Another world

Nathan havde mere eller mindre selv valgt at tage afsted hjemmefra. Han havde godt nok fået hjælp fra en ret venlig kvinde, men han havde helt selv taget initiativet til at se byen ordentligt. Det havde været en ganske positiv oplevelse og han havde ikke kunnet få nok. Han havde følt sig fri, hvilket var noget han havde savnet og nu havde han taget det i stærke overdoser. Der var gået fire dage nu, og han vidste at hvis ikke han snart tog hjem, så ville Ivy blive vred. Hvis ikke hun altså allerede var det. Han frygtede det lidt, men på den anden side var en gnist inden i ham tændt og han havde rent faktisk gjort sig selv i stand til at håbe. Håbe på overlevelse, på at alt ville blive godt. Han havde tilladt sig selv positiv tankegang, hvilket havde fået ham til at live op.

Det var derfor at hele vejen hen til havnen foregik med et lille smil på læberne. Hans gang var heller ikke haltende længere. Den var frisk og han gik rask til.
Altså, lige indtil han fik havnen i syne. Den gjorde ham nervøs, Ivy gjorde ham nervøs. Han tog sig sammen og gik til han så deres hjem. Så var det bare om at komme inden for så uset som muligt. Gennem vinduet til bryggerset. Så måtte han vel stikke hende en eller anden fed løgn eller sådan noget.
Han gik hen til det stadig åbne vindue, åbnede det helt og kravlede ind. Endnu en gang takkede han sig selv for at det skide vindue ikke var blevet repareret, for selvom det var koldt at sove her, så var det, for eksempel i dag, muligt for ham at komme ind uden at bruge fordøren.

Dagene var gået ufatteligt langsomt for Ivy, som havde været ude og lede efter Nathan, den ene halvdel af tiden, og ventet på ham i deres hus, den anden halvdel af tiden. De første dag, havde hun næsten ikke lagt mærke til at han manglede. Den anden havde hun været en smule panikken over det, det samme med den tredje, men der var det dog lykkedes hende at køle lidt ned, bare nok til også at slappe lidt af. Her på den fjerde dag, sad hun i deres hus, og håbede at han ville dukke op af sig selv. Ligesom hun bad til, at han ikke var død. Når hun ikke holdt en hånd over ham, kunne der jo være sket 1000 ting. En af den andre zombier kunne have ædt ham, eller han kunne være blevet besat af en alien. For ikke at tænke på hvordan han kunne have skadet sig selv, eller hvordan hans halsbånd måtte have tortureret ham, da han forlod den sikre zone, hun havde afmærket for ham. Hvorfor havde han forladt sikkerhedszonen? Og endnu vigtigere, hvorfor havde han forladt hende, og hvad skulle hun stille op med sig selv, hvis han aldrig kom tilbage?

Hun sad på deres sofa, inde i deres stue og lyttede til tavsheden, da lyde fra bryggerset tiltrak hendes opmærksomhed. Hvis ikke det var fordi det havde været en fuldstændig lydløs nat, havde hun sikkert ikke opdaget noget, men nu var der helt stille og hun havde nærmest lyttet intenst til de lyde der ikke var der. Hun sprang op som et lyn, og løb ind i bryggerset, for at se Nathan derinde.
Selvom det var nat, og hun ikke ligefrem fremstod bedst muligt, styrtede hun hen og krammede ham. Hendes lettelse over at han var vendt tilbage, var simpelthen ubeskrivelig. Der gik lidt tid før hun gav slip, og gav sig tid til at se ordentligt på ham. Mens hun prøvede at finde ud af hvordan hun skulle reagere, kæmpede hun for at strække sit tøj til at dække så meget hud som muligt. Da hun blev nødt til at erkende, at hun ikke kunne dække hele sin krop fuldstændig, sukkede hun, og så på ham med et roligt blik. "Hvor har du været?" Hendes tone var rolig, fuldstændig ligesom hendes blik. Der lå en trist, og såret, undertone i hendes stemme, som det dog lykkedes hende at camouflere en smule.

