Søndags Gudstjeneste?!

Neil rystede på hovedet, i så fald kunne han ikke huske det. "Charm?" sagde han med undren i stemmen. Charm? Spøjst navn alligevel. Han så godt hun langsomt gled sammen på sengen og smilede svagt "du må altså gerne sove.." sagde han roligt. Han lænede sig mere tilbage, og slappede af. Han havde ikke tænkt sig at sove, i hvertfald ikke lige med det samme. Han gabte stille, og så hen mod døren. Han havde ikke låst ordentligt af. Han rejste sig hurtigt og gik hen og låste alle låsene, før han gik tilbage til sin lænestol og smed sig i den.

Hun smilte og grindte i et let tonefald "ja, det var vidst min mor der syntes det var sjovt. Hun har det fra ordet 'Charming' ". Hendes mor, eller rettere sagt hende der skabte hende i et reagensglas, havde brugt en evighed på det projekt Charm var udfaldet af. Hun havde brugt hele sit liv på at skabe et væsen som charm. Brugt flere år på at finde den rette menneske krop til hende. Så den dag de fandt ud af at deres langtidsforskning havde båret frugt, var charm blevet forkælet i flere uger. Især af hendes 'Mor'. Hun så lidt på ham og følte sig lidt underligt tilpas. Skulle hun bare ligge sig til at sove imens et menneske, hun knap kendte, var i samme rum hele tiden? hun pillede lidt ved den dyne hun sad på og så op på ham igen. Nej så hellere være vågen, besluttede hun for sig selv og satte sig helt tilbage op af væggen, med et forførende smil. hendes øjne funklede i lyset fra lampen og hun lagde hovedet lidt på skrå. Gad vide hvem han var?

"Hmm.. okay" sagde han stille, han syntedes der var mange børn der fik mange underlige navne fordi forældrene var underlige. Neil var ret beslutsom, og temmelig stædig, men når han var træt, blev han umulig barnlig og gav let op. Hans øjne begyndte at glide i, og han trak vejret tungt. Han vågnede med et lille ryk igen, og gned sig i ansigetet. Han smilede svagt til hende, men blev ved med at glide tilbage i søvnen. Til sidst endte det da også med at han sov, hvilket han nok aldrig ville tilgive sig selv for, fordi han ikke vidste om hun virkelig var hvad hun udgav sig for. Han sov tungt og gled ned i stolen så hans ben lå udstrakt på gulvet mens hans ryg lå på sædet og hans hoved lå lænet på armlænet.

Hun sad roligt og iagtog ham imens han stille faldt i søvn. "eehm" hun så på ham med et spørgende blik. Hvad skulle hun gøre? Hun rejste sig langsomt og listede hen imod ham, bange for at gøre et eller andet forkert. "Neil?" hendes stemme var en blid hvisken ud fra hans øre. Hun stod bøjet ned over ham med et forvirret blik. Hun var i komplet vildrede. Hvor tungt mon han sov? Skulle hun tage chancen og skynde sig at gå? Hans åndedræt var tyngt og fredligt. Uden at tænke over det bredte der sig et kærligt smil på hendes læber. Mennesker er nogle underlige nogen. Hun satte sig op af Lænestolens ene side og lukkede langsomt øjnene.

Neil sov tungt, og kom med nogen mumle lyde da hun hviskede ham i øret, og vendte sit hoved lidt. Han lagde ikke mærke til hvad hun lavede eller hvad hun gjorde, han sov bare videre. Da hun satte sig op af lænestolens side gled han ned fra stolen, hvilket vækkede ham en lille smule. "Mm?" han åbnede sine øjne og så forvirret rundt, og gned sig lidt i øjenene "Charm?" hviskede han forsigtigt og så sig lidt om og fik øje på hende op af lænestolens side. "Jeg må være faldet i søvn.." sagde han undskyldene.

Hun glippede med øjnene, pludselig vågen. Hun så hen på ham og smilte varmt "det går nok." Hun gjorde et nik imod hans seng "læg dig nu til at sove.. så tar' jeg Lænestolen" Uden at vente på et svar, møvede hun sig op i den gamle stol og lukkede øjnene. Søvnen tog hende næsten med det samme, hun var så umådeligt træt. Der var sket så meget på den aften og hun var så træt. En brun hårlok faldt ned over hendes lukkede øjne imens hun trak vejret lydløst.

