Blod.." hviskede han stille for sig selv, og lugtede til det jernagtige væske. Han rejste sig stille, og så sig lidt om. Blodet havde været lunkent.. Pludselig fangede en gentagen lyd hans ører og han så over mod en fjern væg "hallo?" spurgte han stille og greb sin pistol. Han gik hen imod lydene der lød som en pivende vejrtrækning "giv dig til kende! Navn og race!" sagde han højt. Den forbandede?... han havde hørt de to ord, men hvad betød de? Hvem var forbandet? Var der sket noget?

Hendes krop stivnede og hendes øjne stirrede uden at se på noget bestemt. Af ren Refleks forsvant de unaturligt lange tænder og skuldren holdt op med at heale. hun lod som om hun trak vejret hurtigt, som var hun bange, og stammede også en smule for at hjælpe på hendes dække "Charm..! Jeg er menneske-e!" Hun satte sig lidt bedre op og så rundt efter ham indtil hun fik øje på ham lidt længere væk. "Hold dig væk..!"

Neil var garvet jæger, men aliensene forvirrede ham. Man var nødt til enten at se på deres hud, eller arret i nakken. Og når det var piger, var det næsten umuligt at se om de havde et ar på grund af deres indsættelse i menneskekroppen. "Menneske..?" gentog han stille. Anden gang han havde mødt et menneske, selvom han troede de næsten var en uddød race. Han gik lidt tættere på og fik øje på pigen "hvad har du lavet?" spurgte han og satte pistolen tilbage i hylsteret og gik lidt tættere på. Han holdt stadig en vis afstand hvis hun nu løj. Det skete jo gerne væsnerne ville jo ikke afsløres af jægerne.

"hvad vil du?" hun skubbede sig længere og længere væk fra ham indtil hun var klæmt op imod en snoet trappe. Hendes skulder gjorde ubeskriveligt ondt, men hun kunne jo ikke heale foran øjnene på ham. Et Menneske! Der var så få mennesker tilbage på den her jord. Hun så facineret på ham, han var høj, muskoløs og havde selvfølgelig en pistol. Hendes brune hår faldt i et par lokker ned over hendes øjne og hun blinkede uden at tage øjnene fra ham.

Neil gik forsigtigt tættere på "rolig rolig jeg gør dig ikke noget.." sagde han, og holdte sine hænder op så han ikke rørte ved bæltet med de to pistoler. Han gled ned på hug foran hende, og så på hendes skulder "er den gået af led?" spurgte han og lagde hovedet på skrå, han kunne sikkert godt få det tilbage i led. Frygten i hendes øjne virkede til at være ægte nok "du behøver ikke være bange, jeg er samme race som du" sagde han, og var begyndt at tro på at hun var hvad hun sagde hun var.

'samme race' sætningen gav genlyd inde i hendes hoved. Hun kom langsomt på benene og tog et nærvøst skridt imod ham. Skuldren var ikke rigtig gået af led, den var mere.. revet i stykker. Blod løb ned af hendes arm. Hun bed aig i læben og gjorde sit bedste for ikke at heale sig. Smerten var gennemtrængene. Hun så op på ham og prøvede på at smile skævt imens hun haltede nærmere

Neil så på hende og gik hen til hende. Han kunne have omfavnet hende, hvis ikke han vidste det ville have gjort ondt, men det var så sjældent han så rigtige mennesker at det næsten var familie alle dem der var tilbage. Han så på hendes skulder, og greb blidt fat i den raske skulder "det ser slemt ud... hvad har du dog lavet?" spurgte han, og krængede sin sorte jakke af. Han rev ærmet i strykker på den og fik lavet en slynge til hende. Han fik lagt hendes arm forsigtigt i slyngen så den ikke blev beskadiget mere end den allerde var.

Hun smilte bredt og var lidt nærvøs. Hun havde aldrig været så tæt på et menneske. Hendes evne til at skifte til en menneske skikkelse, var noget der var avlet frem på et laboratorium. Hun var et eksperiment. Hans åbenlyse glæde gjorde hende en smule forlegen, hendes slags var ikke så fremfusende når de var glade. "En eller anden Halv-død(Hendes menneskesprog var ikke 100%) overraskede mig imens jeg sov.. Jeg havde fundet en midlertidig lejlighed." Hun så ned i gulvet og vendte så blikket op til hans øjne og fortsatte "Je-Jeg har ikke set et andet menneske længe" Månen skinnede ned på dem og gav kirken et sort-hvidt agtigt lys.

Neil så pludselig brat på hende "blev du bidt af en zombie?" spurgte han. Denne gang var hans tonefald skarpt, hvis hun var ville hun jo ende op med at blive forvandlet. Han håbede inderligt det bare var zombiens styrke der havde revet hendes arm af led, og nærmest af.. gud hvor måtte det have været smertefulgt. Han så lidt medlidene på hende "Hmm.. så må du derhen så du kan heale ordentligt" sagde han. Han rystede på hovedet "har jeg heller ikke.." mumlede han kort, mens han tænkte over hvad han skulle gøre.

