Det er lidt hårdt at være mig.. - Jessica

Dag + Dato: Irl.
Sted: Hængende på et stejlt stykke af broen.
Vejr: Regn..
Tid: 12:40

Neil brummede svagt og forsøgte at få bedre fat i nummerpladen på bilen han holdt fast i for ikke at falde i bassinet under ham der ikke var tiltrækkende med den voldsomme strøm der var. Han gled en smule længere ned, og mærkede sine fingre glide. "Årh for pokker.." hviskede han stille, og så lidt op mod den regngrå himmel. Hvorfor endte han altid i sådan nogen situationer? Han stødte fødderne lidt mod den glatte flade han stod på og forsøgte at trække sig op. Det gik dog ikke så godt men denne gang fik han hevet sig nogenlunde op, og fik fat i en vinduesvisker og trak sig op på bilens køler. Den vippede faretruende, men hellere ligge der, end vide at han allerede var dømt til at dø. For han nægtede at dø endnu. Han havde forestillet sig at dø i kampen om at få lov til at redde sin verden..
Den dårlige samvittighed slog ham lidt, for han holdt jo meget af Gossip, og Charm var sød hvilket den lille Amelia også havde været.. de kunne ikke tage vare på sig selv.. eller jo de to voksne kvinder kunne, men hun havde jo ingen chance. Han rystede på hovedet af sin blødsødenhed, og trak sig op på taget og gled lidt.

Jessica var på vej hjem fra byen, hun havede været på jagt efter mad hele dagen uden held, hendes mave rumlede høj, hun var bange for den skulle afsløre hende. Hun gemte sig i skyggerne og holdte sig tæt op af murene, dette var ikke det svære sted, det var boren, ude på boren kunne alle se en, der var ingen steder at gemme sig og ingen steder at flygte hen. Hun skulle over den bro hver aften og var lige så bekymret hver aften som hun var nu, hun ville ikke dø. Hun vågede sig hen mod broen, da hun så til sin store skræk en bil der hang halv vejs ud over kanten, ikke nok med det der lå en dreng på bilens forende. Hun spærrede øjnene op, først stod hun sitlle lidt, var dette mon en fælde? Hun besluttede sig for at hjælpe drengen selv om hun ikke rigtig kunne se hvad hun kunne gøre, men et eller andet var der vel. Hun løb ud på broen og standsede ved bilens bag ende. "er du okay?" spurgte hun, selv om det virklig var et dumt spørgsmål? Det kunne en hver da se han ikke var? "hvad skal jeg gøre" spurgte hun hjælpeløst og følte sig fuldstændig lost.

// er det godt nok Philly min egen :'3 //

Neil vågnede lidt op ved en stemme, og før hun havde snakket færdig havde han allerede grebet sin ene pistol og holdt fast med den anden hånd i bilens sidespejl. Han rettede pistolen mod hende og lyttede. Om hun kunne hjælpe? Han forsøgte at se hendes øjne, han kunne ikke se hendes nakke.. men den var venlig.. så måtte det være en alien.. eller måske var det et menneske? Han så på hende længe før han besluttede sig for at være lidt tolerant når hun nu spurgte så pænt.. "Jeg har det fint.. jeg glider bare lidt rundt.." mumlede han, og fik pistolen tilbage i dens holder. Han skubbede sig lidt længere op, og var nær gledet ned igen hvis ikke han havde sat foden på det stykke hvor ruden sluttede og køleren startede. Han så hende lidt an da hun spurgte om hun kunne hjælpe, og kneb mistænkeligt øjnene sammen. Han var ikke vild, med at stole på folk.. han hadede at stole på dem for han vidste ikke om de bag masken var løgnere. Han skævede kort ned mod det sorte vand, og hen på hende igen. Så nikkede han mut, for han brød sig heller ikke om at bede om hjælp "Kan du hive mig lidt længere op, for så kan jeg måske træde på sidespejlet og der på kanten.. jeg skal bare have noget at holde i" sagde han så, og så kort på kanten og sidespejlet og på hende. Han knyttede sin ene kolde hånd, der efterhånden måtte være temmelig kold. Så rakte han den tøvende mod hende. Han hadede at stole på folk han ikke kendte.