Nathan stod knap nok på gulvet inde i bryggerset da han lugtede Ivys duft og hørte hendes løbende skridt mod gulvet. Åh nej. Han blinkede et par gange og anede ikke sine vilde råd til hvad helvede han skulle gøre.
Og nu kom hun ind, sikkert dødsensrasende. Da hun omfavnede ham, stivnede han og stirrede chokeret frem for sig. Hun var ikke vred? Hvad skete der? Hvorfor var hun ikke vred, hvorfor slog hun ikke? Hvorfor krammede hun ham? Han kæmpede for ikke at tænke højt, og for én gangs skyld virkede det, da hun gav slip. Han så ned på gulvet foran sig, en smule skamfuldt.

Hendes spørgsmål fik ham til at se op og noget fik ham til ikke at virke som en kujon som han sædvanligvis gjorde. Han havde ikke lyst til at forblive tavs og han havde ikke lyst til at bruge nogle dumme undskyldninger.
"Jeg har været i byen, fordi jeg havde brug for at se hvordan den så ud. Der er gået så lang tid, Ivy, jeg kunne ikke huske det," svarede han med et let skuldertræk.

Ivy løftede et skeptisk øjenbryn, mens hun lyttede til Nathans forklaring. I hendes optik var det en værre omgang vrøvl, og den slags faldt bestemt ikke i god jord. Hun havde været lettet over at se ham, men ligesom ved en god forældre, kom irettesættelsen umiddelbart efter den første reaktion. "Byen vrimler med folk som mig, og aliens, som allesammen er trusler for normale mennesker som dig" hun trak sig væk, kneb øjnene sammen og så indgående på Nathan. Nu var hun efterhånden ved at opbygge en ordentlig vredereaktion. "Byen er på ingen måde værd at se på, og du er heldig at du stadig er i live, og ikke ligger død i en blindgyde! Og hvor har du egentlig sovet!? Og hvad pokker har du spist?!" Bekymringsen skinnede stadig igennem, og kun derfor havde hun ikke angrebet ham ordentligt endnu. Endnu, værende et vigtigt ord i sætningen
Hun var stille i et lille stykke tid, velvidende at Nathan ikke ville svare lige med det samme. Hendes tanker søgte tilbage til, hvad hun havde overvejet tidligere. Der i tumultet, fandt hun frem til det der havde taget mest plads. Hende øjne lynede da hun igen så på Nathan, og ganske rigtigt fandt hans hals bar "Hvor er det?!" Hun skubbede til ham, og tvang ham på voldsom vis op mod væggen bag ham. Hendes hænder holdt ham hårdt op mod væggen, før hun slappede en lille smule af igen og glattede hans trøje som en kærlig gestus "Hvor har du gjort at halsbåndet, sødeste skat?" Med det sødeste smil hun kunne mønstre, så hun ham igen i øjnene.

Nathan fik på sin vis ikke lov til at svare på de mange spørgsmål Ivy stillede ham. Mest af alt fordi, at da der endelig var stille, turde han ikke nævne den kvinde der havde givet ham chancen for at bevæge sig frit rundt. Han elskede stadig Ivy dybt, men lige i øjeblikket var han både paralyseret i panik og var derudover også ret vred. Han vidste ikke hvad han skulle sige.
Derfor var han også tavs da Ivy skubbede ham hårdt ind i væggen bag sig og slog luften ud af ham. Det pludselige humørskift, da hun fik et sukkersødt smil på læberne gjorde ham forvirret. Han tog sig en smule tid med at få luften tilbage.

"Jeg har smidt det væk. Det ligger sikkert et eller andet sted i byen og spjætter rundt. Måske har en anden sat det på sin hund," svarede Nathan pludselig meget koldt mens han gloede trodsigt. Han var stadig vred.
"Jeg gad det ikke Ivy! At sidde herinde og glo ud i luften.. Er du klar over hvor meget af MIT liv jeg har siddet og lavet ingenting!? Tre år, for helvede! Tre år som en hund!" Udbrød han lidt efter, ret højt. Han råbte faktisk af hende nu. Hvordan han havde fået sig selv til at gøre det, vidste han ikke, men han havde jo også været dybt frustreret over meget lang tid.

