et fortabt mennske i sneen --- alle velkommen---

Dato: 27 november 2010
Årstid: vinter eller sådan er vejret
Dag: Fredag
Vejr: Overskyet, sneen frosser ned fra himmlen, og det meget koldt.
Sted: Skoven, Xela Skoven
Tid: 18:30
Omgivelser: Træer, sne som bliver dyber som dagen skrider frem.

Ollie gik igemmen skoven det var meget svært at komme frem, og hun var meget våd hun skulle ind til byen for det meste holdte hun sig ude skoven, da hun hadede fyldte steder. Hun skuttede sig lidt der en kold vind blæste ind over hende, den jakke som hun var iført hjalp ikke ret meget, man kunne tydeligt se at den havde haft sine bedre dage, men det var det eneste hun havde for nu. inden under havde hun tynd tøje som heller ikke hjalp på varmen. hun sank ned i snedrive da hun ikke set sig for og stod med sne til godt op over knæene, hun hadede den forbandet sne den gjorde alt for spænde ben for hende og så var det koldt bevæge sig ud, hun kæmpede i et stykke tid, men kom til sidst op og forsatte sin gang. Faldet havde gjort hende mere våd og hun ville helt klart blive forkølet inden længe. Hvis ikke snart hun fandt sted hvor hun kunne få varmen.

Lamia gik stille rundt ude i den underlig formet skov, det var ikke som den skov hun kendte fra sit menneske liv, eller var det? Det kunne hun ikke huske. Hun gik langsomt på en krombøjet måde da hun beundrede sneen. Hun tog noget op og så på det, lige foran sit ansigt. Hun slikkede på det og fik kuldegysninger og smed det hurtigt igen. "koldt" mumlede hun. Hun havde ikke set mennesker i meget lang tid, eller andre væsner for den sags skyld. Hun hørte et bump, som om en var faldt og var lettere irriteret. Hun så sig omkring og så en menneskepige. Hun smilte, måske ville hun være venner? Med mindre hun var dum over for Lamia. Hun gemte sig bag et træ og så på hende.

// Hey : DD Okay at jeg joiner? //

Ollie så sig omkring da hun mærkede at hun blev iagttaget. Hun vendte sig forvirret om, hvorfor gik de eller den ikke til angreb, som de plejede at gøre. ´Måske var det ikke en Alien eller Zombie måske var det bare mennske. Hun følte en smule frygt, hun var alene og kunne ikke gøre modstand hvis der var flere, det var ulempen ved bo alene og ikke i en flok, Efter aliens ankomst var mennsker blevet jaget dyr. Hun overvejede om skulle løbe hen et af de ufremkommenlige krat og gemme sig, nej det kunne kun være en dødsfælde. Hun sukkede svagt " ER HER NOGEN?" råbte hun spørgende imens blik søgte rundt.

Lamia hørte mennesket der råbte. Hun forsvandt hurtigt bag et træ og gemte sig. Men hun kunne ikke lade være. Hun kiggede forsigtigt frem. "mig" sagde hun med sine uskyldige orange øjne. Hun følte ikke at der var noget at frygte, det var jo bare et menneske. Hun gik langsomt mod mennesket med en smule bøjet ryg men lod blikket blive oppe så de havde en smule øjnkontakt. Hun stoppede op ca. 5 meter fra hende. "du menneske?" spurgte hun så for at finde ud af om hun havde ret i at det var en uskyldig skabning. Hun så ingen våben så hun regnede ikke med at det var en farlig jæger.

ollie kiggede på vedkommende som kom frem fra sit skjul, det var tydeligt at se at pigen ikke ville gøre hende, da hun standsede 5 meter fra Oliva, gik hun selv to meter tilbage så der var 7 meter imellem dem. Hun betragtede pigen og var ikke helt sikker på om hun skulle sige noget, men nikkede så, hun en af de få som sluppen fra aliens angreb. Hun stod lidt stirrede på dette væsen, Oliva sikker nu pigen der stod lige foran hende var ikke mennske. Men hvad var hun så?

Lamia hævede øjnbryne, "nej.." sagde hun, hun ville ikke ha at hun gik væk, hun virkede ikke som alle de andre. Hun satte sig ned på sneen og smilte til hende. Det var som om at sneen slet ikke var kold, hver fald for hende. Hun var harmløs, det eneste hun ikke lige var så godt til det var at snakke.

Ollie blev stående hun ønskede ikke at der skulle ske væsnet noget, derfor ønskede hun heller ikke gøre den ondt, hun betragtede hver lille bevægelse dette væsen lavede, den så heller ikke ud til ville hende noget ondt. Den ville ihvertfald ikke havde hende til gå. Hendes følelser forvirrede hende del, hun burde gøre det af med væsnet, men på den anden side kunne hun ikke få sig til det " og du er?" spurgte hun og ville vide hvem hun var og hvilket væsen hun var, var det alien eller zombie? hun kunne ikke bestemme sig. bakkede yderligere to meter tilbage så der var lang afstand imellem dem, så hvis dette væsen prøvede på noget, kunne hun drage fordel af hendes hurtighed og smedighed.

Lamia rejste sig stille fra snen og rettede sig op. "Lamia" sagde hun og pejede på sig selv. "du?" spurgte hun og pejede på menneskepigen. Hun smilte venligt og børstede sneen af sig. Hun stod bare og så på hende, betragtede hende. Så længe hun kun var et menneske og hun var en del stærkere end hende så var der vel intet at frygte.

