Sins hidden in the heart turn all to decay

Ivy var tæt på at råbe af ham igen, da han et kort øjeblik så mere trodsig ud end hun brød sig om, men i sidste ende gik han, og det var sikkert også bedst for ham selv. Det var vel begrænset hvor mange tæsk han kunne klare på en enkelt dag. Specielt på en dag hvor hun ikke ville have ham til at krybe helt sammen under sig.
Da hun var sikker på at han gik ud i bryggerset, og blev derude, tog hun kaninen med ind i køkkenet. Med det man kunne kalde hverdagsmine, skar hun det ene lår af kaninen, før hun smed den i køleskabet. Nonchalant rev hun skindet af kødet, og spiste med en afslappet mine.
Da hun havde spist gik hun ud på badeværelset og betragtede sig selv i spejlet. Det hun så i spejlet, var bestemt ikke det hun gerne ville, men alligevel et syn hun havde vænnet sig til. Huden i hendes ansigt var nogle steder forsvundet, mens de andre steder nærmest hang i laser. Mange steder så det bare forbrændt ud, og nogle få steder kunne normal og glat hud endnu ses. Hun var heldig, syntes hun, fordi hendes døde krop rådnede langsommere end hvis hun havde været rigtigt død. Hun rykkede lidt tættere på spejlet, og med en kritisk mine pillede hun et par maddiker ud af sit ansigt, før hun lagde et par falske øjenvipper på og fornyede sin mascara. Så skiftede hun til noget tøj, der i højere grad dækkede hende rådnende problemområder.

Da hun havde gjort hvad hun kunne for at se godt ud, gik hun ind i bryggerset til Nathan. Hun stod et øjeblik stille, med armene over kors, men hun betragtede ham. Efter et stykke tid satte hun sig ned overfor ham på hans madras. "Du ser lidt syg ud" Der var bekymring i hende stemme, og selvom man sikker kunne tvivle på det, var det skam en ægte bekymring. Hun ville jo ikke holde på ham på den måde, hvis ikke hun holdt af ham. Det burde han også selv vide. "Måske du skulle sove inde i min seng i et par nætter?" Hun strøg forsigtigt en hånd over hans pande, mens hun så undersøgende på ham.

TEMPLATE BY NONAME @ CAUTION

Havde hun vidst at han var syg tidligere, havde hun nok ikke hamret ham ind i væggen. Det kunne godt være han havde en gudsgiven evne for at gøre hende vred, men hun havde trods alt stadig en vis medmenneskelighed i sig. I hvert fald når det gjaldt Nathan. Når det kom til de folk hun spiste... Tja.. De ville nok ikke ligefrem mene hun var human, men hey? Hvem kunne spørge om deres mening?
Det med sygdommen var naturligvis lidt ynkeligt. Men så igen. Det var vel meget naturligt for de små svage mennesker at blive syge? Der var endnu en fordel ved at være død, man blev ikke syg. Eller, man var jo teknisk set allerede syg, siden man var inficeret med den der zombie-virus. Men det var også det. Ingen influenza, eller forkølelse og andet ynkelighed.

Hun smilede en lille smule, i et forsøg på at opmuntre ham, men siden hun jo lignede et lig på det tidspunkt, var det næppe særlig opmuntrende. Det gik lidt før hun kom i tanke om det, og hun fjernede øjeblikkeligt sit smil igen. Hun var jo ikke ude på at skræmme ham til døde. Ikke lige nu i hvert fald.
Med det neutrale ansigtsudtryk, rejste hun sig op igen. "Kom med ind i seng, så ser vi om det går bedre" Hun havde intet imod at dele sin seng med ham. Dels fordi hun i virkeligheden slet ikke havde behov for at sove, og derfor heller ikke havde behov for sin seng. Den pyntede nærmest bare i lejligheden. Underliggende i hendes stemme hvad været, at hun nok skulle gøre noget ved det, hvis han ikke fik det bedre. Hun kunne jo ikke lade ham rende rundt og være syg.