Selvom han hævede sin stemme betydeligt, stod Ivy urokkelig som en klippe. Der var intet Nathan nogensinde kunne gøre, der ville gøre hende til den lille, for når alt kom til alt var hun betydeligt stærkere end ham. I hvert fald så længe, han ikke fik det store adrenalinrush eller fandt tilstrækkeligt store ressourcer af vrede frem. Da han var færdig med at råbe, hang tavsheden et øjeblik, før Ivy løftede sin højre hånd og stak ham en syngende lussing. Det røde mærke der øjeblikkeligt formede sig på hans kind udgjorde en fantastisk start, til det som snart skulle blive noget værre rod. Han blev endnu en gang skubbet hårdt ind mod væggen, og fastholdt der af Ivys faste tag "Du smider ikke mine ting væk!" For at forhindre ham i at forsvare sig, rent verbalt, for en af hendes hænder op til hans hals. Med et fast tag om hans hals, lukkede hun for hans luftveje, og forhindrede ham effektivt i at svare igen. Hun så indgående på ham, mens hun strammede sit greb en anelse "Tre år i sikkerhed" hendes stemme var en vred hvilsen, og da hun forventede at han nok ville besvime hvis hun ikke gav slip.
Men Nathan endnu prøvede at få vejret vendte hun ryggen til ham, i den tro at hun havde tænkt sig at gå væk. Hun kom dog hurtigt på andre tanker, og vendte sig lynhurtigt om, for at placere et venanrettet spark mod Nathans mave. "Du har været væk i 4 dage! 4 dage!" endnu et spark, mindre godt placeret "Er du klar over hvor længe det er, er du klar over hvor bekymret jeg var?" Med smidighed som en kat, kastede hun sig over ham. Det tog hende ingen tid at få sig placeret på hans mave, og med et fast tag i hans trøje slog hun ham gentagne gange ned mod det hårde stengulv.

På en måde forventede Nathan at Ivy ville blive vred. Hun så ud til at værekomplet ligeglad, før hun sta ham en meget hård lussing der ikke kun gjorde ondt i kinden. Hans nakke gav sig også let og han skulle lige til at råbe endnu mere da hun selv afbrød ham ved at skubbe ham ind i væggen - igen. Denne gang blev luften også fjernet og hun holdt ham fra at få den tilbage igen med et meget solidt kvælertag der fik ham til at vende det hvide ud af øjnene. Han ville hellere end gerne svare igen, men hans vej til luft var fuldstændig blokeret.
I samme øjeblik hun gav slip og vendte ryggen til ham, faldt Nathan ned på sine knæ og hev rasende efter vejret. Han var møgsur, men samtidig panisk, for Ivy kunne have slået ham ihjel, lige på stedet.

Nathan opdagede ikke hendes spark, der ramte ham meget præcist i maven og fik ham helt ned at ligge, hostende og hivende efter luft, som hun tydeligvis ikke ønskede at han skulle have noget af i nat. Lidt efter sparkede hun til ham igen.
"Dig?! Bekymret?!" Nåede han at udbryde, i komplet vantro, før hun igen kastede sig over ham. Bogstaveligt talt. De næste slag var en langt mere smertefuld process da han flere gange blev banket hårdt ned mod gulvet under sig. Få sekunder efter var hans syn blevet sløret og han kunne mærke en varm væske i baghovedet, som selvfølgelig var blod. Men han kunne ikke mærke nogen smerte udover den der kom fra mangelen på luft. Det var som at blive kvalt langsomt og da han åbnede munden i et forsøg på at bede hende stoppe - for tanken strejfede ham - kom der blod ud af den, som rendte ned ad kinden på ham og han fandt frem til en panikløsning, der hed, at forsøge at tvinge hendes hænder væk med sine egne. Det gik ikke så godt som han håbede.

