Et nyt Møde? men! EN JÆGER!!( Matteo

Tid : Nær 18:32 solnedgang

O : ingen at se i nærheden sådan rigtig, få huse der er stadig stående

V : Varmt vejr, dejlig solskind, og glohede

S : Stedet er midt i byen, blandt murbrokker og nogen stående huse? og centre..


Stedet lå temmelig øde, og man kunne høre den blide vind der var lun og varm på samme tid, pusle til ting der lå løst der ikke var blevet smadret af de store murbrokker fra krig eller forfaldelse?. Justine var navnet på dette alien eller hendes menneskes navn, hun hed rigtig kaos fordi hun altid skabte kaos med konklutioner og diskutioner da hun var skabt blandt de andre aliens. vis der var en ting Justine var! så var det menneskelig i hendes øjne, hun hadet sin egen slags og af go grund, den krop hun gik i var nemmelig ingen sjæl i men kun Kaos... fordi Justine var døden nær på grund af en sygdom da Kaos fandt hende og ville hjælpe hende, men i stedet overrakte Justine, Kaos hendes krop, for at kaos kunne overleve.. siden den dag Beholdte Kaos, Justines navn når nogen spurgte hende fik de Justines navn af vide og ikke Kaos´s navn.

Matteo så sig lidt om på det forladte sted, og sukkede. Det føltedes enormt ensomt nogen gange, men det var nok ikke rigtig noget man kunne brokke sig over, der var ingen mennesker, der var intet andet end de der væsner tilbage.. Og dem skulle han skyde. Matteo var dog ikke helt som andre jægere, han skød kun på dem/det der angreb ham. Han gik stille hen over et par murbrokker, og så op mod solen.. det var nu ret godt vejr. Han smilede lidt af det og fortsatte indtil han fik øje på noget der bevægede sig længere fremme.
Hans krop stivnede automatisk, da han ikke så så godt måtte han fokusere ved at lytte. Den stod lidt fra ham. Han kunne se det røde hår, og det var langt.. så var det en kvinde? Han strammede let grebet om den kolde jernstang, som han havde fundet i en kælder engang.. nu var den dog lidt mere blodig i det.
Det var hans våben, da han ikke kunne bruge en pistol med sine dårlige øjne. Han stod stille og så lidt på hendes ryg, for han kunne godt se at hun stod med ryggen til.

Justine havde ildrødt hår der var langt til hofterne og flagrede med den blide vind der så stille legede med det, så det så helt magisk og levende ud, som var hun under vand og det havde sin egen vilje og elegante bevægelser?. Hun så lidt rundt i det hun syntes at kunne høre en?, ens fod der skred lidt til siden. Hun vendte sig hurtigt om elegant med et strejf af Smidighed? over sin krops holdning og bevægelse. Hendes grønne dådyr ligende øjne der var lyse grønne betragtede nu fyren der stod ikke langt fra hende?. Hun så lidt på ham og kunne konstatere at han var et menneske? eller måske??... jægere?. Hun nærmede sig ham stille og prøvede at være lydløs fordi hun kunne se noget ved hans øjne men hun var ikke sikker? var han mund blind ? eller var det blot lyset fra solen der ikke gjorde hendes evne til at se så godt?. Hendes fodtrind var lettere katte agtige, i mens hun stille sneg sig mod ham med næsten urykkelige skridt mod ham, fordi han ikke skulle opdage at hun rørte på sig.

Matteo stod stille, og så lidt på hende. Hun havde vendt sig om, det kunne han se nu. Han forsøgte at se om hun bevægede sig, men det var svært for de flydene bevægelser afslørede ikke at hun gik. Han løftede tøvende sin arm og rettede enden af jernrøret mod hende. Det var omkring halvanden meter, men hvis det havde været længere ville det bare have været beværligt at styre, mens hvis det havde været kortere ville det have været svært ikke at få væsner som zombier helt tæt på.
"Stop der" sagde han kort og smældene. Ellers ville det gå ud over hendes nakke, men det måtte hun jo selv om. Hans stemme havde en let accent, han var ikke født i Sandria, eller i denne verden. Han var spansk, derfra hans lidt anderledes navn.