Hun trak sig smule tilbage idet Lamia rejste sig op, hvis bare afstanden var på denne længde havde hun ikke noget imod snakke. Men skulle hun fortælle denne pige sit navn? hun var tivil og derfor svarede hun ikke. Hun overvejede stadig om hun skulle stikke af,men nej på måde havde hun ikke lyst " Ollie" svarede hun resten måtte den fremmede regne du, hun sukkede svagt hun kunne drage til sin hurtighed hvis noget skulle gå galt " Hvad er du?" spurgte hun igen der engtlig gik op for hende hvad pigen var.

Lamia bøjede sig ned og satte sig i huk og tegnede i sneen. Hun ville virke harmløs så meget som muligt. Også fordi at hun var jo en zombie, men hun kunne godt huske at hun havde været menneske, det var fantastisk den tid. Hun så op fra sneen og pegede på sig selv igen, "Mig, Lamia" sagde hun og smilte, "jeg anderledes, ikke menneske" sagde hun, hun vidste godt hvad hun var men hun kendte ikke ordet for det.

Ollie kiggede på pigen idet pigen gav sig tegne i sneen, hun var ikke mennske det var oliva godt klar over. Hun kiggede på pigen med tænksomt blik før rettede sig mere op i ryggen, var det ikke noget med at alles erindinger forsvandt når man var Alien? så kunne der kun være Zombie tilbage. Hun bed svagt læben for ikke at kom til grine, pigen vidste ikke navnet på sin engen race. Da Oliva fået samlet tankerne lagde hun atter sin opmærksom imod pigen som var zombie " du er en zombie" sagde hun for hjælpe, på måde fandt Oliva det komisk men hun skjulte det godt for hun ville ikke fornærme Lamia der sad på sneen prøvede så hårdt at få Oliva i snak. Hun tænkte stadig selv på den gang alt var normalt, men sådan hang det ikke sammen mere. hun betragtede en gren ved siden af Lamia " Kan du vikrelig?" spurgte hun for sige noget, på måde ville hun gerne havde Zombien til åbene op for hende.

Lamia nikkede roligt og gik langsomt hen til pigen. "zoom..-bie" sagde hun forsøgende. det lå ikke i hendes ordforråd. "du menneske" sagde hun på en stolt måde. "savner menneske" sagde hun mumlende. Hun savnede sit menneske liv, det var så længe siden, men hun kunne jo ikke engang huske sine forældre eller noget, hun at hun ikke var bange hele tiden, gid jorden var normal.

Idet lamia begyndte gå hen imod oliva tog hun nogle skridt tilbage, hun vidste ikke rigtigt om skulle stole på dette uskyldige væsen " stop" sagde hun ville ikke havde Lamia tættere på, man kunne aldrig vide hvad der ville ske. Men ønskede ingen trang til at skade pigen som tydeligvis var nysrrig. Hun kom til at fnise da Lamia utale var forkert, men det var ikke fordi hun ville gøre den sur det lød bare sjovt, den måde hun sagde det på. betragtede pigen hun savnede også nærværet af mennsker og dengang alt var normalt " det gør jeg også" svarede hun og hendes ansigt ændrede sig venligt til blive en smule ulæsligt. hun lukkede svagt øjene da hun tænkte tilbage på dengang hendes familie blev slæbt væk og der var kun Oliva og olivas søster, resten blev slæbt væk, men også kontrakten med søsteren blev bragt til ende og hun anede ikke hvad der var sket eller hvordan hun havde det.

Lamia stoppede op da hun hørte ordet stop. Hun gad snart ikke at prøve mere. Hun vendte om og gik den anden vej. Det var så svært at finde venner, derfor hun hadede sin krop. Den var alt andet end normal. Hun sukkede og slæbte sine fødder efter sig. men så satte hun sig på hug og roede nede i sneen. Hun fandt en ske, hun tog skeen op og så på den, det var godt nok kommet langvejs fra, tænkte hun. Minder om at være menneske hoppede frem i hendes tanker. Hun smed den ned på jorden igen og vendte sig om og så på pigen som hun ikke var velkommen hos.

hun ville ikke havde ´Lamia til at går så tog hurtig beslutning imens sukkede dybt, hun kunne vel lige så godt tage chancen " du må ikke gå" sagde hun da kommet op på siden af Lamia. lagde forsigt en hånd på pigens skulder idet smed skeen fra sig. " du må undskylde hvis skræmte dig væk" sagde hun, men efter alt det der var sket havde oliva svært ved stole på folk.

Lamia blev lettere forskrækket da hun følte en andens hånd på hendes skuldre. Hun bakkede lidt væk af chokket. Hun lukkede øjne, men åbnede så stille op og så at det bare var pigen. Hun smilte langsomt. "du fryse?" spurgte hun, Lamia kendte nemlig et sted hvor der var læ, der kunne også tændes bål, men ilden var Lamia nok ikke så glad for.

Hun nikkede hn var kold efter at være endt ned i den drive, følte sig tryk ved denne zombie hun virkede så uskyldig og hun ville på en måde beskytte som moder beskytter sit barn. Hun lagde hånden ned langs siden da Lamia trak sig væk smilede stadig varmt og venligt.