//det er helt fint Willie min x'3//

Jessica så med frygt på pistolen, han tråte et par skridt tilbage og snublede over sine egen ben, hun faldt ned på enden og gav et stæn fra sig, "du må ikke dræbe mig" pev hun. Hun så på ham med bedene øjne da han pakkede den væk igen. Hun kom hurtigt på benene, og gik tøvende mod ham, bange for han igen ville retten sin pistol mod hende, og hvad hvis han gjorde. Nej så ville han falde, kunne hun stole på ham? Hun tog langsomt et skridt nærmer for hver tanke, men hvis hun ikke snart gjorde noget så vilel han falde. Det havede været månder siden hun sidst havde set og snakkede med et menneske, hun havde brug for slevskab, hun havde virklig brug for det, hun havde ensomheden. Hun var ikke sikker på hun var stæk nok til at hjælpe ham, hun var kun en lille spinkel og tynd pige. Hun tog et greb om hans håndled med sin lille spinkle hånd. Hun syntes endelig ikke det var et så godt tidspunkt at joke på, men det måtte han vel selv om hvis det var det han ville bruge sin sidste tid på? "jeg kan prøve" næsten hviskede hun. Hun tog no ogsen den anden hånd omkring hans arm og hev så til at alle krafter. Hun udstødte et lavt støn du hun var ved at falde bag over. Hun hev ham kun en smule længer op med det var vidst nok, håbede hun. Hun så ned over kanten, som hun aldrig skulle have gjordt, hun faldt igen bag over og slap grbet på ham, og slog hovedet dirakte mod asfaldten.

Neil så kort ned på sin pistol "jeg skyder dig ikke.." mumlede han, og så på hende igen på de store hundeøjne der mødte hende, og på hendes klodsede roden rundt. Han sukkede stille, og lukkede kort sine øjne for bare lige at tænke om det nu var en god idé. Han slog øjnene op, og fulgte hende med de nøddebrune øjne. Han sagde ikke så meget, han var en mand - for det anså han sig selv for, selv i den sølle alder af atten- af få ord.. Han lod hende gribe fat om hans arm, og mærkede at hun hev. Han sank kort, og slap vinduesviskeren og reagerede så hurtigt han kunne ved at træde på sidespejlet som knækkede af under den nok temmelig overraskende vægt der pludselig blev lagt på det. Han nåede dog at få fødderne akkurat over på den knækkede asfalt, og svejede lidt før han igen genvandt den perfekte balance. Han så hurtigt på hende og var henne ved hende med det samme "Hey.. hey du?" sagde han, og ruskede blidt i hende. Han tjekkede om hun havde slået hul i hovedet, men det mørke hår skjulte det mere eller mindre. Han lagde sin hånd i det, og følte blidt efter blod. Han lod kort sine fingerspidser strejfe hendes nakke, og følte efter om der var spor efter eventuelle indsætninger af andre væsner.

Jessica var helt væk i nogen sekunder, hun havede slået hovedet mod asfaldten rimlig hårdt, hun var simpelhen så bange for højder, hun kunne besvime bare ved synet, som nu. Hun havde slet ikke skænket det en tanke da hun var gået hen til ham for at hjælpe ham så godt hun nu kunne, hun åbnede øjnen letter forviret, ved at se ham side der. Hun regnede med han ville stikke af som et klogt menneske ville gøre, før der var kommet nogen zombier der muligvis kunne lugte blodet, elelr nogen aliens der kunne høre støjen. Hun så op i hans øjne og gloede bare som en snot dum unge ville have gjordt. Hun mærkede hans hånd i hendes nakke og forstod det ikke. "du lever" sagde hun så efter lidt men tilføjede så "hvad laver du endelg?" og hentydte til hans hånd. Hun vilel sætte sig op men så ville hun have slået hovedet op i hans hovede, så hun fortrak at blive liggende selv om hun følte sig noget så forsvarsløs liggende der.