Neil så lidt på hende "vent... hvad?" sagde han, og ville stoppe hende, men hun var allerede faldet i søvn. Et lille suk undslap hans læber og han rejste sig stille, og løftede hende forsigtigt. Han gik hen og lagde hende på sengen, men idet han lagde hende ned faldt hendes brune hår til siden og afslørede et lille næsten usynligt ar. Han trådte hurtigt væk fra hende.. den lille!!
Han bed sig hårdt i læben, og satte sig hen i lænestolen og tændte en smøg, og rakte ud efter sin ene pistol.

Med nogle usammenhængende lyde lagde hun sig til rette og sukkede. Hun var alt for langt væk til at bemærke at hun var opdaget. Hans seng var varm. Hun puttede sig ind i dynen med et lille sødt smil i mundvigen.
Udenfor var natten mørk og uden stjerner. Vinden hylede svagt ide en skikkelse forsvant i mørket.
Hendes vejr trækning var rolig og ubekymret. De sidste par dage havde været så hektiske.. Hun var simpelthen gået ud som et lys. Underligt nok følte hun sig helt tryk hos mennesket

Neil lagde sig tilbage i sin stol, og så lidt irriteret på skabningen. Løgnagtige krops røvere! Han forsøgte at holde sine agressioner nede, og ville ikke vække hende. Han sukkede surt, og tog et dybt sug af smøgen, og pustede langsomt røgen ud igen, og lagde nakken tilbage. Han måtte vel bare sige til hende at hun skulle gå den næste dag.. aliensene havde massere af medbragte ting til at heale hinanden med. Han så bort, ind i den nærmeste væg, der var prydet med plakater, og kort over de forskellige byger.

Timerne gik. Da klokken snart var 5 om morgenen, åbnede hun øjnene og var i et sekund forvirret over hvor hun var. Og hvis dyne hun lå på. Det næste skete på mindre end 30sek.
Hun skubbede sig op og side ved hjælp den forhændværende smadrede arm før hun nåede at opdage sin brøler. Den havde healet færdig imens hun sov, og det gjorde næsten ikke ondt længere.
Med et lille gisp trak hun hånden til sig, men det var jo sket alligevel. Det var det, hun måtte ud derfra. Hun var jo ikke ligefrem udødelig.
Med smidige bevægelser svang hun sig rundt om sengen og hen i et hjørne, ved siden af døren. hun trak vejret hurtig parat til at skifte tilbage ved det mindste tegn på at han ville angribe.

Neil sad og så på hende, igennem den hele nat. Han røg sin cigaret færdig og skodede den mod væggen der var mere eller mindre ved siden af stolen. Han sad stille, og betragtede den lille person i sengen, at hun kunne være så farligt et væsen, var nærmest utænkeligt.
Han sad fuldstændig stille da hun vågnede, og satte sig op. Han så lidt på armen der havde været i forbinding men hun nu kunne bruge som støtte. Han så koldt og roligt på hende, og rejste sig med et ryk da hun løb hen til døren.
Han stoppede bag hende og pressede pistolens udmunding mod hendes nakke "gid mig en god grund.. til at lade være" hvæsede han stille.

Et lille gisp slap ud imellem hendes læber da hun mærkede metallet mod sin nakke. Hans ånde pustede hende i nakken hendes krop var stivent i en bevægelse og hendes mund åbnede og lukkedes imens hun prøvede på at komme på noget. Hun kunne stå og fortælle ham at de kun var kommet for at rede planeten - menneskene ødelagde den. At hun kun gjorde det rigtige.
"Jeg har ingen" hendes stemme var rolig og lav som en bliv hvisken.