TEMPLATE BY NONAME @ CAUTION

Hun var godt selv klar over, at hun nok ikke gjorde det bedre for ham, men som hun så det var der ikke noget at gøre ved det. Ikke nok med at det var hendes seng, det var også hendes lejlighed, og så måtte tingene gøre på hendes måde. Hendes måde, lige nu, var at hun lå foran ham, face to face. Nathan levede fuldstændig af hendes gode vilje overfor ham. Heldigvis sagde han ikke noget til hende. Heldigvis faldt han temmelig hurtigt i søvn.
Hun blev liggende overfor ham, og betragtede ham roligt. Hun savnede lidt det at sove, og drømme. Faktisk var der mange ting ved at være menneske hun savnede, men det ville Nathan aldrig finde ud af. Som sædvanligt snakkede han i søvne da han begyndte at drømme. Først fik det hende til at smile, for han sagde jo at han elskede hende. Efter det gik der ikke ret lang tid før hun følte sig såret. Voldsomt såret.

Som altid gik hun fra såret til rasende på et splitsekund, og hun rejste sig hurtigt på i sengen. Med et velplaceret og kraftigt spark i hans mave, sendte hun hans krop ud af sengen, og direkte ind i væggen der var under en meter væk på den anden side. Nu skulle han få lov til at få mindst lige så ondt som hende, og hun havde hele dagen!

TEMPLATE BY NONAME @ CAUTION

Han skrig fik hende et kort øjeblik til at smile koldt. Havde hun ikke været rødglødende af raseri, havde det sikkert været nok til at afvæbne hende. Hver eneste af hans sexede skrig sendte en følelsesmæssig hedebølge gennem hende. Det kunne have været hans våben mod hende. Forudsat at han altså foretak sex frem for tæsk. Når det kom til Nathan kunne man aldrig være sikker på det punkt.
Hun bevægede sig tættere på ham, mens han kæmpede sig op på knæ. De flammende øjne hvilede på ham, mens et vildt raseri, og kun et lille skær af hendes skuffelse, flakkede i dem.

Da han begyndte på sine undskyldninger, steg hun ned af sengen. Med en nærmest mekanisk bevægelse vendte hun sig mod ham, og placerede omhyggeligt sin ene fod på hans bryst, før hun skubbede ham tilbage mod væggen med den. Naturligvis gjorde han ikke modstand. Han havde lært det var nytteløst.
Da hun igen havde ham trængt op i en krog. Præcist som hun ville have det. Begyndte hun at tale med en isnende tone "Så jeg er syg i hovedet, hva?" Hun tog et skridt tætter på ham, og hendes hænder blev knyttet til jernhårde nævner "Et råddent lig?!" Ved sidste ord rettede hun endnu et hårdt spark mod hans maveregion. Hun havde hævet sin stemme en del, men holdt sig stadig fra at råbe ad ham. Ind til videre fik han en minimal chance for at forklare sig. En chance han næppe var i stand til at udnytte.

TEMPLATE BY NONAME @ CAUTION

Han havde fået sin chance. Han havde fået en chance for at køle hende lidt ned, men han havde ikke brugt den ordentligt. Så var han også selv skyld i det der ville komme bagefter. Naturligvis sank han sammen, og naturligvis forsøgte han at komme væk. Og naturligvis faldt han sammen for hendes fødder endnu en gang. Sådan var det jo altid. Stærk var han ikke ligefrem.

Med spidsen af sin fod vendte hun ham om, så han lå på ryggen. Langsomt, som om hun havde al tid i verden, satte hun sig på hug ved siden af ham. Det faldt hende kort ind bare at forgifte ham og så det overstået. Når han var død, ville det være begrænset, hvad han havde af sårende ord til hende. Måske han i døden kunne fatte at, hun bare ville have ham til at elske hende.
Dog kom hun ret hurtigt i tanke om, at hun ikke ville slå ham ihjel. Nej. For hvis hun gjorde det, ville hun slet ikke have nogen. Hun tog et hårdt greb om hans kæbe, og tvang hans ansigt over mod sig. "You and your pretty face" Hun betragtede ham i tavshed i et langt stykke tid, før hun sagde de ord, hun vidste ville få ham til at gå i panik. "Lige børn leger bedst... Måske jeg bare skulle bide dig?" Normalt plejede hun bare at bruge det som en trussel, men denne gang overvejede hun det faktisk. Han hadede hende jo bare fordi hun ikke var køn mere? Hvad så hvis han heller ikke var køn? Hvis de stod lige, ville han sikkert komme til at elske hende igen.