Neil så lidt på hende da hun kokluderede at han levede "det gør jeg.." sagde han tørt, og følte efter en ekstra gang om der ikke var et lille lyserødt ar.. men intet, kun blød nakke, hendes hår og musklerne under huden. Han slap hende forsigtigt og så på hende "Jeg undersøgte om du måske var noget du ikke skulle være" sagde han roligt, og rejste sig. Han rakte en hånd ned mod hende så hun kunne komme op og stå. Neil Havde hverken let til ord eller til smil, han kunne faktisk agere temmelig kold når han snakkede med andre selvom han var i fint humør.. men han var bare blevet påvirket meget af ændringerne i verden, og specielt i sin verden, de første tre måneder efter at kloden officielt havde været i livsfare havde han siddet på sit værelse og lyttet til skrigene ude på vejen, og bare siddet og vippet fram og tilbage. Alt var forkert nu.. helt forkert. "Slog du hovedet meget?" spurgte han så, og så på hende.

Jessica så på ham, hun smilte ikke, det var iorden at han mærkede efter, men hun kunne da godt spørge, hun havde ike haft nær kontakt med mennesker, eller noget som helst siden.. meget lang tid i hvert fald. Hun tog imod hans hånd og kom på benen dog lidt vaklende, hun tog sig til hovedet som dunkede utorlig meget på en irreterende måde. "så havde jeg ladet dig falde" sagde hun roligt, til det med at hun kunne have været andet end menneske. Hun kiggede på ham længe "jeg har det fint, tak" sagde hun tøvende. Han var højre end hende, ud fra hvad hun kunne se, og stærker, men hun var også utorlig lille og spinkel. Men hun var hurtig, og det var hun glad for. "det er lang tid siden jeg sidst har set et menneske" sagde hun og tilføjede lidt efter "i live" det sidste menneske hun havde mødt havde været død.

Neil så på hende og nikkede "godt.." sagde han, selvom det rent faktisk var ham de snakkede om at skulle have ladet falde ned i dybet, hvis han da havde været noget han ikke skulle være. Han tog en dyb indånding, og så på hende da hun vaklede lidt, og slap så derefter hendes hånd, efter at have sikret sig at hun kunne stå på benene. Han var stadig lidt skeptisk, et slag i hovedet kunne være en dårlig ting. "Nå, men godt du har det fint.. så overlever du sikkert" mumlede han drillende, og lyttede. Han nikkede, og så sig lidt om. Han var nok blevet lidt paranoid efter besættelsen, så han holdt altid øje med sine omgivelser, også selvom det måske var en smule uhøfligt "Mm.. jeg kender godt tanken, det er også et godt stykke tid siden jeg mødte et menneske.. jeg håber da stærkt hun er i live.." sagde han, og forestillede sig kort Theisas ansigt. Hun var stærk det vidste han, så hun burde være en der overlevede. Håbede han-

Hun så lidt på ham med tvivlende øjne, hun ville have ladet ham falde det var hun sikker på, eller? Hun slog blikkket ned på en tøvende måde. Jessica genvandt belancen lige så hurtigt som hun havde mistet den.. næsten. Hun smilede skævt til ham, "ind til vider" sagde hun tøvende, hun ttog et skridt tilbage væk fra ham, hun var stadig bange, som hun altid var. Jessica sank en klump han fik det til at lyde så uhyggeligt på den måde han sagde det. Hun var også selv bleven skræmt da hun ahvde fundet liget af en lille pige, men det ahvde dog ikke stoppet hende inu. Hun havde slev været låst inde i kælderen i lang tid imens verden forandrede sig for hendes øjne, hun havde knap nok overlevet. Da alt menneskeliv så ud til at være forsvundet og gaderne var tomme, havde hun endelig våget sig ud fra sit skjulested med håbet om hun ikke var den eneste tilbage på jorden, hun havde været skrækslagen lige siden da, men nu havde hun endelig mødt en. Hun så op på ham, og hun lod ham altså ikek sitkke af lige med det samme. Hun sås sig selv skrøbligt omkring "måske skulle vi se komme et mere sikkert sted hen?" sagde hun tøvende.