"Du løj for mig!" hvæsede han kort, og kørte pistolen lidt længere op i hendes hår. Han var vred, og han lagde intet skjul på det. Hun var jo automatisk dømt til døden. Han trak den lille knap tilbage der udgjorde at han så kunne skyde.
"Har du noget at sige?" spurgte han tonløst, og så på hendes nakke. Han brød sig ikke helt om at skulle skyde hende i sit hjem, det ville blive ulækkert, og blodet ville sikkert sprøjte ud over det hele.
Han rystede på hovedet, det var makabert at tænke på, han ventede bare roligt på hendes sidste ord.

Hendes hjerte(r) bankede hurtigt nu, hun ville ikke stå og se passivt til imens han tog sig god tid til at nakke skyde hende.
"selvfølgelig løj jeg. Jeg var hordt såret, og ville næppe have haft gode chancer mod en som dig." Hun bed tænderne hårdt sammen til en snerren havde værken tænkt sig at svare på hans sidste spørgsmål eller vente på hans dom. Lynhurtigt fovanlede hun sig til sin naturlige form og i samme bevægelse, drejede hun sig halvt om og gjorde den hånd med pistolen ukampdygtig. Hun undveg hans næste to skud der kom fra hans venstre hånd. Som hun havde regnet med ville han være hurtig.
Sandsynlighvis af erfaring. Hun var henne ved døren og slog til låsene med alt hvad hun havde, så tre faldt af. Der manglede bare en, hun kunne ikke komme ud. Med et panisk blik for hun hen i et hjørne og så skræmt hen på ham.

Neil kom med et lille 'tsk', og rystede på hovedet, hun kunne jo sagtens have bildt ham noget andet ind siden hun var så god til at lyve?!
Han lyttede til hendes snerren, og blev voldsomt overrasket da pigeskikkelsen pludselig ændrede sig til... noget kvindeligt med fartstriber, eller han vidste ikke hvordan han skulle beskrive det?
Han tabte den pistol han havde i venstre hånd, og tog sig lidt til håndleddet. Men sigtede imens og skød. Hun undveg.
Blodet begyndte at løbe ned over hans arm, hvad var det hun havde for enden af de der følehorn? Knive?! Han måtte lade igen kunne han mærke, og han så lidt over mod skikkelsen i hjørnet "hvad er du for en..?" hviskede han hæst.

Hun blinkede et par gange og prøvede på at samle tankerne, så hun kunne finde ud af hvordan hun skulle komme væk. Den mest åbenlyse mulighed var at prøve på at slå ham ihjæl.. Hendes hjerne arbejdede på højtryk, Hun kunne lide ham, og at slå ham ihjel.. Hun ville ikke kunne gøre det. Hans Ubetingede omsorg havde vækket noget i hende hun aldrig havde følt før.
Fangarmene stod om hende som en glorie, alle rettet mod ham. Det var ikke knive der var for enden af dem, men de var lige så tynde og skarpe i spidsen, at det kunne have været det samme. Hun åbnede munden og svarede med en let dirrende stemme. Modig havde hun aldrig været. Hun var en næsten fuldtudviklet 'Alien' af sin art, og dødsens farlig, men hun var nu en kryster alligevel. Hun afskyede at slås. "Jeg er Charmestë zi Felaqua.. Jeg er 1795 år gammel, og jeg forsker i mennesker." Hun rynkede øjnbrynene i et nærvøst udtryk. Hvad skulle hun sige? At hun var en.. Hvad kaldte de det.. en Alien? at hun slet ikke kom fra den her planet? eller Solsystem? At hun var skabt i et reagensglas? Skabt til et formål, at finde ud af mere af den art, de var sendt afsted for at udryde? Hun stod helt stille og ventede på hvad han havde tænkt sig at gøre. Hun ville nok kunne undvige et par gange, men det ville nok gå galt på et tidspunkt.
Og selv hvis hun kom ud,.. ville han nok aldrig se hende igen