Justine stoppede bræt op og så undrende på ham og tænkte*Hva i??? kan han se jeg bevæger mig eller sagde han det blot???* hun bed sig let i underlæben af fustration fordi hun vidste ikke om han var ond eller noget, hun ville blot lidt tæt på for ikke at skulle råbe til ham. Jorden rystede blidt under hende lidt, hun kunne mærke noget?, der var et eller andet i denne by der ikke var .... særlig betryggende ?.. Hun så pludselig bagved mennesket en vis skikkelse ? *ZOMBIE!? omg! vis !* Hun nået ikke at tænke længere før hun løb direkte og meget smidig mod Matteo, hun havde overkroppen sænket lidt ned af mod jorden og armene bagud og bene langt frem og så langt tilbage i utrolig lange skridt!. Hun løb utrolig hurtigt i det hun brugte sin energi til at komme frem af hurtigst muligt. Indtil hun stod næsten direkte foran Matteo, overfor ham, hun kunne se ham i øjnene, hendes ånde berørte let hans ansigt, en blid og ikke duftende ånde eller noget, den var bare varm og blid. Hun hoppede over Matteo, i det hun hurtigt bukkede sig ned og hoppede over ham og tog en lang kniv omme på hendes ryg og landet bagved zombien og hukket dens hoved over med et snit!. Hun smilede lidt og satte kniven tilbage i det hun stod fast på jorden. dette havde kun taget under 30 sekunder NÆSTEN!

Matteo opfattede dog godt bevægelsen, da hun pludselig var helt henne ved ham. Det hele gik så stærkt at han næsten ikke opfattede hvad hun lavede. Han opfattede kun lige et par store smaragdgrønne øjne, og en varm ånde mod sin hage, og et rødt virvar af hår omkring hendes ansigt som tang i det turkise hav. Så var hun væk, og lyden af kniv mod blød hud hørtes tydeligt i hans ører. Han stod stille i et par sekunder, og vendte sig så langsomt om, og så hvad hun havde lavet. Først forstod han det ikke helt. De store grønne øjne... blodet, det hele smeltede kort sammen. Han rystede kort på hovedet, og så på hende "tak" sagde han så, en smule overrumplet. Han så kort ned på zombien.. fred med den.. sikke en voldsom død.

Skønt Justine lignede en uskyldig engle fra det høje, var hun udstødt og stukket af fra sine egne og havde selv dræbt nogen af dem for netop at bevare dem hun mente der fortjente at leve, nemmelig mennesker, dog nogen alien skånede hun, fordi alle havde en plads i denne verden som hende? nogen var heller ikke onde eller havde overtaget en krop med så dyrbar en sjæl og taget den i sine usynlige tråde og holdt den som sin egen for at virke mere menneskelig?. Justine smilede lidt fordi hun ikke kunne lade vær, med at få dette rosen smilende strejf over de bløde fyldige læber af hendes. "Det var så lidt" hun så lidt på ham, og kneb øjnene lidt sammen?, var han mund blind, eller var det blot noget hun bildte sig ind. Hendes fødder bevægede sig igen, som var de kattepoter, langsomt og lydløst hen til ham, dog kunne det ses nu at hun bevægede sig."Er du okay?" hendes finger berørte let hans finger der holdte om jernstangen"har du ? klaret dig med kun den der??"

Matteo vendte blikket lidt mod hende. Han hørte alt, selv den mindste skraben mod asfalten, men det var nu også mere synligt at hun bevægede sig nu. Ganske vist lidt forsigtigt, næsten snigende som en kat. Han greb hurtigt om hendes håndled da hun strejfede hans fingre, men slap hende ligeså hurtigt igen. "Ja.." svarede han. Han kunne ikke klare sig ligeså godt med et andet våben, det havde han ikke de rette sanser til. Desuden var det begrænset hvad han kunne finde af våben "bruger du knive?.. er det ikke lidt risikabelt, at komme så tæt på?" sagde han. Han ville aldrig vove sig for tæt på, en zombies bid var livstruende med det samme de havde sat tænderne i en.. Han brød sig ikke om tanken, det var ækelt han ville ikke være sådan en, men han ville heller ikke miste sin krop til en alien. Han ville helst bare forsøge at overleve til den dag, hvor han blev helt blind. Så vidste han ikke hvad han derefter ville gøre.