Sanheden var at hun egentlig havde angrebet en flok zombier, og dræbt dem alle.. Der var bare en der havde nået at lemleste hende først.
Hun rystede hurtigt på hovedet "nej nej rolig, han rev den af i det han prøvede på at bide.." sagde hun og bed sig i læben. Den del var jo sand nok. Inden under hendes primitive slynge, healede hun lige også stille. Hun så på ham med et tankefuldt blik og lagde hovedet lidt på skrå idee hun spurgte ham "hvordan har du holdt dig i live?"

Neil nikkede, så var han mere rolig, ellers havde han været nødt til enten at skyde hende eller efterlade hende. Han tog hende let i den raske arm "kom du bliver nødt til at vise mig hvor du bor så.." sagde han "bor du her eller i en af de andre byer?" spurgte han så, han var nødt til at vide det, for boede hun lige om hjørnet lod han bilen stå, hvis ikke skulle de køre. Han så lidt på hende med sine brune øjne "jeg jæger væsner.. jeg slår dem ihjel før de slår mig ihjel" sagde han kort og trak hende blidt med sig.

Hun var helt overvældet over at være så tæt på et menneske. Hun havde aldrig set menneskene som en parasit eller et hjernedødt væsen. Hun hadede dem af hendes slags der tænkte sådan. En enkel rynke kom frem mellem hendes øjnbryn idet hun tænkte kort over hvad hun skulle sige for at de ikke skulle tage hjem til hendes såkaldte lejlighed "Vi skal nok ikke tage derhen.. Han og hans ven smadrede stedet alligevel."
Hendes tanker var helt andre steder alligevel. med alle hendes 18 sanser holdt hun øje med ham. Han var helt vildt facinerende.. og på en underlig måde tiltrækkende. Omsorg var ikke noget hun havde oplevet før, ihvertfald ikke noget som det her.

Neil så på hende med et overrasket udtryk i ansigtet. Han stoppede lidt op "hvor vil du så hen?" spurgte han stille, og overvejede lidt hvad han skulle gøre med hende. Hun kunne jo for helvede ikke klare sig selv! Han bed tænderne hårdt sammen i afmagt, og afventede at hun havde et sikkert sted at tage hen.
Han var træt i kroppen, det havde været en lang dag, men han ville ikke give op før han havde placeret hende et sikkert sted. Han tog en dyb indånding, og forsøgte at smile opmuntrende til hende.

Hun var ikke sikker på om hun skulle prøve på at komme med ham, eller hun skulle foreslå at blive.. Hvis hun tog med ham, ville hun finde ud af en masse nyt om Menneskene og måske vil han gå med til at hun tegnede ham, m.m. Men måske ville det være bedst at finde hjem, og lade ham være. Det kunne være farligt med mennesker, de skød alt der rørte sig. Ihvertfald efter hendes mening. Hun smilte varmt til ham og ventede på at han fandt ud af hvad han ville.

Et opgivende suk forlod hans læber "har du intet sted at tage hen?" spurgte han så stille. Skulle han tage hende med hjem? Hun var jo et menneske... Han bed sig i læben, og så kort mod de store kirkedøre. Han gned sig lidt i øjnene og så på hende. Det hele afhang af hendes svar, hvad hun ville gøre, hvor hun ville hen, og hvad han kunne gøre for hende. "Jeg kan køre dig til rådhuset? Der kan de nok hjælpe dig" hviskede han forsigtigt.

Hun trykkede sig blidt ind imod hans side for at få støtte. han hud var en smule varmere, bemærkede hun flygtigt imens hun tænkte. Hun Vidste godt der var mennesker der boede i Rådhuset, men ligefrem at overnatte derovre, turde hun ikke risikere.. Hvis en større gruppe mennesker fandt ud af hvad hun var, fik hun nok svært ved at slippe væk. Hendes hår svejede let om hendes ansigt idee hun rystede blidt på hovedet og så hjælpeløst op på ham "Jeg ved godt der er mennesker der, men.. Der er en derovre jeg ikke ligefrem er bedste venner med"

Neil så lidt på hende og tænkte lidt over hendes hjælpeløse ansigt. Neil var netop den type der ikke kunne stå for hundeøjne og folk i nød. Han sukkede tungt "jeg kender et sted du kan bo.. men det vil tage en dag at køre derud og det er allerede sent, og din arm.." mumlede han stille, og så på hendes arm. "Du kan sove hos mig.. til imorgen og så må jeg køre dig derud" sagde han, og prøvede at ligge planer i sit hoved til hvad han skulle gøre med hende. En ting var sikkert han kunne ikke bare lade hende stå midt i intetheden. Han gned sig kort over øjnene og trak hende med sig ud, han fik hende med ud til bilen og åbnede døren for hende "sæt dig bare ind" sagde han roligt.