Neil så hen på hende et par gange, usikker på hvad hun kunne finde på. Nok ligesom hun var usikker på hvad han kunne finde på. Han stod lidt, hvad skulle han gøre med den? Eller hende... eller hvad fanden det nu var der sad derovre i hjørnet?!
Han blev stående med en god afstand til hende, nu vidste han jo at hun også havde våben, hvilket ændrede sagen markant.
Neil stod stille og holdt om sit blødene håndled, han vidste ikke hvad han skulle gøre. Hun var åbenbart en udvikling af sin underlige race, hvad kunne han så gøre? Var hun ikke som de andre? Kunne hun ikke læse tanker, eller kunne hun meget mere end det? Han stod stille, og så kort hen mod døren hvor næsten alle låsene var røget af.. det ville nok tage noget tid at sætte dem på igen.
Hans ene pistol lå stadig på gulvet, den anden sad i hylsteret på højre hofte og ventede på at blive ladt. Men hvis han ladede den, kunne hun nå at reagere.. skulle han tage chancen og række ud efter den der lå på gulvet? Han anede det ikke han vidste kun at de stod omtrent lige, med fornemmelser, undtagen at han blødte og det gjorde hun ikke.. han havde jo ikke fået ramt. Det irriterede ham en smule, han plejede altid at ramme.

Hun anede ikke hvad hun skulle gøre. Hun kunne se han smugkiggede i retning af pistolen der lå på jorden.. Ville han prøve på at skyde hende? Tankerne var et stort rod inde i hendes hoved indtil, hun kun fandt en mulig mulighed. Med en fremmedartet knitrende lyd, skiftede hun form og lignede igen et helt normalt, smukt og meget nærvøst menneske. Hendes hænder dirrede en smule imens hun holdt hans blik fast. Uden ord prøvede hun panisk på at få ham til at forstå, noget hun ikke engang selv helt fattede. Hvad havde hun gang? Hun kunne ikke forklare det, men.. hun håbede han forstod alligevel. Hendes mund stod let åben og hendes næsten sorte hår, bølgede ned ad hendes skuldre. Først nu bemærkede hun at der lydløst, løb en smule blod ned af hans arm.

Havde hun lige gjort sit livs største fejltagelse?

Neil så lidt på hende, og kort på sit håndled. Han kunne ikke se hvor hun havde ramt, det blødte jo, men han vidste ikke om hun havde ramt pulsåren. Han kom til at tænke på da Justine havde skudt ham, han måtte vist til at træne sin hurtighed lidt. Det kunne jo ende galt en dag. Han så på hende da hun skiftede form igen og bed tænderne sammen så det kunne ses på hans kæber. Han vidste stadig ikke hvad han skulle gøre? Skulle han lade hende gå? Men hvad så med menneskeheden, hvad så med ham selv og hvad med hans kælder, hun gik vel direkte tilbage og sladrede om hans skjulested.. Han sukkede tungt, og så væk fra hendes øjne. Han havde ikke trang til at se på hende lige i det øjeblik. Han tog et par vaklende skridt bagud, så måtte han jo pakke de mest basale ting, og flygte når hun var ude af døren..

Med et lættere måbende udtryk, så hun hvordan han lige også stille åbnede den sidste lås og skubbede døren op. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre med sig selv. Hun havde været sikker på at ville have prøvet på at skyde hende. Hvad mon han tænkte? "J- Jeg.." Hun så på ham med et undrende blik men smilte så med et nærvøse øjne"Jeg har ikke lyst til at gå."
Da ordene var kommet ud af hendes mund skyllede en lettelse igennem hende. Hurtig fulgt af den velkendte forvirring. Hun kunne jo ikke bare blive. Eller regne med at han ville være i selskab med hans race's lejemorder. Han så så træt ud og lige da havde hun mest af alt lyst til at løbe hen og se til hans sår. Selvom han nok næppe ville lade hende komme inærheden af ham

Neil stod stille. Afventede at hun ville skynde sig ud, slippe for at have en pistol vendt mod sig. Han stod stille, pressede sin ene hånd mod sit håndled. Hvorfor tøvede hun? Det gjorde ham ubehageligt til mode... Han lyttede da hun igen begyndte at tale, og smilte til ham. Det forvirrede ham "hvorfor?" spurgte han, og gik endnu et skridt væk fra hende. Han anede ikke hvad han skulle mene om det hun sagde, hvordan skulle han tolke det?
Han stod godt to meter fra hende, en meter fra den nærmeste væg som var bag ham.