Gamle minder - Godric

Lamia gik roligt ind af den store og ødelagte indgang til forlystelsesparken. Solen var næsten ved at gå ned så det var skumrings tid. Hun så sig omkring og hun fik nogle små glint fra sin hukommelse. Hendes øjne lyste op af glæde, hun huskede at hun var glad for at være her da hun var mindre. Hun løb glad hen til en ødelagt karrusel. Hun satte sig op på det der engang lignede en hvid hest. Den manglede sit hovedet og sit ene forben. Hun satte sig og følte sig lille igen. Hun fik en følse som hun ikke havde følt længe, savn.

Godric tog et hårde tag om tøj dyret og så på det som var det hans bedste ven.. hvilket det jo også var på sin vis, han aede plsen blødt igennem, han var ikke helt normal.. han var langt ude, og psykopat, han rendte rundt og satte ild til det meste han kunne, kedte sig tit og legede med sine tøj dyr. Ud over det undgik han de klamme zombier der altid faldte fra hinanden. Han brød sig heller ikke om mennesker, ja dem der nu var tilbage, men han var bleven væk fra sin folk.. han følte selv han havde fået nok af det hele, han ville bare være sin egen lille flok, han brød sig ikke om det de gjorde, og han kunne ikke lide at den krop han havde ikke var hans egen. Han grinte lidt over tanken, sindsyg var han jo. Han hviskede blidt til tøjdyret som han tog i det ene øre og kyllede det ind i en gammel mad vogn, han kastede en ligter efter den og tændte den på en bjævelsk måde, han grinte da det hele brød ud i flammer. Enu en ven havde han slået ihjel. Han vendte sig bort og så hen over pladsen, hans blik faldt på en pige.. han var ikke alene mere. Han åbnede sin taske der var stor og rumlige kun fyldt med lightere, han tog en ny op og knugede den i sin hånd. Det var hans våben.

//haha, bjævelsk xb//

Lamia sad og adede sin intet hovedet hvide snavsede hest, da hun hørte ild der brændte. Ild, det hadede hun forfærteligt meget. Hun hoppede ned af hesten og lagde mærke til en dreng, der lignede et menneske, men der var noget over ham som ikke virkede menneske agtigt. Hun løb bag karruselen og satte sig med ryggen til. Hvad nu hvis han ville gøre hende ondt? Lamia lukkede øjne og ønskede sig langt væk. Dog blev hun nysgerrige og rejste sig op og så på ham fra lang afstand. Han havde vidst opdaget hende. Hun skar et vred ansigt, hvis han var dum imod hende så skulle hun nok være dum mod ham.

// Hun er nu heller ikke så klog :b meget mindre årig tænkende og lidt dum.. sådan som jeg husker en zombie på xb //

Godric kunne høre hvordan den lille pige blev bange for ham da han endelig opdagede at han ikke var alene, han smilte skævt på en lidt sindsyg måde, det var nok bare ham der var lidt.. syg. Han gik mod hende.. eller nej han stoppede op igen og stirrede mod hende, skulle han bare skynde sig væk? Zombier var ikke særlige stærke de faldte altid fra hinanden og de så altid klammme ud.. Men hun så da ikek så gyslig ud igen? Han tændte roligt lighteren og grinte lidt imens han tog enu et skridt, han havde tænkt at sætte ild til hende for at se om hun kunne brænde, det var ret ondt men han var jo bare det han var. Dog skiftede han mening og rettede lighteren mod Kausellen og kastede, hesten flammede op og han grinte over dens død. Enu en ven der døde, han elskede det. "Hej du.. min ven" sagde han til pigen og fandt en ny lighter frem fra sin taske der var nok omkring de 1000 der nede. Han havde altid en lighter på sig, det var nødvendigt, da det var hans eneste våben.

Lamia løb væk fra karruselen da hun så at hendes hvide intet hovedet hest gik op i flammer. Hun blev irriteret, "jeg er ikke din ven, du vil brænde og det vil jeg ikke have" sagde hun på en underligt måde da hun ikke var så god i sproget. Godt nok var hun zombie, men hun var ikke ved at falde fra hinanden, det var kun om natten at hun ville ligne et lig og et meget klamt et. Hun satte sig langsomt ned af en væg som var engang en indgang til parken. "bange" mumlede hun, det hun mente var at hun var bange. Hun følte hun havde mistet et dejligt minde, den hvide hest.

Godric grinte lidt og stirrede på ilden som han jo elskede, men pigen forvirrede ham for hun var bange, det kunne han ikke lide, han kunne ikke lide når andre var bange, han var altid selv bange, men ikke så meget som hende, han havde lyst til at sætte ild til hende se om hun også kunne brænde, men kun venner skulle dø og hun var ikke hans ven det havde hun jo selv fortalt ham. Kun dumme venner skulle dø, brænde op i helved. "Du skal ikke flygte fra mig pige" sagde han og så sig omkring han fandt hende igen og fulgte efter hende, han børd sig ikke ome zombiere.. på nogen måde, men hun så helt menneskelig ud.. det var underligt, endelig kunne han heller ikke lide mennesker, fordi der stadig var en sjæl inde i ham, menneske sjælen før han kom til, den var irreternede nogen gang snakked den til ham, ville ikke lade ham leve dens liv, han ønskede den død, men om det var nok vidste han ikke.

Lamia klemte sig op til væggen og gemte sit hovedet i sine hænder. "gå væk ild" jamrende hun. Hun følte sig usikker og hun var virkelig i tvivl om hvordan hun skulle gøre og sige. Hun vidste hvert fald at han ikke var menneske, så hvad var han så? Lamia kendte ikke til så mange væsner da hun prøvede at undgå at komme i nogen form for konflikt. Hun fjernede hænderne fra sit ansigt og så på ham med sit døde ansigt som var så blegt og tomt. Hendes øjn farve lyste af frygt, en skummel orange farve.