"Ja.." sagde han, og så sig kort omkring. Han ville da håbe for hende at hun overlevede så længe som muligt, menneskene skulle jo gerne komme tilbage til magten på et tidspunkt. Neil rettede kort på sit tøj efter at have væltet rundt på bilen i et godt stykke tid. Han hævede et øjenbryn da hun sagde 'vi', men måtte vel give hende ret. "Jo det er nok en god idé" sagde han, og begyndte at gå. Han ventede dog på hende så hun kunne følge med. Han var dog ikke helt sikker på hvad hun havde tænkt sig, men nu måtte de nok se at komme væk fra den helt åbne gade så de ikke blev overfaldet af et eller andet væsen..

Jessica så tøvende efter ham men begyndte fog at følge efter da han var noget en smule hen, dusuden skyldte han hende en forklaring. Hun kom op på siden af ham og så på hans ansigt, det var tydeligt at gennemsuke han havde været igennem en del, selv om hun var utrolig nysgerrig om at høre hvad han havde lavet i alt den tid hun ikke havde kendt ham, holdte hun alligevel igen. "Hvordan var du i det hele taget kommet til at hænge sådan?" spurgte hun og så tilbage på bilen som var lige på nippet til at styrte ned i floden, han vilel ikke have haft en chance hvis hun ikke var kommet forbi, det fik hende til at stråle som den lille pige hun var.

Neil gik videre, og lyttede til hendes fodtrin der fulgte hans, stille og roligt, og dog med en slags nervøsitet over dem. Det lagde man mærke til når man havde været tvunget til at indlære sig en vis psykologisk måde at se på tingene. Han tog en dyb indånding og lyttede til hendes spørgsmål "Jeg blev jagtet, jeg havde ikke mere ammunition, så det var vel bare om at løbe.." mumlede han "jeg var nødt til at gå ud på broen, og så knækkede en af linerne der holder resterne af lortet sammen... og så var bilen det eneste jeg lige kunne gribe fat i" forklarede han, og så lidt om på hende. Hun virkede utrolig barnlig, af sin alder, men det gjorde ham egentlig ikke noget det var jo bare barnligt. Neil kunne sagtens være barnlig, men han gjorde det oftest i form af en slags fornærmethed, eller noget i den stil.

Jessica fulgte med ham i et lidt hurtiger tempo end ham forid han havde lange ben og derfor kom længere frem end hende, hun smilte skævt bag hans ryg han ville nok ikke kunne se det fordi hun gik skråt bag ham. Hun lyttede roligt til det han sagde, men afholdte sig selv i at gispe oer den forgående sitation, "skræmmende" kom det ud af hende, hun ville være død af skræk hvis hun havde været i hans sted. Men han så ud til at kunen klare en del, altså på den barske måde, og Jessica var måske mere den pige der bare stak halen mellem benene og løb sin vej hver gang der var fare på færre, hun ville nødigt stå midt i en slås kamp hun ville jo ikek holde et sekundt, hun var beder til at komme ud af den slags sammenstød end at skulle blive midt i det hele, hvor Neil lignede en der stod fast og ville slås for sin ære eller noget i den stil. "Hvor gamel er du endelig?" spurgte hun Neil og smilede skævt, faktisk kunne hun godt lide at høre ham tale, det føltes mindre ensomt at gå sammen med en som fortalte løs, ville hun kunnne få ham til at snakke mere? Hun skulle bare stille de rigtge spørgsmål.

Neil gav sig til at skifte magasiner på sine pistoler mens han lyttede til hendes skridt og snak. Han så lidt på hendes forsøg på at følge med, og gik lidt langsommere. Han lyttede til klikkene det gav, når han skiftede magasiner, og lyttede til hendes spørgsmål "jeg er atten.." svarede han. En fed alder.. eller, det kunne det have været, han ville ønske at han havde været lidt ældre, at han havde vidst mere om livet. Det var rart at tale, man blev jo sindssyg af den ensomhed der herskede i ens indre, den mangel på anden menneskelig kontakt.. han manglede nogen, andre levende mennesker manglede nogen. Det var derfor han var ovenud lettet når han endelig fandt nogen der var i live. Han satte pistolerne tilbage i hylstrene efter en grundig undersøgelse af pistolløbet. De skulle jo helst fungere hvis det nu var man stødte ind i nogen væsner.. han forsvarede sig som regel kun med dem, han ville ikke risikere at komme alt for nær monstrene. Han blev en smule mismodig, monstre? Han kunne jo ikke kalde Justine et monster...