Charm havde lyst til at nærstudere alting, Pille og Kigge over det hele, men hun styrrede sig.. Hvad ville han ikke tænke? Hun satte sig bare roligt ind og spændte sikkerheds selen, som om hun havde gjort det altid. Døren gik op ved hendes venstre side, da han svang sig ind i bilen. Hun så på ham og smilte varmt "Tak.. Der er ikke mange andre der ville have hjulpet mig" hendes blik kørte op og ned af ham for at indprinte hans ansikt og udseende. "Hvad er det for et sted du kender?" hendes stemme var nærvøs og forbeholden. Der var ikke vildt mange menneske grupper tilbage, og hvis hun fandt en ny hemmelig gruppe af overlevende, så..

Neil så lidt på hende, og lod hende sætte sig ind "Hmm.. de fleste der ikke ville hjælpe er nok blevet udslettet" sagde han stille. Han lukkede døren og gik over på den anden side. Han satte sig ind ved siden af og startede bilen. Han så lidt ud af ruden og trådte stille på speederen og kørte 'hjemad' "Det er bare en lejlighed der ligger i Sandria.. det er der jeg kører dig ud imorgen" sagde han roligt, og holdt øje med vejen. Man kunne ikke bare køre stærkt, for det holdt en masse forladte biler og andre ting i vejen som man måtte udenom. Han drejede bilen ind af en smal gade, og slukkede bilen og steg ud. Han gik over på den anden side og åbnede døren for hende "jeg bor her i kælderen.." sagde han og nikkede mod huset.

Hun steg ud og så sig omkring. Gaden var ødelagt. Som så mange andre stæder flød det med smadrede lygtepæle, biler, væltede skraldespande og måske et lig hist og her. Huset han nikkede hen imod var i en lidt bedre stand end de andre på gaden. Et par vinduer var gået i stykker, et nedløbsrør hang ned fra taget hvor det kun halvt brækket af. Hun fulgte ham tavst rundt om huset og ind i baghaven. Klokken var vel omkring midnat. Det blæste en smule imens de gik "bor du her alene?" hun talte lavt og så på hans baghoved mens hun holdt om sig selv for at holde varmen. Jorden var sådan en kold planet.

Neil så lidt på hende, og lod hende gå ned i kælderen. Han gik med og låste døren op. "Velkommen" sagde han roligt, og lod hende gå ind før han lukkede døren. Der var noget specielt over hende, lidt som med Justine. Han overvejede lidt om hun kunne være en alien, men hun virkede så menneskelig i hele sin fremtræden, og så nogen gange virkede hun som om hun ikke anede hvad han han var, eller hvad der skete. "Ja jeg bor her alene" sagde han og låste døren af de mange steder, for at der ikke skulle komme nogen væsner. Han trak bæltet med de to pistoler af og smed det på sengen, og vendte blikket tilbage til hende. "Hvordan har din skulder det?" spurgte han stille.

hun gik hen og satte sig på hans seng og så sig lidt rundt. Rummet var dunkelt, kun oplyst af en enkel skrivebordslampe der stod på en hylde. Hun vendte blikket mod sin skulder og smilte skævt op til ham med et undrende blik "Jeg tror det så værrer ud en det var.." Hun havde ladet skuldren heale lige siden han havde Lagt den i sin hjemmelavede slynge. Stoffet havde dækket brudet, så han ikke kunne se det. Hun trykkede blidt på skuldren og skyndte sig at skifte emne "hvad hedder du overhovedet?" hun blev lidt overrakset da hun opdagede at hun ikke engang vidste hvad han hed endnu. Han havde hjulpet

Neil så på hende og så sig lidt om. Han satte sig ned på en slidt lænestol der også stod derinde og så over på hende. "Okay findt.." sagde han. De var godt skulderen havde det fint, det så heller ikke ud som om den generede hende så voldsomt mere. Han lænede sig tilbage og tog en dyb indånding "Neil.. og du?" spurgte han stille, og betragtede den lille skabning på sin seng. Han var for træt til at tænke meget mere over hendes race, han måtte vel bare stole på at hun var et menneske. Det var en rar tanke.

"sagde jeg ikke det i kirken..?" mumlede hun for sig selv men skubbede tanken væk og smilte varmt "Jeg hedder Charm" Hun blinkede meget langsomt med øjnene, Hans lille hjem føltes så roligt og sikkert, og hun havde ikke sovet i flere dage.. hendes øjne sank i hvorefter hun skyndte sig at rette sig op og ryste lidt på hovedet for at blive klar igen. Der var kun en seng i rummet og den stol han sad på så ikke ligefrem ud til at være særlig rar.