TEMPLATE BY NONAME @ CAUTION

Hans tiggen hjalp lidt på situationen. Men kun lidt, for det gjorde hende næsten lige så trist, som det havde en tilfredsstillende virkning på hende. Det der fik hende til at ombestemme sig, i hvert fald midlertidigt, var at han tog sig samen til at røre ved hende, af sig selv og på trods af hvordan hun så ud. Så kunne det vel være værre. Det var i hvert fald hendes gæt.
Hun gav pludseligt slip på hans ansigt, og overlod det på den måde også til ham selv at holde sit hoved oppe. "Jeg tror ikke du elsker mig, Nathan" Hendes stemme var en anelse mere rolig, men stadig meget anspændt. Hun havde stadig lyst til at slå ham ihjel, men hun bed det en smule i sig, og rejste sig op.

Med fugleperspektiv på ham, som hun stod deroppe, omkring halvanden meter over Nathan, virkede han endnu mere ynkelig. Selvom han var ret ynkelig som han lå der, gik der ikke lang tid før hun igen blev opfyldt af vrede. Hvis han nu bare have ladet være med at trække hende op på den fucking motorcykel i første omgang! Så havde hun været død. Det hele var hans skyld, og hans skyld alene!
Hun så ned på hans kønne ansigt med lynende øjne. Hele hans ansigt og hans udseende var blevet til en omvandrende hån mod hende. En stor omvandrende hån, mod det hun var blevet til. Opfyldt af vrede, frustration og en indre smerte og desperation der var større end hun kunne rumme, rettede hun endnu en gang et spark mod ham. Denne gang sparkede hun mod hans ansigt.

TEMPLATE BY NONAME @ CAUTION

Ligesom Nathan, kunne Ivy tydeligt høre knækket fra hans næse, og det fik hende til at smile saligt. Det var lige præcist det hun havde villet. Da han tog fat i hendes ben og væltede hende, blev hun mildest talt overrasket. Hun havde på ingen måde forventet at han ville begynde at forsvare sig. Af samme grund lå hun helt stille og stirrede op på ham, da han satte sig ind over hende. Hun var stadig rasende, men prøvede at skræmme ham væk og få ham til at undskylde, bare ved at se vredt på ham.
Men det skulle hurtigt ændre sig. Han råbte ad hende, og formåede på en gang at paralysere hende og afvæbne hende fuldstændig. Det kunne godt være at hun var stærkere end ham, men i hende menneskelige mentalitet, var det stadig fornuftigt at trække sig tilbage når han blev vred. På et splitsekund forsvandt vreden fra hendes øjne, og hendes muskler slappede igen af.

Hun krympede sig en lille smule da han råbte for anden gang, mest fordi hun ikke havde set det komme, og ikke havde været på vagt. Hun så ham kort i øjnene, med et trist blik, før hun rettede blikket mod hans næse, og blodet der dryppede taktfast fra den. Lige i det sekund fandt hun langt mere sexet end normalt, og da hun tvang sig selv til at se ham i øjnene igen, var alt modstand forsvundet. "Okay... Jeg overgiver mig" Hun smilede forsigtigt, pinligt bevidst om sin fremtræden. Hun ville have kysset ham, hvis hun havde muligheden, men siden han havde et fast greb i hendes skuldre, og hun var ret sikker på at hun ville skade ham, hvis hun tvang ham til at slippe, lod hun være.

TEMPLATE BY NONAME @ CAUTION

Da han gav slip og trak sig væk, kunne hun uden at lyve sige hun var en lille smule skuffet, men hun var helt klart ikke overrasket. Hun blev liggende i et stykke tid og kiggede op i loftet. Der var tydelige render i malingen efter en vandskade, der havde været en gang for længe siden. Hun kunne huske at de havde stillet en stor balje under stedet, for at der ikke skulle dryppe ned på gulvet.
Efter et stykke tid, og da han talte uden at råbe, satte hun sig op igen. Med en ligegyldig mine tog hun sin trøje af, og satte sig tættere på ham. Hun holdt forsigtigt stoffet op mod hans næse, for at stoppe blodet. Trøjen var jo alligevel blevet ødelagt af de dråber der allerede var landet på den.