En snerren undslap fra dybt nede i struben, og da hun denne gang løftede ham op, kastede hun ham ned i gulvet med en enorm kraft, men alligevel ikke dræbende meget. Hun rejste sig op i en og samme bevægelse, og vendte endnu en gang ryggen til ham. Med en frustreret bevægelse strøg hun noget hår væk fra sit ansigt. "Ved du hvad dit problem er, Nathan?" Hun så sig over skulderen, og betragtede ham roligt. "Du kan ikke se forbi det kosmetiske problem" Hun vendte sig atter engang mod ham, og rystede opgivende på hovedet "Du her meget svært ved at se forbi det her" med en henkastet håndbevægelse, henviste hun til sin uheldige tilstand. Hun havde for længst opdaget at rådende kød ikke lige var hans smag.
Af ren frustration rettede hun endnu et spark mod ham, og denne gang var der ingen nåde, og det var rettet direkte mod hans ansigt, som hun ellers plejede at lade være. Da hun konkluderede at han var tilfreds med sit spark, gik hun helt hen til Nathan og placerede sin fod på hans bryst. "Det er virkelig en skam" Men skosnuden skubbede hun let til hans kind, som for at tjekke hvor meget liv der var tilbage i ham. Da han ikke virkede som om, han ville gøre meget modstand, satte hun sig på hug ved siden af ham. "...Virkelig en skam" Hun strøg forsigtigt en hånd over hans ene kind, og slikkede bagefter fingrene, da hun havde fået blod på dem. Nogle gange spekulerede hun over hvorfor hun ikke bare fik det gjort; bidt Nathan før han forlod hende. Hvis hun først bed ham, var hun relativt sikker på, at han ville have brug for hende i noget tid.. Medmindre...
Hun rejste sig hurtigt op igen, og så ned på Nathan med øjne der kunne dræbe "Hvem tog det af dig? Hvem fjernede halsbåndet?" Hun talte i et roligt leje, men det var mere end tydeligt at der ikke var noget godt i vente, og at han kun kunne svare forkert på spørgsmålet. Hvis han da overhovedet var i stand til at svare endnu.

Nathan blev liggende efter at Ivy smed ham hårdt ned i gulvet. Han var blevet udmattet og havde ikke lyst til at råbe af hende længere. Faktisk havde han bare lyst til at hun gik, forsvandt, lod ham helt være. Han mumlede noget uforståeligt da hun begyndte at tale om sit kosmetiske problem, og nåede at flytte sit ansigt nok, da hun sparkede imod det, til at det ramte hans kind i stedet for næsen der for noget tid siden havde været brækket. Ikke desto mindre gjorde det stadig pisse ondt, men han brokkede sig ikke. det turde han ikke rigtig lige nu.

Han kunne dog ikke undgå en mindre hosten idet Ivy gik hen og placerede en fod på hans bryst. Det var lige lidt for meget vægt. Han blev prikket let til af den samme sko, som den han lige havde fået et spark med og forsøgte at ignorere irritationen over det, men hun var åbenlyst ikke færdig endnu. Han ventede det værste da hun satte sig på hug og gav derfor et mindre spjæt fra sig ved hendes lette berøring.
Og så rejste hun sig pludselig op igen med øjne der kunne dræbe og et spørgsmål han ikke havde lyst til at svare på. Han vendte sig om på siden og tvang sig selv op i en siddende stilling. På trods af hvor ondt det gjorde og hvor svimmel han blev af det, kom han også helt op at stå med et magtesløst grin i hele ansigtet. Nu havde han alligevel set verden, så det faktum at hun tæskede ham var lidt... Ligemeget..
"Vil du virkelig gerne vide det?" Spurgte han i et lidt provokerende, og meget hæst toneleje. Man skulle næsten tro at han var blevet masochist.