Justine så undrende på ham og sagde"Hmm? lidt måske men jeg har vendet mig til det, min fart og energi gør det muligt for mig at bevæge mig så smidigt og hurtigt, og så mange måneders erfaring i disse ødesletter det gør en til en ren suvivor" hun grinte lidt, og bed sig i underlæben og sagde"sikker på du ikke vil følges med mig? hvor du end er på vej hen til fordi tror ikke du vil overleve så meget vis du kun bruger den og er halv blind" hun ville ha slået sig selv vis hun kunne, fordi det lød virkelig som om hun sagde han intet ku noget men det var slet ikke det, men hun ville ikke ha der skete ham noget... fordi hun måtte indrømme han så kinda cute ud. Hendes dådyr grønne øjne betragtede ham i helhed og hun slap stille røret i det hun sagde"bare rolig jeg gør intet?, ellers ville jeg ha ladt den døde tag dig" hun smilede lidt, fordi det var ment i sjov med at hun intet gjorde, fordi hun fik det til at lyde som om hun var monster farlig selv om hun slet ikke var det?. Hendes finger strøg blidt en forvildet hårlok til siden mens hendes blik blev fjernt og hendes tanker drømmende, mens hun så lidt ud til siden og betragtede det glohede område de var i, man skyggerne måtte da være til at holde ud end at stå i fare for solskoldning"vil du med? ind i skyggen"

Matteo så lidt på hende, og lyttede, og nikkede lidt. Han kløede sig lidt i nakken og så lidt rundt. Solen stod lige ned i hovedet på ham, og han var sikker på at han sikkert enten blev forbrændt eller brun af at stå der. Han vendte hurtigt sit blik mod hende da hun nævnte hans manglende syn. "Jeg klarer mig fint tak.." mumlede han bare og smilede svagt til hende. Han gad ikke belaste hende, og han kunne sagtens passe på sig selv, det var da gået godt indtil videre. Det irriterede ham lidt at folk altid tænkte på hans syn først, men det var jo selvfølgelig fordi hun ikke kendte ham. Han trak på skuldrende "det er ikke med vilje, det er bare en reaktion" sagde han. Han kunne ikke styre de impulsive reaktioner hans krop nogen gange foretog sig. "Er det ikke lidt farligt at gå rundt i skyggerne? Nu hvor det er højlys dag, forholder zombier sig nok indenfor" sagde han stille, og så sig kort bagud på den døde zombie.

Justine smilede lidt og sagde"tjo men der er steder her jeg har allerede finkæmmet så vil du med hen til et sted jeg ved man kan lukke døren og sådan hvor der ingen er og ingen kommer ind" hun smilede kært og så lidt rundt og begyndte så småt at gå der hen og vendte sig elegant om og smilede i det hendes hår flagrede med hende på en virkelig smuk måde. Hun stod der og ventede i det hun sagde"Kommer du?" hun gik der hvor der ikke lå alt muligt, der var et lille dog ikke så lille hus med et rum kun stort rum med senge og sofaer og alt muligt der var pakket ud, nogen havde søgt tilflugt der men gået fordi der intet var i byen at finde at spise sådan rigtig, og det var meget zombie præget? så folk flygtede lidt fra dette sted, dog ikke Justine hun var ikke så bange af sig hellere face the devil end at stikke af fra det hele..

Matteo så lidt på hende, og følte at han godt kunne stole på hende.. "Okay" sagde han så, og smilede lidt til hende. Han nikkede, og gik med hende og lod sin hånd synke ned langs siden så det ikke kom i vejen. Han betragtede hende lidt. Hun virkede meget sikker på sig selv, men til gengæld havde hun også lige bevist for ham at hun var god til det hun gjorde. Han betragtede hende bagfra. Var hun menneske? Det var hun højst sandsynligt siden hun dræbte væsner, for aliens plejede at være meget bløde og meget konfliktsky. Og hun havde ikke rigtig nogen ligheder med zombierne, ingen mærkelig øjenfarve eller.. de smaragdgrønne øjne var virkelig interessante, og fangede med det samme hans egne når hun så på ham.. men ellers syntedes han ikke der var noget underligt ved hende.