"Jeg tror ikke du ville kunne slå ham ihjel" Hun talte roligt, mens hun diskret flyttede sig en smule ud af hans synsfelt, og prøvede at dække sin krop så godt som muligt. Det hun havde sagt var ren fornuft, for medmindre han lige pludselig var blevet præcisionskytte eller noget i den retning, var hans chancer ikke voldsomt store. Når det var mennesker mod zombier, havde zombierne det jo med at vinde. Mens hun stadig fokuserede sit blik på ham, trak hun en smule klodset i lagenet på sengen, og hev det ned så det dækkede hendes overkrop så godt som muligt. Så kunne han da slippe for synet af hendes rådne og maddikefyldte kød et stykke tid endnu. Desuden skammede hun sig også selv en smule over det. Det var jo derfor hun plejede at dække sig godt til mellem midnat og middag.

TEMPLATE BY NONAME @ CAUTION

Ivy sad tavst sammen med Nathan, mens han betragtede hende. Hun brød sig ikke specielt meget om det, men siden hun allerede havde givet ham for mange tæsk, gjorde hun ikke noget ved det. For at undgå hans blik, og at vise ham hendes ubehag, bed hun forsigtigt i sin underlæbe og vendte blikket nedad. Efter lidt tid faldt det på hendes ene arm, og hun begyndte fraværende at pille løst og dødt hud af armen. Egentlig en dum handling, da hun hjalp nedbrydelsen af sin krop på vej, på den måde.
Hun lod sig falde hen i sine egne tanker, og vendte tilbage til erindringen om vandskaden i loftet. Det var måske ikke lige det bedste minde hun kunne finde, men det stammede fra en tid hvor hun havde været menneske, og hvor Nathan havde elsket hende.. Elsket hende rigtigt, og ikke bare fordi han ikke turde andet.

Hun så igen op, da han spurgte om han måtte gå i seng. Først så hun en smule desorienteret ud, men så nikkede hun langsomt. "Ja ja, gør bare det... Men gør lige noget ved din næse først" Hun trak på skuldrene, og stillende en temmelig ligegyldig mine op. Hun vidste lige så godt som ham, at hun blev nødt til at lade ham sove før eller siden, og det kunne vel lige så godt være med det samme.

TEMPLATE BY NONAME @ CAUTION

Ivy blev siddende på sit soveværelse mens han gjorde sig klar til at gå i seng. Det hårde gulv udøvede et hårdt tryk mod hendes siddeben, så efter lidt tid satte hun sig op op sengen, for at skåne dem. Ikke fordi det gjorde ondt, det kunne hun jo ikke mærke, men fordi hu var bange for at det burde gøre ondt.
Hun lyttede omhyggeligt i stilheden, mens Nathan stod ude på badeværelset og ordnede sin næse. Hun havde næsten dårlig samvittighed over at have brækket den, men også kun næsten. For det havde jo været hans egen skyld. Hun forventede at han ville vænne tilbage til soveværelset snart, så måske hun skulle undskylde?

Men han vendte aldrig tilbage til soveværelset. Hun lyttede til hans skridt, da han gik ud af badeværelset og ind i bryggserset. Hun ventede lidt længere, og da der var helt stille, og hun forventede at han sov, samlede hun sin dyne op fra sengen og gik ud til ham. Hun lagde forsigtigt dynen over ham, for ikke at komme til at vække ham, og gik bagefter ind i stuen. Nu hvor hun havde sikret sig at Nathan ikke frøs, kunne hun gøre som hun ville.
Fra et hjørne fandt hun sin guitar frem. Den var naturligvis akustisk, det var vel trods alt et af de bedre valg til den slags musik hun spillede. Hun satte sit tavst ned på sofaen, og begyndte at spille på en af sine rolige og søvndyssende melodier.

TEMPLATE BY NONAME @ CAUTION